Så kom de endelig.
Årets høst af bibliotekspenge er i hus og det er tid til at gøre status.
Alle tal er offentlige, så man kan ligeså godt lade være med at spille beskeden. For mig ser det således ud:
(I kan slå jeres favoritforfatter op HER.)
Det er en lækker indsprøjtning af kontanter lige før det nye hus skal sættes i stand, så de forsvinder omgående ned i det store, sorte gab der er en forfatters finanser. Først skal skattevæsenet dog lægge deres fugtige hænder på halvdelen.
Det er lidt sjovt, for da jeg startede som forfatter havde jeg aldrig troet at jeg ville drive det så langt. Så snart jeg opdagede, at jeg har flair for kunsten blev jeg dog meget ambitiøs og har adskillige lister med delmål for forskellige aspekter af forfattergerningen.
Bibliotekspengene har deres egen liste:
1) Opnå mindstebeløbet (ca. 2000,-) for at få pengene udbetalt.
2) Opnå en ekstra månedsløn om året i bibliotekspenge.
3) Ramme 50.000 kr. (På vej)
4) Komme i top 100. (Lange udsigter)
5) Krydse den magiske 100.000,- grænse. (Endnu længere udsigter.)
6) Komme i top 25. (Held og lykke med det.)
Så – jeg nærmer mig halvvejsmærket på listen og det bliver kun sjovere fremover – indtil de afskaffer bibliotekspengene, hvilket er en reel risiko. 😕
Bibliotekspengene udregnes ikke ud fra udlån (så venner og familie behøver ikke konstant slæbe rundt på bøgerne fra bibliotek til bibliotek), men ud fra hvor mange bøger man har stående på hylderne.
Årets regnenøgle er ca. 6 øre pr. side. Altså får en (dansk) forfatter 6 øre pr. side, pr. værk han/hun har stående på bibliotekerne i landet. Lidt hurtig hovedregning ud fra mine egne tal giver altså ca. 350.000 sider af mit forfatterskab ude på hylderne. Med et forsigtigt gennemsnit på 200 sider er det små 1800 romaner der er til låns derude.
Ikke dårligt.
Så nu sigter jeg efter en million sider. 🙂
Yep det er ret fedt at ha delmål! Sigtede mod at nå mellem de første 10 sider (med 33 forfattere på hver) af 254 sider og er kravlet op på side 12 nu, så nu skal den sgu lige ha et lille nøk mere til næste år, hoho!
det er jo næsten 2 måneders kontanthjælp – det er jo næsten parasitagtigt – det er snylteri i det danske samfundskød og -tarme. Bliv ved med det 🙂
Patrick – Så er du jo efterhånden lavet af guld og pengesedler 🙂
Henning: 😉
Så tæt på punkt 3! 🙂
Den tæller! 😀
Pingback: Bibliotekspenge 2018