Jeg har kigget nærmere på serien As The World Dies, hvor der indtil nu er kommet to bind på dansk – “De første dage” og “Forskanset bag muren”.
As The World Dies er ret interessant som fænomen for synsvinklen er noget anderledes end vi er vant til.
Vi er midt i zombie apokalypsen, men istedet for at være rendyrket survival-horror, så er As The World Dies mere chick-lit med zombier. Den er skrevet af Rhiannon Frater, og mens jeg har læst andre zombie-romaner af kvindelige forfattere før, så fylder hendes vinkel mere her.
Vi følger de to hovedpersoner Katie og Jenni der hver især konfronteres med tragedie, da zombiecalypsen bryder løs og deres familier rives fra hinanden – bogstaveligt. To meget forskellige kvinder finder hinanden og skal nu både forsøge at overleve og lære at omfavne livet efter deres familiers død.
Der hvor serien adskiller sig fra “traditionel” zombie-litteratur er det store fokus på kvindernes tanker og følelser om livet i den nye verden. De finder andre overlevende, inklusiv mænd, og skal pludselig forholde sig til forelskelse, sorg, skam og hvor lækker en røv den næste mandlige overlevende har i sine jeans.
Det er … ret usædvanligt, men understreger egentlig en pointe jeg tit har fremført: Zombiegenren er slet ikke en genre, men en setting. Det er en verden, hvor alle mulige typer historier kan fortælles.
Katie og Jenni her skal stadig forholde sig til rådne zombier, gale banditter, panik og manglende forsyninger ligesom i alle andre zombiefortællinger, men der er et filter som er usædvanligt og derfor interessant.
Zombierne er ligeså blodige og brutale som i andre zombie-fortællinger, så der er ikke skruet ned for de voldsomme elementer, men fokus ligger ikke på horror.
Der var 3 ting, der ikke fungerede for mig.
Både Katie og Jenni oplever forfærdelige ting og mister alt de elsker i de første kapitler, men de virker ikke helt tyngede nok i resten af bogen. Man kommer ikke ind under huden på dem, så man virkelig kan føle deres smerte. Jenni bliver en slags bindegal zombieslayer, men det kommer til at virke lidt kunstigt. Specielt fordi hendes reaktioner er dybt mystiske. Hun ser sin skiderik af en mand æde deres baby levende i krybben (fordi zombie – så stort et røvhul var han trods alt ikke) og allerede to dage efter flirter hun og prøver at score når der er en mulighed i farvandet.
Det er som om der er en skal mellem karakterene og alt det forfærdelige der foregår omkring dem, for de tager det i mistænkelig stiv arm.
Dialogen er generel god, men når der opstår “hyggescener” forsvinder de naturlige replikker og det kommer til at lyde mere stift.
Endelig, i bind 2 “Forskanset bag muren” begynder voldtægt at optræde i alle varianter. Både kvinder, mænd og børn blive voldtaget til højre og venstre af en gal bande, men de overlevende reagerer lidt underligt. Flere børn bliver kidnappet af banden, og vi har fået deltaljerede beskrivelser af, hvad der kommer til at ske med dem, men det er aldrig på tale at redde dem, eller gøre et eller andet for at få dem tilbage. Det er trods alt kun fire måneder siden verden brød sammen og de overlevende er på alle andre måder velfungerende mennesker, så det er en meget kunstig reaktion, der hiver mig ud af historien. Jeg tror ikke helt forfatteren, Rhiannon Frater, vidste hvad hun skulle stille op med det element, for det kommer til at fungere som en effekt.
Rhiannon Frater er i øvrigt interessant i sig selv, da hun selvudgav As The World Dies trilogien for senere at få et større forlag til at overtage den. Faktisk har hun skrevet temmelig mange romaner i samme zombie-univers.
Kan de så anbefales?
Ja, med det forbehold at du ikke skal forvente en traditionel zombiehistorie og at man kan abstraherer fra kritikpunkterne herover. Jeg var godt underholdt og skal nok læse næste bind også når det kommer.
