At skabe et gys

For et halvt år siden var jeg ude at holde foredrag på Tølløse Privat- og Efterskole, hvor jeg fortalte om mit forfatterskab og opvækst bla-bla-bla. Jeg skrev om foredraget HER, men kunne ikke dy mig for at smøre lidt tykt på og tilføje en spøgelseshistorie på selve skolen, da jeg vidste eleverne ville læse med.

Nu har jeg så fået et mail fra to bekymrede elever, der fortæller at eleverne er blevet utrygge efter min lille historie og rent faktisk oplever nogle mystiske ting på gangene om aftenen.

Se, det var jo ikke meningen, eller jo – det var det selvfølgelig, men ikke at det skulle fortsætte.

Derfor – hele historien om branden og de døde elever er fri fantasi, ikke noget der er sket i virkeligheden. Der er ingen grund til frygte spøgelser på skolen, da spøgelser ikke har nogen grund til at være der.

Til gengæld er det blevet en fin lille intro til at skabe et gys, så jeg vil gribe muligheden og gennemgå mine virkemidler.

Den lille historie lød i sin helhed:

“Men mere interessant var det at tale med en af de gamle lærere på skolen. De har jo en efterskoleafdeling, og der er åbenbart sket spændende ting i årenes løb. Skolen er bygget på gammel mose og i tidligere tider har der været alle mulige rygter i lokalsamfundet.
Efter branden i 1922 har flere elever fortalt om ubehagelige møder om natten, når der vandrer ukendte elever rundt på området. Elever der lugter af brændt bacon og altid vender ryggen til, så man ikke kan se deres ansigt.

De har ikke villet fortælle de nuværende elever om rygterne, for ikke at skræmme dem, men der er åbenbart altid heftige diskussioner blandt lærerne om, hvem der skal have aftenvagterne. Godt, det ikke mig.”

Der er nogle kerne-begreber, hvis man skal skabe et godt gys, specielt de kendte omgivelser og usikkerheden.

For at bringe gyset tæt på valgte jeg at opfinde en historie på den skole de unge mennesker går og bor på. En historie om en tragisk brand for mange år siden og en endnu ældre mose med en sær forhistorie.
Det er skummelt i sig selv, men jeg krydrede historien med oplysningen om de ukendte elever, der altid vender ryggen til og lugter af brændt bacon.

Her kommer usikkerheden ind i historien. Jeg skriver ikke direkte at det er spøgelsesbørn, selvom det bliver kraftigt antydet, og detaljen med at de vender ryggen til giver historien lidt ekstra. Man kan ikke undgå at spekulere på, hvorfor de ikke vil vise deres ansigt. Er de forbrændte? Kan man gå forbi en elev med forkullet ansigt, der vender ryggen til?

Der er en basal spekulation, der bliver meget mere uhyggelig end noget jeg kunne beskrive. Ting skal helst antydes, så fantasien gør alt det hårde arbejde.

Det er selvfølgelig en dum historie, for eleverne kan bare spørge den nærmest lærer og få det hele afkræftet. Derfor indførte jeg en ny usikkerhed. Lærerne kender alle sammen historierne, men vil ikke afsløre det for eleverne. Med et enkelt lille kunstgreb bliver lærernes benægtelse til en slags bekræftelse. Eleverne forventer jo, at lærerne benægter – det er en del af historien.

Samtidig tilføjer jeg lidt ekstra til historien ved at afsløre, at lærerne selv er bange for at være på skolen om aftenen. Igen kan fantasien gøre alt det hårde arbejde, for det må være uhyggeligt at sidde et sted hvor selv lærerne ikke vil være.

Altså – et effektivt gys skal have en lokal historie, så læserne kan identificere sig med stedet, gyset skal få fantasien til at gøre alt det hårde arbejde og endelig skal der indføres en grundliggende usikkerhed. Hvem kan man stole på?

Ikke ligefrem elegant udført her (det blev trods alt skrevet på fem minutter), men det illustrerer meget godt hvordan jeg kan lide at planlægge et gys.