Kan I huske at jeg før festivalen ventede på svar fra et hemmeligt projekt?
Jamen, lad trompeterne trutte, slå spunsen af øltønderne og send de letpåklædte piger ind – jeg er blevet optaget i endnu en engelsksproget antologi.
Blood Type er en velgørenhedsantologi hvor alle indtægter fra salg går til The Cystic Fibrosis Trust og jeg blev opmærksom på antologien, da jeg så den omtalt på Peter Watts blog.
Jeg blev interesseret og henvendte mig, selvom deadline for indsendelser var overskredet.
Alligevel fik jeg redaktøren overtalt til at se min historie, skrev som en grot på EPO i en uge og fik sendt den af sted i starten af januar.
Blood Type er en temaantologi, hvor vampyrmyten føres ind i fremtiden. Redaktøren nævner selv titler som I am Legend og Necroscope, der ændrede vores opfattelse af den traditionelle vampyr og opfordrede forfatterne til at slå sig løs.
Efter en del forsinkelser er mit bidrag, Predators of Tomorrow, netop blevet accepteret og dermed er min tredje deltagelse i en engelsksproget papir-antologi en realitet.
Udgivelsen var oprindelig sat til juni, men nu må vi se. 🙂
Predators of Tomorrow er i øvrigt første gang jeg inddrager vampyrer i mine tekster. Klassikerne er ikke sådan at slippe af med 😉
Der er også hårdt brug for flere sci-fi vampyr film – den bedste film i genren er immervæk fra 1985 :-p