Jeg fandt Blubberella i en rodekasse til en 10,- i Kvickly (tror jeg). Jeg elsker rodekasser, for man kan finde nogle titler der er værd at se, men som man ikke tør tage chancen med til fuld pris.
Blubberella sprang næsten op i hånden på mig. Jeg mener – Se lige det omslag!
“She will KICK ass with her BIG ass.” 🙂
Blubberella holder to maskinpistoler i magasinerne – hvordan trykker hun på aftrækkerne? Man kan endda SE den ene aftrækker.
Forventningerne var store – den måtte næsten være så dårlig at den blev god.
Desværre var den bare dårlig.
Den er instrueret af Uwe Boll, der af mange regnes som en af verdens ringeste instruktører. Jeg har altid fundet det en smule uretfærdigt, for han har lavet film jeg kunne lide. Denne her forstår jeg dog ikke.
Hele filmen er en stor fat-joke. Hun er vampyr, men fed. HAHAHAHA… :-/
Jeg fik kun kæmpet mig igennem en halv time, så i retfærdighedens navn kan det være at den sidste time er fremragende.
Skuepillet er ikke eksisterende og tåkrummende. Vittighederne er den samme brugt igen og igen (Hun er fed – HAHAHAAHAH…) og der er ingen sammenhæng i historien.
Midt i det hele kommer en drømmesekvens, hvor der gøres grin med filmen Precious (fordi de begge to er fede – HAHAAHHAHA…) – uden at det har nogen sammenhæng med resten af filmen.
*Suk*
Der kan siges to positive ting – uniformerne er pænt lavet og hvert afsnit af filmen har en lille titel, der faktisk er sjove ind imellem.
Samlet score: -1/6
Spring den over – selv til 10,- kr.