Assault Girls – Verdens dårligste film?

Jeg er et taknemmeligt publikum.

Der skal ikke meget til at underholde mig og jeg er specielt gavmild overfor B-film, der ikke har en stor films budget. En interessant idé, god kemi mellem skuespillerne, et sprudlende overskud – ja, faktisk bare at jeg ikke keder mig under filmen.

Det sker at jeg opgiver en film, men det er sjældent. Som regel har selv de rærligste film noget godt at byde på, og noget der kan fremhæves indenfor deres genre.

Men Assault Girls har sprængt alle rammer.

Jeg har set mange, mange, mange dårlige film, men jeg er lige ved at tro, at Assault Girls er den dårligste af dem alle. En virkelig skræmmende tanke.

Lad os tage det fra starten. Lad os sammen dykke ned i elendighedens ocean og bade os i inkompetence og spildte ressourcer. Lad os gennemgå denne bæ af en film i detaljer, så I kan dele min smerte uden at sidde igennem 65 minutters mental tortur.

Jeg faldt over traileren på nettet, så lad os starte der.

Den ser da nogenlunde tålelig ud, ikke sandt? Kønne asiatiske piger, store monstre og en masse action. Oh ve … Oh skuffede forventninger og drømmer der trampes under fode af det store bæst i filmindustrien – kedsomheden.

Filmen starter med en fortællerstemme, der forklarer os baggrunden for denne sci-fi verden. En fortælling, der fortsætter i 7,5 minut ledsaget af grumsede stillbilleder og episk musik. Syv og et halvt minut ud af de 65 minutter filmen varer?
Og baggrundshistorien fuldstændig ligegyldig for filmen. Den kunne koges ned til:

”Verden er blevet noget lort, så alle spiller et fuldt virtual reality spil a la World of Warcraft, der hedder Avalon(f).”

Det ville tage 15 sekunder at indtale og publikum ville kun skulle sidde igennem 58 minutters helvede derfra.

Hele filmen udspiller sig altså i en computerskabt simulation, hvor vi følger fire spilleres avatars, der alle forsøger bekæmpe det samme end-of-level monster – den kæmpemæssig orm, der også er med i traileren.
Vi har altså at gøre med hovedpersoner, der ikke på noget tidspunkt er i fare, da vi i en af de allerførste scener ser en spiller ”dø” og respawne et stykke væk.

Her har vi filmens andet problem (det første er den alenlange intro). Jeg er måske for gammel og kynisk, men det er svært for mig at leve mig ind i dramaet, når jeg ved, det hele er simuleret. Der er ikke nogen rigtig fare, ikke noget rigtigt drama. Jeg bliver ikke følelsesmæssigt involveret i hovedpersonerne.

Efter den alt for lange intro møder vi den første af hovedpersonerne, den tavse Jäger, der vandrer rundt med et kæmpe gevær på ryggen. Han vandrer rundt i denne ørkenverden de næste fire minutter af filmen uden nogen replikker.

Her begynder jeg for alvor at blive urolig. Der er gået mere end ti minutter og der er ikke sket noget som helst endnu. Vi skal et helt kvarter ind i filmen, før der kommer antydningen af handling. Altså består den første fjerdel af filmen af intro og panorering rundt i et ørkenlandskab.

Jäger sætter sit kæmpebøsse op og spejder rundt.
Og endelig – 14.23 minutter efter start – dukker der en kæmpeorm op han kan kæmpe imod.
Han taber. Og respawner.

Så kommer vi til Gray, den hotte af firkløveret. Hun bruger også en sniper-riffel og flyver rundt i et sølvskinnende fly som sit ”ridedyr”.

For at gøre en alt for lang historie kort – de fire hovedpersoner (Gray, Jäger + to ligegyldige kvinder) kæmper på egen hånd imod den enorme orm, der er end-of-level uhyret her. De er alle sammen så højt level, at de skal nedkæmpe denne modstander for at stige yderligere, men den er for stærk for dem.

Alle, der nogensinde har spillet computer, kender deres smerte.

Men i stedet for at finde noget bedre loot, eller forbedre deres abilities eller grinde xp mod mindre monstre, vandrer de rundt på må og få og ser triste ud.
Gray vender tilbage til sin base og hovedcomputeren fortæller hende at:

”You cannot defeat the enemy playing solo. You should consider joining a party.”

Og fordi instruktøren tror vi alle sammen er blafrende idioter gentages dette en uendelighed af gange, mens vi ser de forskellige folk vandre triste rundt.

Og de vandrer og vandrer. Rundt og rundt i ørkenlandskabet vandrer de, mens de leder efter spor af hinanden. Et patronhylster her, et gammelt lejrbål der. Som kunstnerisk indslag ser vi dem passere den samme statue på forskellige tidspunkter mens de rykker lidt rundt på en snegl. Den ene aer den, den anden flytter den op på hovedet og Jäger spiser den. Hvorefter vi præsenteres for de tre kvinder, der på skift bliver triste over den døde snegl, mens hovedcomputeren med jævne mellemrum proklamerer:
”You cannot defeat the enemy playing solo. You should consider joining a party.”
Alt imens vi ser skyerne drive over himlen, græsset gro og Jäger, der vandrer rundt under skyer der driver henover himlen.

Jeg sværger – Avalon(f) må være det kedeligste onlinespil på jorden. Hvem pokker ville vælge at bruge sin tid der, hvis der var eksploderende motorcykler og halvnøgne elvere i nabo-spillet?

På dette tidspunkt er der gået 45 minutter af filmen og jeg kan mærke min ungdom svinde bort mellem fingrene på mig, mens øjnene svier af den elendighed, de udsættes for.

Jäger sætter sig ved et bål og vi følger ham stege æg og flæsk i hele fire minutter. Fire actionfyldte minutter, der bringer den resterende lidelse ned til et kvarter.

Gray dukker op bag Jäger og forskrækker ham. Hun har allerede samlet de andre to kvinder (noget vi ikke skulle se, fordi der var drivende skyer og langsomme panoramaskud til at underholde os) og nu udfordrer hun Jäger til en duel om lederskabet af gruppen.

Da denne lille scene med hele seks runder er overstået, har vores hovedpersoner dannet et party og der er fem minutter tilbage af filmen. Der er frelse forude. Der er en afslutning på det hele.
De sidste fem minutter er det endelige opgør med kæmpeormen, og det er såmænd en fin actionscene, men det er for lidt, for sent og i en for dårlig film.

Efter en time og fem minutters jammer ruller teksterne over skærmen og jeg gnider de ømme øjne, mens jeg tænker: Hvad var dog det?

Assault Girls er dårlig. Den er så piv-ringe at jeg helt ærligt tror, det er den dårligste film jeg nogensinde har set.

Den er dårligere end OC babes and the slasher of Zombietown (og den var så dårlig at jeg græd). Uwe Boll er til sammenligning en ny Stephen Spielberg (den gamle Spielberg, der rørte en hel generation – ikke den nye, sjælløse robot der voldtager sine tidligere succeser).

Hvis mine øjne kunne tale, ville de skrige ved mindet.

Hvis ”dårlig” havde masse ville massen stige til uendelig og en begivenhedshorisont ville opstå omkring filmen, nådigt skærmende universet for de ødelæggende vibrationer af kedsomhed.

Hvis du får tilbudt Assault Girls gratis, dækket af guld og smurt ind i dronteæg og medfølgende en date med Megan Fox, der vil se den sammen med dig, så er det ikke smerten værd. Selv hvis hun står nøgen med et glas Nutella i den hånd og en fadøl, der aldrig løber tør, i den anden hånd, så er det ikke smerten værd. (Selvom den uendelige fadøl gør det til en sværere afgørelse.)

Filmen er en hån. En hån mod B-film, en hån mod asiater, mod gamere og manuskriptforfattere over alt i verden, men først og fremmest er den en hån mod seeren.

Brug en time på at se over skulderen på en, der spiller World of Warcraft, og du vil opleve et mere medrivende eventyr. Mit hjerte bløder ved tanken om de stakkels computere, der har bidraget med CGI-effekterne.

Det er nemlig et ekstra slag i ansigtet, at effekterne er fine. Der har været penge og talent involveret i filmen, men i stedet for at bruge dem på en manuskriptforfatter, er de simpelthen fyret af på effekterne. Instruktøren har formentlig selv har skrevet plottet i ventetiden mens en ny bane loadede på xboxen.

Og apropos ”plottet” så er det jo ikke-eksisterende. Historien kunne fortælles på 1 minut inklusiv en tilføjet kærlighedshistorie og en scene med indianere.

