Anmeldelse af Roskilde Festival 2012

Der har været stille på bloggen den sidste uges tid, da jeg har været på festival for at få lidt tiltrængt afslapning og tid til at nulre rundt og opleve det brusende kaos, der opstår når man lukker omverden ude og fester igennem.

Nu er jeg jo en af de ældre generationer derude, så den står ikke længere på ugelang druk i et telt, men på beherskede ture ud i smatten, afløst af en god nats søvn i min egen seng. (Jeg bor 10 minutter fra pladsen, så det er hurtigere at gå helt hjem fra koncertpladsen, end at gå ud til et telt på campingarealet.)

Jeg er også blevet så gammel at jeg sætter pris på at stå op i mit eget tempo og ikke vågne til naboteltets bræk-kavalkade eller høre en improviseret olietøndekoncert kl. 5 om morgenen. Hver dag.

Lad os kaste os ud i det.

Mit første indtryk af festivalen var programmet, der har fået meget kritik. Jeg deltog i kritikken, for ved første øjekast var der ikke meget at komme efter, hvis man hører hård rock og metal. Bruce Springsteen siger mig ikke noget og de andre store navne manglede pondus.
Der manglede et Rammstein eller et tilsvarende hovednavn, men jeg blødte nu op alligevel.

Da jeg skulle af sted satte jeg mig ned og nærlæste programmet og det blev til ikke mindre en 13 koncerter jeg gerne ville se, opgraderet til ca. 20 efter lidt anbefalinger rundt omkring. Og der var ganske meget metal, bare mindre navne på mindre scener, hvilket egentlig passer mig fint.
Orange Scene er utaknemmelig at spille op og den passer dårligt til metal i dagslys, hvor et mørkt telt er bedre for stemningen.

Så kom jeg af sted.

Vel ankommet torsdag ved Odeon går jeg ind i det første øltelt og opdager festivalens nye politik omkring plastikkrus. Nu betaler man 10,- for et massivt plastikkrus der kan fyldes op igen. Altså skal jeg slæbe rundt på et krus. Umiddelbart lidt mystisk, for enhver der har sluppet sit tag i et plastikkrus på festivalen ved at det i gennemsnit ligger på jorden i under 17 sekunder, før en ivrig pantjæger har snuppet det. Hver tiende gang når det slet ikke at ramme jorden.

Nå, sådan er forandring jo – det må man vænne sig til.
Jeg hørte lidt vredt musik på Odeon i form af Today is the day, der var en god start på festen.

I godt humør gik jeg videre ind mod Orange Scene og skulle have fyldt mit nye luksuskrus op fra en ny ølbod. Men det kunne de ikke. De solgte kun de gammeldags krus.
Lidt irriterende at de ikke implementerer den slags ordentligt, for nu gik jeg rundt med to forskellige krus. Nå, ind til en pantbod og indløse dem til 11 kroner.

Som jeg ikke kunne bruge, fordi et andet nyt koncept er Cashfree Festival. Mange, mange steder kunne man KUN bruge kort, så nu skulle jeg også have småpenge med rundt.

Endelig blev farcen komplet ved Pavillion hvor jeg købte en halv liter tuborg classic og fik en dåseøl serveret. Godt nok åbnede de den som service, men jeg fik dåsen med som krus.

Altså tre forskellige politikker i tre forskellige boder.

Det virkede rodet og sjusket og selv om øllene ellers ikke fejlede noget, var det en kluntet oplevelse.

Tre ølkøb, tre forskellige pantløsninger

Videre ned og høre The Cure, for det skulle alle andre. Jeg har aldrig selv været til The Cure, men det var en hyggelig koncert. Derefter smuttede jeg tilbage til Odeon for at høre The Abyssinians i den tro at det var metal.

Navnet lød som metal, men The Abyssinians var reggae. Ikke lige hvad jeg havde regnet med, men sådan er festivalen. Man går på opdagelse og hører nogle koncerter, man ellers ikke havde oplevet.

Jeg må have tilranet mig en virus i aftenens løb, for det meste af fredag havde jeg det dårligt og måtte være på halvt blus derhjemme. Fredag aften klarede det dog op og jeg fandt tilbage til pladsen i tide til at høre Of the wand and the moon, der ifølge beskrivelsen er: ”Europæisk darkfolk eller neofolk”.
En drømmeagtig stemning og festivalens hyggeligste koncert.

Videre ned til Arena, hvor Devildriver leverede det første, rigtig energiske spark i røven til publikum. Devildriver spiller: ”pumpet thrash, hardcore og dødsmetal”, men var også de første der for alvor greb publikum og gjorde dem en del af koncerten. Fed koncert.

Og har vi talt om toiletterne?

Festivalen har sat mange, mange flere toiletter op end der var i ”gamle dage”, så man skal ikke længere stå i kø i en halv time for at komme til. Bare man selv har husket papir, for det forsvandt på mystisk vis i mørket. Alt lugter stadigvæk af tis, men man sejler ikke længere rundt i floder af urin, når man går hen over pladsen.

Til gengæld er det næsten kriminelt at tage 50+ kroner for en del af den mad, der blev solgt. For 50,- forventer jeg at blive mæt, ikke bare at smage en krydret bøf i en bolle.

Lørdag mødtes jeg med gamle venner, fik god mad og nulrede rundt for at opleve stemningen, mens jeg drev rundt til koncerterne.
Festivalen bliver tit en lille tidsboble, hvor hverdagens stress og jag ikke længere kan nå en. Man kan slukke sin mobil og gå rundt på pladsen, der syder af alle mulige aktiviteter. Fra mandekor klædt i sort og hvidt til nøgenløb til spontane nye sportsgrene.
Jeg elsker stemningen derinde. Jeg har været på Roskilde Festival 19 gange og har i al den tid kun set et(!) slagsmål. Der er 100.000 mennesker der fester (og ikke holder sig tilbage med alkohol eller andre stoffer). Til sammenligning gik der sjældent en weekend i Holbæk, hvor jeg tilbragte mine unge år, uden at folk røg i totterne på hinanden udenfor diskotekerne.

Festivalen er fyldt med rare mennesker.

Ude vestpå fandt jeg Game City området, hvor konsolspil bliver præsenteret for det publikum, der skal bruge en pause fra solen/regnen og koncerterne. Her fik jeg et smugkig på hvad der dukker op i 2013 (formentlig). En Guitar Hero klon hvor man ikke spiller på en guitar-formet controller, men en rigtig guitar.

Nemlig – man skal ramme de rigtige akkorder på en rigtig guitar for at spille spillet, så pludselig bliver guitartræning gjort til et computerspil. Nørder over hele verden får fråde om munden ved tanken, for vi ved alle sammen at evnen til at spille guitar overtrumfer de negative vibrationer fra hele nørd-identiteten.

🙂

Der var ikke de store musikalske oplevelser om lørdagen, men søndag startede med højt solskin og et stærkt program.

Magtens Korridorer på Orange Scene formåede ikke rigtig at hiver publikum med, men de er da gode.

Derefter trak mørket sammen over Arena og Behemoth trådte frem for at påkalde de mørke magter.

Polske Behemoth spiller sort, sort metal, hvilket de brændende, omvendte kors på scenen kun understregede. Iført fuld corpsepaint fik de sparket gang i søndagen og forventingerne til de følgende koncerter steg.

Efter Behemoth spillede Machine Head på Orange Scene, hvor de leverede solid progressiv, melodiøs thrashmetal, men strålende solskin og en kæmpe scene er altså op ad bakke. Specielt når mange festivaldeltagere er trætte og mange allerede er taget hjem eller har pakket og lige skal have det sidste med.

Derefter spillede Nasum på Odeon som led i deres afskedsturne. Deres forsanger døde under tsunamien i 2004, så de var gået sammen med forsangeren fra Rotten Sound til en stribe afskedskoncerter.

De var godt nok sure. Dødsfinnere er som bekendt de farligste finnere af alle, og Keijo Niinimaa brølede sig igennem koncerten. Vredt, men ikke så godt.

Og endelig gik turen til Pavilion hvor Suicide Silence stod for festivalens sidste metaloplevelse.
Suicide Silence spiller ifølge programmet ”kompromisløs deathcore” og de leverede den mest medrivende, energiske koncert i år. Hold da op, hvor de blæste taget af teltet.
De greb publikum solidt om de ædlere dele og ruskede til hele teltet dansede og hoppede.

Årets koncert for mit vedkommende.

Videoen yder dem ikke retfærdighed. Hvis de spiller i din nærhed (og du kan lide genren) så gak ind og bliv gennemsvedt.

Og til sidst sluttede Björk af på Orange Scene med et flot og karismatisk show. Jeg har set hende adskillige gange og hun gør sig godt på den store scene. Specielt som afslutning, hvor man har brug for at falde lidt ned.

Ahh …

Og nu vender vi tilbage til det almindelige horror / forfatter program 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *