Alan Wake

Vi kickstarter temaugen Horror i computerspil med et kig på det spil, jeg er i gang med.
Alan Wake er en psykologisk thriller, der hypes som “Twin Peaks møder Stephen King.” Den er produceret af Remedy, der tidligere har stået bag det fabelagtige Max Payne. Remedy er kendt for deres gode historier, så lever de op til forventningerne denne gang?

Historien:
Hovedpersonen er horrorforfatteren Alan Wake (jeg kan allerede lide spillet her 😉 ). Han har stor succes med sine romaner, men lider nu af skriveblokering – noget som truer både hans karriere og mentale velbefindende. For at få det hele på afstand tager han sin kone, Alice, med til den idylliske, lille bjergby Bright Falls.
På overfladen er alt godt, men snart tager begivenhederne en ildevarslende drejning. Alice forsvinder sporløst, Alan kan ikke huske, hvad der er forgået og et mystisk mørke spreder sig i byen og overtager langsomt indbyggerne.
Kan Alan løse mysteriet og undgå selv at blive et af mørkets ofre?

Det praktiske:
Den begavede læser vil allerede nu have indset, at Wake ikke blot betyder vågen, men også kan betyde gravøl eller ligfølge. Han har altså valgt sit navn med omhu.
Selve spillet forkuserer på Alans kamp for at finde sin hustru og holde sig i live indtil han kan regne ud, hvad der foregår. Der er nemlig dystre ting på spil i Brigth Falls. Skyggerne kommer til live om natten og indbyggerne forvandles langsomt til noget andet og skræmmende. Ind i mellem braser noget gigantisk igennem skoven, men man ser sjældent et glimt af det.
En af de ting Remedy har gjort rigtigt er deres princip med lyset. Lys holder mørket væk (duh) og derfor er lyset sparsomt. Tit og ofte vil man spæne desperat igennem mørke skove eller forladte områder for at nå den ene gadelygte, man kan se på lang afstand. En slags omvendt Poltergeist – Run toward the light!
Nu siger jeg spæne, men som forfatter kan man tydeligvis ikke have nogen form for kondition. Alan bliver i hvert fald særdeles presset, hvis han skal spæne mere end 50 meter. Han begynder at puste og stønne, hastigheden daler til pinefuldt langsomt og han får en foroverbøjet, krappende løbestil, der må være inspireret af salig dronning Ingrid.
Han er med andre ord ikke en atlet, og man kan ikke bare løbe fra forfølgerne.
En lækker detaljer er “undvige”-manøvren. Når man er ved at blive indhentet eller noget springer ud af busken, kan man forsøge at undvige. Man klemmer sin controller hårdt, når man ser den kære Alan i langsom gengivelse undvige et øksehug mod hovedet eller andre ubehagelige ting.
Selv om man finder våben undervejs, har man aldrig ammunition nok til bare at skyde sig igennem banerne. Det er godt for stemningen.
Der er dog også et par problemer. Ud over Alans elendige kondition, kan han heller ikke hoppe over noget som helst over knæhøjde. Du kan altså lukkes inde af alt fra en væltet stige, til et vakkelvorent hegn. Det bryder illusionen og er en kende irritende. De scriptede sekvenser er rigtig fede, når de fungerer, men ind i mellem bliver de for kunstige.

Vurdering:
Alan Wake er et rigtig godt spil, men det er ikke så banebrydende som hypen gør det til. Der er nogle deciderede uhyggelige elemtenter, men desværre er det meget liniært opbygget og det bryder stemningen.
En meget fed detaljer er, at historien er delt ind i seks adskilte afsnit præcist som en miniserie i fjernsynet. De slutter som regel med en cliffhanger, der i den grad indbyder til at fortsætte den nervepirrende historie. En titelsang markerer hver endt afsnit i bedste rulletekststil, og derefter følger en hurtig opsummering af, hvad, der skete i sidste ombæring. Med en dyb trailerstemme lyder det – ”Previously on Alan Wake”. Fuldstændig som en Twin Peaks maraton på fjernsynet.
Jeg ligger ikke søvnløs, men den får 4 ud af 6 stjerner hos mig.

Dette indlæg blev udgivet i Spil, Temauge og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *