I forbindelse med min kommende serie af børnegysere, har jeg været på rov på det lokale bibliotek.
For at kunne begå sig i en genre, skal man kende den og det er ved at være længe siden jeg for alvor har læst børnegysere, så i løbet af de sidste par måneder har jeg pløjet mig igennem en tyve stykker.
Det er rart at vide hvad der sker i genren og hvilke historier der allerede er repræsenteret derude. Den bedste måde at lære forfatterfaget er at læse meget.
Læs og tænk over de historier du kommer igennem. Hvorfor var det en god historie? Hvad gør forfatteren rigtigt? Hvad mangler der, for at gøre den endnu bedre?
Hvilket alderstrin er historien rettet mod? Holder den angivelse?
Det glæder mig at niveauet er ret højt blandt de danske børnegysere. Det er en udfordring, og udfordringer presser dig til at blive bedre.
Det er tydeligt at en god børnegyser skal indeholde de samme elementer som al andet god litteratur. Der skal være stærke og troværdige hovedpersoner, et solidt plot og et sprog, der ikke virker påtaget eller kunstigt. Personerne skal handle på en måde, der giver mening i forhold til bogens univers og der må ikke snydes.
Læseren skal respekteres.