Battle: Los Angeles

Efter den positive overraskelse, da jeg så Sucker Punch, var jeg nødt til efterfølgende også at se Battle: Los Angeles. Det kunne jo være, at jeg havde taget fejl af denne film også.
Trofaste læsere vil erindre, at jeg skældte både Sucker Punch og Battle: Los Angeles ud som Film Jeg Glæder Mig Til At Blive Skuffet Over.
Var den så lige så horribelt ringe, som jeg havde forventet.

Hm.
Brum, brum…

Nej, det var den faktisk ikke. Jeg må bide i det sure æble nok engang og konstatere, at min kyniske skepsis overfor denne produktion ikke var helt berettiget. Jeg var godt underholdt. Den formåede endda at overraske en smule.
Selvfølgelig står klicheerne i kø.
Den traumatiserede soldat, der har mistet folk under sin kommando, den grønne kommandant frisk fra bestået eksamen, de halvtåbelige morsomheder i kampens hede etc.
Designet af de invaderende rumvæsner håndteres fint, omend ret overfladsk og der er drøn på igennem hele filmen.
Faktisk ender jeg med kun tre klagepunkter:

1) Der irriterer mig, når rumvæsnerne er svære at slå ihjel i starten, men nemmere og nemmere jo længere historien skrider frem.
2) På et tidspunkt starter en mission midt om natten. I næste scene er det højlys dag under missionen, tilsyneladende uden det store spring i fortællingen. Dårlig klipning.
3) Talerne. Tre styks får vi undervejs og de opsummerer alle sammen det samme budskab: Marines kæmper videre. Marines overgiver sig aldrig. Marines er seje. Komplet med mande-tuderi, kriser og selvsmagende drama.

Alt i alt – fin lille actionfilm, der passer glimrende ind i temaugens indlæg om invaderende rumvæsner. Skåret over en simpel skabelon, men effektivt fortalt og med gang i den hele tiden.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Film. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *