American Horror Story: Asylum

american-horror-story-asylum
Jeg var ret vild med første sæson af American Horror Story (se anmeldelse HER), så jeg kastede mig over anden sæson så snart den dukkede op.

Det er efterhånden mange år siden og sæsonen fængede overhovedet ikke. Jeg så tre afsnit og droppede derefter serien i årevis.

I sidste uge genoptog jeg sæsonen og har nu set den færdig. Jeg var en smule handikappet af at der var gået så lang tid siden de første afsnit, så jeg måtte lige ind og genopfriske handlingen.

Handlingen i American Horror Story: Asylum foregår i den klassiske, gamle galeanstalt Briarcliff Manor i 1964. Alle ved at den slags anstalter var forfærdelige steder i virkeligheden, så serien er nødt til at skrue det forfærdelige op til 11 for at overgå det autentiske.

Vi følger en række patienter og ansatte, men sæsonen har et alvorligt problem med at holde fokus.

Lad os se introen:

(Spoilere i det følgende)

Det værste en film eller en serie kan gøre er at kede mig. American Horror Story: Asylum var langt fra kedelig og jeg var egentlig godt underholdt, men der var potentiale til så meget mere.

Problemerne er legio.

For det første bruger sæsonen et suspekt fortælleteknisk greb, hvor vi følger to sideløbende fortællinger i henholdsvis fortid og nutid. Der er potentiale i teknikken, men hvis man vælger at gøre således, så skal man være bombesikker på at begge fortællinger er fængende. Det var de ikke.

De kunne med stor fordel have droppet hele plottet om Bloody Face Jr. Hver gang vi vendte tilbage til nutiden, ventede jeg bare på at historien førte tilbage til Briarcliff.

Et andet problem er sæsonens setting.

En gammel galeanstalt er på papiret et perfekt sted til en horror historie. Måske for perfekt for persongalleriet er så klassisk at det bliver en kliche.

En sadistisk nonne.
En korrupt præst.
En skrubelløs læge.

Ingen af dem vise sig at være nuancerede eller indeholde de store overraskelser. Hvad du ser fra start er hvad man får. Lægen bliver endda ført helt ud i det absurde. For selvfølgelig har han en skjult fortid.

Plottet i sæsonen er en samling af vidt forskellige plottråde, der stritter i alle retninger og meget få af dem bliver fulgt til dørs eller udnyttet ordentligt.

Lad mig se – vi har:

Rumvæsner.
Menneskeædende mutanter/zombier/monstre.
En aktiv seriemorder.
En søn af den selvsamme seriemorder, der selv bliver seriemorder.
En ung nonne besat af Satan eller en anden falden engel.
En dødsengel der går frit rundt.
En lesbisk reporter, der bliver tvangsindlagt.
En ung mands kamp for at bevise at han er uskyldig dømt.
Hemmelige eksperimenter på patienterne.
Og en masse seksuelle udskejelser smidt ind hvor der nu er plads.

Der foregår simpelthen alt for meget.

Der virker som om de havde materiale til 2-3 sæsoner, men absolut ville fyre det hele af på denne ene. Resultat er en stribe ujævne afsnit, hvor tone og fortælleform svinger helt vildt. De sidste to-tre afsnit er markant anderledes end de foregående ti og de færreste af plot-trådene bliver afsluttet til sidst.

Havde jeg siddet som redaktør på den historie, så skulle de koncentrere sig om to store plot.
Rumvæsner og besættelser ville give et rigtig interessant mix, da de egentlig tilhører to forskellige genrer og jeg ville gerne se resultatet af at blande dem.
Faktisk er det enormt skuffende hvordan mange af trådene enten bliver afsluttet meget pludseligt eller bare ignoreret.

Det lyder jo meget negativt det hele, men sæsonen ligger på Netflix, så det er en gratis fornøjelse.

I sidste ende var jeg underholdt, og jeg er muligvis ekstra kritisk i forhold til den fremragende første sæson. Giv den en chance, hvis du alligevel har Netflix.

Jeg går fluks videre med sæson 3 – American Horror Story: Coven.

asylum-004

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, TV og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *