Arm Cast Podcast

Der er lidt stille på bloggen og herinde, fordi jeg arbejder på mit store udenlandske gennembrud.

Indtil nu har det udløst en podcast.

I anledning af udgivelsen af Twice Upon an Apocalypse bliver jeg interviewet af forfatter Armand Rosamilia om oversættelser, danske horrortraditioner og den store udfordring i at skrive til et marked på den anden side af planeten.

Bonus: Halvgebrokkent skoleengelsk. 🙂

Arm Cast Podcast - Kamp and DeVor

Udgivet i Begivenhed, Forfatterskab | Tagget , , | Skriv en kommentar

Kommende TV-serier der ser lovende ud

Det er en fantastisk tid at være fan af B-film i.

De små indie-udgivelser dukker op overalt og nu er TV-mediet ved at følge godt med. Her er en stak kommende serier du kan hygge dig med til sommer.

BLOOD DRIVE fra Syfy Grindhouse Series.

blood-drive-2017-syfy-horror-tv-series-poster-2

En antologi-serie i Grindhouse stil med nye, afsluttede historier hver uge. Det ser lovende ud.

BLOOD DRIVE har præmiere allerede 14 juni, så det er jo lige om lidt.

THE MIST på Spike.

the-mist-2017-tv-series-poster

Jeg var meget begejstret for The Mist. Steven King er ellers tit lidt uheldig med filmatiseringerne af sine bøger, men The Mist gjorde det rigtig godt. Da jeg først hørte om den nye mini-serie på Spike var jeg skeptisk. Efter traileren glæde jeg mig istedet.

Første afsnit har præmiere 22 juni på Spike.

WYRMWOOD

wyrmwood-chronicles-of-the-dead-tv-series-zombiesjpg

WYRMWOOD var en australsk apokalyptisk zombiefilm fra 2015. Den blev så godt modtaget, at der ny kommer en serie i 10 afsnit. I modsætning til de to andre shows er der ikke sat dato på WYRMWOOD og det bedste bud jeg har set er: “Engang i 2019”.

Den ser ellers heftig ud.

.

TOKYO VAMPIRE HOTEL
sono-sions-tokyo-vampire-hotel

Endelig har vi en japansk varient i Tokyo Vampire Hotel. Jeg er ikke sikker på hvad der foregår i traileren, men det ser interessant ud.

I like it!

Præmiere d. 17. juni.

Udgivet i TV | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

De svære antologier

Twice upon the apocalypse mindreSå er Twice Upon an Apocalypse endelig udkommet og kan købes på Amazon.com for kun $3,74.

Det har været en lang vej fra den morgen i 2012, hvor jeg fik den glædelige nyhed at min første amerikanske udgivelse ville blive The Little Match Mi-Go. Og antologier er svære at markedsføre for de enkelte forfattere. Specielt fordi de enkelte historier sjældent bliver fremhævet.

Antologier lever og dør med forfatternes brand og den generelle modtagelse. Anmeldelserne giver som regel kun et overordnet vurdering, og alle andre end hovednavnene drukner i udvalget.

Twice Upon an Apocalypse indeholder 21 historier fra ligeså mange forfattere, så der er langt mellem omtalerne.

Lad os dykke ned i et par anmeldelser.

Twice upon the apocalypse

En glimrende anmeldelse til fem stjerner. Det kan man ikke brokke sig over.

Men der er ingen omtale af de enkelte historier, så den enkelte forfatter aner ikke om hans/hendes historie trækker karakteren op eller ned.

Jeg har gravet rundt i anmeldelserne og fundet to omtaler af min egen historie.

Først en anmelder, der ikke var imponeret.
Twice upon the apocalypse review 2

Hrmf – tak.

Andre var mere positive.

Yvonnes Davis valgte at fremhæve sine fire favoritter blandt bidragene, og det inkluderede heldigvis The Little Match Mi-Go.
Twice upon the apocalypse

Så kan jeg vist ikke brokke mig mere.

Til sammenligning udkom min prisvinder Homo Arachnida i engelsk oversættelse i antologien Lore vol. 2 helt tilbage i 2013. Den antologi har til dato fået nul (!) anmeldelser.
Lore review

Det … er ikke ret godt.

Twice Upon an Apocalypse er lige nu #3 på listen over bedst sælgende horror-antologier, så snup et eksemplar HER. Den er ret god 🙂

Udgivet i Forfatterskab | Tagget | Skriv en kommentar

Resident Evil VII

Resident Evil VII

Jeg har været i gang med Resident Evil VII i et par uger nu og spiller udelukkende i VR.

Jeg er ikke kommet så langt – 6% gennemført ifølge oversigten, selvom det ikke lyder rigtigt. Der kommer en opfølgende anmeldelse, når jeg har gennemført og kan bedømme hele værket.

Men først – lad os se traileren:

Resident Evil VII er en af de første store titler til VR med mange, mange timers spiltid. Som flere andre titler har de valgt at spilleren kan vælge imellem traditionel synsvinkel og VR, hvilket salgsmæssigt giver mening, da VR-ejere stadig er en lille minoritet.

VR-spil har en udfordring, når det kommer til styringen. Until Dawn: Rush of Blood løste det ved at sætte spilleren i en vogn, men i Resident Evil VII er der fri bevægelighed. De løste udfordringen forholdsvis elegant. Venstre joystick styrer og “strafer” dig rundt i de klamme huse, mens højre joystick vender din person 30 grader af gangen. Det lyder klodset, men fungerer ret godt – undtagen i stressede situationer.

Historien er simpel til at begynde med. Din ex-kæreste skred og du har ikke hørt fra hende i tre år. Pludselig kontakter hun dig og har brug for din hjælp. Hun befinder sig i et øde beliggende husmandssted, og som den gentleman du er, drager du ud for at opklare, hvad der foregår.

Ind imellem afbrydes den snigende udforskning af boss-battles med den sindssyge familie, der holder til i huset. De er en lidt blandet fornøjelse, for selvom idéerne er gode, bliver de noget langstrakte.

En udfordring er brugen af sparsomme savepoints. I den enkelte spilsession autosaves rimelig ofte, men dine fremskridt bliver kun registreret til næste spilsession igennem savepoints – båndoptagere der står rundt omkring i huset. Det er en blandet fornøjelse. Det virker stærkt fordi der er mere på spil ved at dø, men omvendt kan det være frustrerende, hvis man skal gå et længere stykke for at komme hen, hvor man er nået til. Jeg tror jeg kan lide det.

Det positive:
Jesus, det er intenst. At sidder fuldstændig isoleret fra verden i sin VR-hjælm, mens man udforsker det klammeste hus i verden virker meget stærkt. Oplevelsen af at være til stede i huset og næsten kunne lugte fordærvet fungerer virkelig godt.
Styringen er lidt udfordret ind imellem, specielt hvis det skal gå stærkt, men alle den slags overvejelser drukner i spænding når man går på opdagelse. Stemningen bygges langsomt op og selv om der selvfølgelig er jumpscares bruges de sparsomt og effektivt.
Gåderne fungerer og jeg har endnu ikke måtte bruge en walkthrough for at komme igennem spillet, men vi må se om det varer ved.
Historien fungerer godt og efterhånden som plottet folder sig ud, begynder alting at blive noget mere kompliceret end der var lagt op til. Følelsen af hjælpeløshed er stærk, for der er langt imellem våbnene og ammunition er der altid mangel på. Hvert skud tæller.

Jeg har måtte afkræve min hustru et løfte om aldrig, ALDRIG at gøre mig forskrækket, når jeg sidder og spiller om natten. Det tror jeg ikke jeg ville overleve.

Det negative
Man kan ikke spille i mindre bidder. Hvis jeg har en halv time er jeg nødt til at vælge et andet spil, for der er så langt mellem savepoints, at jeg ikke nødvendigvis kunne gemme mine fremskridt på kun en halv time. Derfor har jeg ikke fået spillet så meget som ønsket, da jeg altid skal kunne sætte mindst en solid time af.

Styringen kan være lidt besværlig, når man skal reagere hurtigt. Jeg er død adskillige gange ikke for at være dårlig, men fordi styringen blev for kluntet.

De gentagende boss-battles er ikke lige min kop te. De er lidt for scriptede til at det føles naturligt, og spillerens opgave er at regne den rigtige rækkefølge af handlinger ud, der (til sidst) vil besejre monstret – for en tid.

Opkast
Jeg har spillet Resident Evil VII fuldstændig uden problemer med køresyge eller andet.
Indtil i fredag hvor jeg pludselig – ud af det blå – kastede op. Jeg sad fast et bestemt sted, og der var et stykke vej fra mit seneste savepoint, så jeg løb igen og igen igennem den samme sektion af kælderen. Det blev åbenbart for meget, for lige pludselig – midt i en duel på motorsave – skulle jeg bare kaste op og det var NU.
Der var ingen kvalme eller ubehag ellers.
Tilsyneladende var det den gyngende bevægelse igennem kælderen igen og igen, der havde udløst akut køresyge.

Forhåbentlig var det en engangforestilling.

Foreløbig konklusion:
Jeg er meget begejstret!
Spillet har nogle udfordringer, men i guder hvor det fungerer godt, når det virker.

Udgivet i Spil, VR | Tagget , , | 1 kommentar

Klovnene er på vej

Klovn

De er på vej!

Klovnene kommer!

Nu kan jeg endelig løfte sløret for min første udgivelse efter NekroMathias.

Fra bagsiden:

Jeg var 12 år gammel da klovnene dukkede op.
Det begyndte i USA. Uhyggelige klovne vandrede rundt om natten og skræmte folk fra vid og sans. Snart spredte det sig og blev en hel epidemi.
Klovnene nåede helt til Danmark. Endda her til Ullerup.
Aviserne havde konstant nye “sjove” historier, enten med klovne der skræmte folk, eller klovne der blev overfaldet af de skræmte.
Langt de fleste var bare udklædte spøgefulde der syntes det var sjovt at skræmme andre.
Men ikke alle sammen.
Ikke i Ullerup

Hovedpersonen er den tolvårige Oscar, der får en virkelig, virkelig dårlig nat, da klovnene ankommer.

En farvestrålende og splattet ungdomsgyser til målgruppen på 11+. Voksne må selvfølgelig gerne læse med.

Klovne! Indvolde! Døde børn! Candyfloss!

Denne gang er omslaget skabt af den talentfulde Flemming Schmidt.

Forventet udgivelse til juli.

Det bliver godt.

Udgivet i Bøger, Forfatterskab | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Dobbelt konkurrence fra Tellerup

To hurtige konkurrencer for de morgenfriske.

Deadline er 8. maj kl. 12, så det er nu, hvis du vil deltage!


VIND ET SKOLEBIBLIOTEK!

Deadline 16. maj.

Jeg er ved at boble over med nyheder, men I må vente lidt endnu – jeg er stadig pålagt dyb, dyb tavshed. 🙂

Udgivet i Konkurrence | Tagget , , | Skriv en kommentar

Writerslife fupmagere

Jeg er lige nødt til at afbryde min fanboy-dækning af VR-titler, for nu er et nyt scam-nummer ved at brede sig på Facebook.
Jeg er de sidste dage blevet bombarderet med følgende annonce:

GetitDone

Linket fører til en cheesy og TV-shop ligende side, hvor de lover guld og grønne skove, hvis bare man bestiller produktet.

Første røde flag er løftet om at det vil blive nemt at skrive en bog OG få den udgivet. Du vil få bedre tid, mere selvtillid, skrive mere originalt og selvfølgelig få det hele udgivet.

Bullshit!

Andet røde flag er den totale mangel på detaljer. De lover et værktøj, der vil hjælpe din skrivning på vej. Hvilket værktøj? Er det en kalender? Et idéhjul? Hjælp til opsætningen? Hvad er det for en type hjælp, der tilsyneladende vil transformere dit talent og hæve det til nye højder?

De lover en audio-CD, men kommer overhovedet ikke ind på nogen detaljer.

Tredje røde flag er de involverede.

Hvis nogen vil tjene penge på at hjælpe andre forfattere frem, så forventer jeg at de kan fremvise solide udgivelser. Gerne en litteraturpris eller to, men som minimum et solidt bagkatalog.

Sælgeren her hedder M. Masterson – hvilket totalt lyder som et dårligt falsk navn. “Masterson”.

Jeg kunne ikke finde nogle udgivelser af M. Mastersom på amazon. Ej heller fra Mary Jacops eller James Lister, der ellers begge fortæller hvordan GetItDone har hjulpet deres forfatterskab fremad.

Burde de så ikke have udgivet noget?

Fjerde røde flag er selve organisationen Authors Helping Authors Association som Writerslife.org tilsyneladende er en del af. Jeg googlede den.
Intet resultat. Authors Helping Authors Association burde poppe op som et af de første resultater, men der var intet.

Jeg kan ikke snuppe denne slags fupnumre.

De forsøger at udnytte drømmen om den første udgivelse og lover mere end de på nogen måde kan indfri.

Lad dig ikke narre.

Det kræver fire ting at kommer igennem sin første roman.

1) En idé

2) Skriveværktøj.

3) Perioder med ro, hvor man kan skrive.

4) Disciplinen til at blive ved, indtil den er færdig.

Der er ikke noget nemt ved processen, men den ER simpel. Skriv 1000 ord om dagen, hver dag og bliv ved til romanen er færdig.

Og gå langt udenom de falske profeter.

___

Update:

Efter mit indlæg begyndte en ny type annonce at poppe op på Facebook:

GetitDone3

Scary stories?
De vil lærer mig at skrive uhyggeligt?
Det var jeg jo nødt til at klikke på og jeg sværger ved alt der er mig helligt – linket førte mig herhen:

GetitDone4

Eh … nej tak.

Udgivet i Forfatterskab | Tagget , , | Skriv en kommentar

Playstation VR Worlds

playstation-vr-worlds2

Ok, vi er på vej igennem hele samlingen af VR-titler.

Playstation VR Worlds var en af de første titler til systemet, da det blev annonceret.

VR Worlds består af 5 forskellige titler der har som hovedformål at vise hvad VR kan bruges til.

Lad os se traileren:

Jeg gennemgår dem enkeltvis og giver min samlede vurdering til sidst.

Ocean Descent
Ocean Descent er ikke et spil, men en “experience”. Spilleren er placeret i et hajbur, der langsomt sænkes ned i dybet, mens man sidder med åben mund og betragter dyrelivet omkring sig.
Når buret kommet helt ned i mørket stiger spændingen og en ubehagelig gæst kommer tæt på.
(En haj. Det er en haj. På forsiden af spillet.)

Ocean Descent er en klassisk oplevelse at give til gæster, der ikke har prøvet VR før. De skal ikke bekymre sig om styring, men kan læne sig tilbage og nyde turen.

Det betyder så også at man ikke får noget ud af at prøve turen en gang til.

Der er tre varianter af dykket, men starter man fra toppen er der ikke noget nyt tilbage. Den første er den fulde tur. Nummer to er en mildere variant, hvor dykket stopper, så snart man når ned i mørket, mens den sidste springet selve dykket over og bliver i overfladen, hvor man kan se på et koralrev i et par minutter.
Skuffende.

The London Heist
Her har vi en interaktiv gangsterfilm. Små tyve minutter tror jeg hele oplevelsen tager, hvor man følger et tyveri, der går frygteligt galt.
Det er en imponerende oplevelse, men teknisk set er det fem cutscenes og to actionsekvenser + et moralsk dilemma. Det er virkelig sjovt at sprøjte kugler til højre og venstre, men de lange cutscenes og den manglende variation gør holdbarheden meget kort.
Der er en samling skydebaner med, hvor man kan konkurrere med venner om at få den højeste score, og det trækker op.

VR Luge
Har du nogensinde drømt om at ligge på et skateboard på en vej der går ned af en bjergside? Så er chancen her.
Det er meget hyggeligt at suse ind og ud mellem bilerne, men der mangler for mange detaljer til at det bliver rigtig sjovt. Når man crasher med fuld fart ind i noget, standser man helt stiv og kan omgående rette boardet op for at køre videre. Der er ikke rigtigt en følelse af tyngde eller alvor.
Hyggelig til småspil.

Danger Ball
Nik til bolden og forsøg at score mål igennem en tunnel.
Prøvede det i 5 minutter, før jeg skiftede. Ikke imponeret.

Scavengers Odyssey
Scavengers Odyssey havde potentiale. Et vaskeægte rumeventyr, hvor du spiller en alien på vej igennem et fremmed landskab, mens du bekæmper horder af andre, ondere aliens.
Det var nogle rigtig gode takter her, selvom de grafisk primitive modstandere trak ned.
Hvad der trak mere ned var den køresyge der ramte mig i ansigtet efter 10 minutters spil. Det faretøj man styrer rundt kan springe fra sted til sted og både kravle på vægge og loft. De pludselig hop og venden op og ned på verden gav mig kvalme og hovedpine lynhurtigt.
Tror ikke jeg kommer til at spille det længere.

Samlet vurdering:

Åh, det er svært. Umiddelbart er det ikke pengene værd. De to rigtig gode oplevelser er engangsforestillinger og de tre andre er overflødige.
Alligevel er det altid VR Worlds jeg hiver frem, når jeg har en VR-jomfru på besøg og skal demonstrere systemet.

Min endelige dom er, at VR Worlds ikke er 300,- værd, men kan du få den til det halve, er det et godt køb. De er ikke svære at finde brugte.

Udgivet i Anmeldelser, Spil, VR | Tagget | Skriv en kommentar

Thumper

thumper

Thumper er et mystisk spil og meningerne vil være delte.

Man styrer en sølvfarvet billeligende skabning på en enkelt skinne i frit fald igennem evigheden. Det er ensomt, det er majestætisk, det er sært.

Thumper er et rytmespil. Til dels. Med jævne mellemrum skal man time sine tryk, så billen rammer punkter på skinnen og i hvert sving, skal man trykke på den rigtige knap for ikke at blive smadret mod siden.

Ind imellem dukker der en boss op, der skal bekæmpes igennem mere og mere komplicerede manøvre, der kan sende energikugler imod dem.

Jeg elsker det.

Min ældste søn nåede ikke forbi introduktionen, før han bad om et andet spil.

Trailer herunder:

Det er næsten umuligt at beskrive oplevelsen af at spille Thumper. Det er en titel, der kan spilles både med og uden VR, men når du sidder med hjælmen på og der ikke findes andet end den sølvskinnende bille på et vild ridt igennem tomheden, så opnår du et underligt niveau af zen.

Det er 10 baner og hver bane tage LANG tid at gennemføre, så man får rigeligt for pengene. Hver bane har en midtvejsboss og en end-of-level boss og nogle af dem er lidt for svære.

Personlig vil jeg give det 8/10, men du er nødt til at prøve før du køber. Der er stor risiko for at det bare ikke er for dig.

Pris: 150,-

Udgivet i Anmeldelser, Spil, VR | Tagget | Skriv en kommentar

Until Dawn: Rush of Blood

until-dawn-rush-of-blood-logo

Until Dawn: Rush of Blood er fantastisk.

Så – der er ikke nogen grund til at læse videre. Gå ud og køb det 🙂

Lad os se traileren:

Until Dawn: Rush of Blood er fornærmende simpelt i sin grundidé. En railshooter hvor diverse skrækeffekter bliver smidt i hovedet på spilleren, mens man suser rundt i en rutschebane. Hvis ikke det var i Virtual Reality, ville det ikke være noget at skrive hjem om.

Men det ER i Virtual Reality.

Turen igennem Until Dawn: Rush of Blood er en overvældende oplevelse. Det er tidlige dage for hele VR-genren, men UD:RoB leverer i den grad varen.

Det er syv baner i spillet, hver med en spilletid på mellem 10-15 minutter alt efter sværhedsgrad og nerver hos spilleren. Jeg sad med et kæmpe smil på under hele turen, for Supermassive Games griber dybt ned i spanden med horror-tricks. Første bane er mild, anden bane varmer op og herefter er man ved at blive blæst ned af stolen med jævne mellemrum. Jumpscares i spandevis udnytter at VR-mediet placerer dig midt i rædslen og hvis du spiller med to move controllere (den eneste rigtige måde at gøre det på), så er der en helt særlig fryd ved at sprøjte varmt bly ud i monstrene fra begge hænder samtidigt.

Jeg er en hærdet horrorfan, og der var adskillige steder, der tog fusen på mig. Selv når man har regnet ud, hvad der kommer, så hiver mediet dig helt tæt på.

Jeg har haft to fuldvoksne mænd hjemme for at lege med udstyret og ingen af dem (0!) turde prøve kræfter med UD:RoB.

Det er intenst. Det er fantastisk.

Der er syv baner med fire sværhedsgrader og rundt omkring kan man vælge forskellige ruter igennem banerne, men spillet er generelt ekstremt lineært.

Alligevel er det en af de bedste sociale oplevelser du pt. kan have med PS VR. At sidde en gruppe venner og skiftes til at spille banerne, mens de andre griner når staklen spjætter af skræk – det er den reneste form for underholdning.

Enkelte af bosserne virker noget uoverkommelige i starten, men efterhånden som man aflurer deres tricks bliver det et spørgsmål om færdigheder.

Hvis jeg kunne ønske noget fra Supermassive Games, så var det en DLC med flere baner og gerne muligheden for at slå uhyggen fra på en enkelt bane. Ja, jeg ville rigtig gerne kunne vise mine unger hvor sjovt det er at køre i rutschebane og skyde til måls efter ting, men de må under ingen omstændigheder spiller det nu.

Jeg har en enkelt disclaimer: Jeg har ikke spillet det oprindelige Until Dawn selv, så jeg aner ikke, hvor mange elementer der kan kendes fra den originale historie.

Jeg vil endelig ikke afsløre for meget af spillet, for det er en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for.

Until Dawn: Rush of Blood får min varmeste anbefaling

Udgivet i Anmeldelser, Spil, VR | Tagget , | Skriv en kommentar