Den kedeligste stil jeg har læst i mine 8 år som dansklærer (jeg kigger på dig, Nicklas fra 9.A, og din uendelige fortælling om en pige, der spiser morgenmad) var ren Shakespeare til sammenligning og burde filmatiseres, hvis denne dynge affald er blevet det.

En bændelorm ville væmmes og den lever neddykket i bæ.

Er der da slet ikke nogen positive ting at sige om filmen? Spørger I.

Nej, filmen er perfekt i sin elendighed. Hver eneste gang en mulig positiv ting dukker op, skal den omgående ødelægge det.

Filmen er i det mindste kort – kun 65 minutter. Men det føles som tre timer.

Jeg ville normalt give en enkelt stjerne for en køn pige, men selv her bliver min score saboteret. Filmen foregår i en spilverden befolket af avatars og vi kender alle sammen tommelfingerreglen for at score i et online-spil. Hvis man møder en sexet pige-avatar, er det altid i virkeligheden en midaldrende, overvægtig mand, der sidder i plettede underbukser foran skærmen med en smøg i kæften og en svedende hånd på musen, mens han sexter med de unge drenge i spillet – og derved i ironisk retfærdighed sandsynligvis sexter med en anden svedende, gammel mand, der optræder som ung dreng for at score unge piger, mens han hiver i sig selv. Den universelle karma-cirkel er komplet.

Men vent! Sat over for sådan en lidelse, bliver jeg inspireret til et lille digt.

Melodi: Jeg er havren

Jeg er Kamp og jeg er til film med B,
De plejer jo at være sjove at se-e.
Man skal ej forvente noget stort,
Men denne film er det pure LO-ORT.

Og der er mere.

Jeg føler en trang til at udtrykke min skuffelse gennem et andet medie. Jeg ville gerne vise med ekspressiv dans, hvordan jeg har det inden i efter at have set filmen, men jeg har ikke noget webcam.

Så må maleriet slå til.

Som det tydeligt ses sprænger den rammen for mit Suck-O-Meter™.

Men vent – det er stadig ikke nok.

Plottet kunne stå på bagsiden af en tændstikæske, og jeg føler trang til at vise hvor ringe det er.

Jeg kan på to minutter skrive et bedre udkast til plot.

To minutter … fra NU:

”Plotidé – onlineverden, hvor spillerne kæmper a la WoW. Følger en lille gruppe, der har været et party længe og ofte tager på raid.
Noget mystisk begynder at ske. Serverne er ustabile og går ned med jævne mellemrum. Når de kommer tilbage spiller alle videre, men noget er anderledes. De andre spillere virker … forandrede.
Hovedpersonen og en af pigerne (romantisk interesse?), der viser sig at være en tyk, ældre mand, havde i en tidlig version af spillet oprettet et direkte psy-link, så de kan chatte udenom det officielle system.
De begynder at mistænke, at der sker noget under nedbruddene.
De begiver sig ud i den virkelige verden i smug og opsøger en anden spiller fra deres gruppe. Hans virtual reality boks er brudt åben og der ligger er råddent, halvspist lig derinde. Men han er stadig online og spiller med i gruppen.
Noget frygteligt er løs i den virkelige verden og bruger verdens befolkning i VT-bokse som lunch-in-a-box og vores helte må på balancere mellem de to verdner, mens de forsøger at holde sig i live.”

Ta-daaa… Ok, det blev tre minutter men alligevel. Den film gad jeg godt at se.

Men vent, er det ikke snyd, når jeg nu er semi-prof forfatter? Kan man virkelig forvente så meget af et filmmanus?

Jeg vil få en tilfældig på gaden til at komme med et bedre, to-minutters plot.

*Senere*

Ok, folk er ikke meget for at fortælle fremmede, påtrængende mennesker om deres plot-idéer. Derfor slår jeg tilfældigt op på nettet under fan-fiction og skriver den første idé, jeg finder.

”Harry Potter og Draco Malfoy finder lykken i et homo-erotisk forhold og duellerer på ny med deres tryllestave.”

Øeh…  😯

Og det er stadig et bedre plot!

Det er slut.

Min energi er brugt og jeg vil aldrig komme i nærheden af dette makværk igen. Forhåbentlig har jeg kommunikeret en brøkdel af min skuffelse over disse tilfældigt sammensatte billeder, nogen har fået den absurde idé at kalde en film.

Prøv selv – skriv et bedre plot på to minutter og sæt det som kommentar.

Slut herfra!