Bogforum 2012

Så er jeg endelig kommet så meget ovenpå efter weekendens strabadser på Bogforum at jeg kan opdatere bloggen.

Efter at have været af sted inkognito om fredagen, skulle jeg på lørdag og ankom i god tid før showet.

Bogforums backstage area for forfattere har altid været omgivet af en vis mystik, og der har været lidt nervøsitet over hvordan skiftet til Bella Center fra Forum ville påvirke det.

Det var ikke meget, heldigvis. Det var stadig et stort, afslappet område isoleret fra pøblen af tyk beton. (For de uvidende er området skjult i kælderen, så der er direkte adgang til de mange scener via et sindrigt tunnelsystem.)

Disse dage er det meget low-key, og da jeg er ny i gamet har jeg aldrig personligt oplevet det i gamle dage, men ifølge rygterne gik det vildt for sig. Dengang, før krisen, var der ifølge rygterne gratis kokain sat frem i glasskåle til fri afbenyttelse, bog-groupies blev fløjet ind fra hele Skandinavien og de havde sat et bur op i midten, hvor forfatterrivaler kunne tæve hinanden til blods efter oplæggene.

Backstage i gamle dage

Al det er fortid. Jeg kunne nyde et par timers fred og ro, mens jeg sippede dyr champagne og lyttede til klassisk musik, alt imens mine kolleger forberedte sig rundt omkring.

Jeg bliver altid lidt nervøs før et stort show – en spænding, der stiger og stiger efterhånden som tiden nærmer sig, og det kræver et solidt fokus at lukke den ude.

Endelig kom tiden og jeg slog følgeskab med de andre i tunnellen til scenen. Teddy Vork, Carina Evytt, Mathias Clasen, Michael Kamp. Vi vandrede i tavshed, hver især fordybet i tanker.
Tunnelernes kølige mørke giver et forfriskende pust før det bliver alvor. Et par øjeblikke hvor man kan række ind og finde sit center. Sin zen.

Publikum kunne tydelig høres hernede. Trampen og piften så det gungrede igennem betongulvet. Når så mange mennesker er samlet ophører de med at være individer. De bliver til en pøbel – ét stort væsen med en vilje, der ikke nødvendigvis er deres egen.
Bæstet med de tusinde lunger.

Havde der kun været en af os, ville de have råbt et navn. Nu blev det til en rytmisk vejrtrækning i stedet. Hh-hh-ha. Hh-hh-ha. Om og om igen.

Vi kunne høre hundene glamme og larmen fra afspærringerne, der blev rusket frem og tilbage. Scenevagterne er tit nødt til at bruge hunde for at forhindre folk i at kravle op på scenen.
Store, arrige bæster der savler og viser tænder.
Og hundene er heller ikke sjove at komme for tæt på.

Sir! Get the fuck off the stage! Please.

Nede bagerst i salen begyndte en enkelt, hysterisk stemme at chante.
”Ia, ia, …”
Stemmen forsvandt ligeså brat den var startet – formentlig overmandet af de andre tilhører.

Vi standsede for foden at den sidste trappe og tog en dyb indånding, mens vi stadig var skjult i skyggerne. Et sidste øjeblik til at blive groundet. Et kort sekunds indre stilhed, mens larmen fra salen skyllede ind over os.

Så trådte vi op på scenen.

Lyd. Lys. Showtime.

Pænt fremmøde

Bagefter sad vi og pustede ud i sofaerne. Jeg bliver altid så drænet af et show. Som om alle de øjne suger kraften ud af mig.
Heldigvis stod de klar med blid massage af de ømme skuldre og med en fugtig klud over øjnene og en Dom Pérignon i hånden går det nok alligevel.

Det var et fint show. Godt publikum, god kemi og begavede spørgsmål fra salen. Flammeshowet gik også fint, selvom jeg fik svedet spidsen af skægget.

Jeg har dog et par kommentarer til næste år, hvis Tellerup stabler noget lignende på benene. Jeg var ikke helt solgt på latex-nonnerne – det sender nogle lidt forkerte signaler, synes jeg – derimod kunne vi sagtens bruge flere læderdværge. Der er lidt Mad Max over stilen, som passer fint til horror-universet, tænker jeg.

Til publikum har jeg dog en enkelt bøn.
Jeg ved, at der er tradition for at kaste tøj op på scenen under denne slags events, men venligst – ikke nittearmbånd og ingen patronbælter.
Stakkels Teddy var ved at få et patronbælte i øjet, og det er svært at koncentrere sig med sådan et hængende ned ad kinden fra en punkteret øjenhule.

Rolig nu - vi kommer tilbage næste år!

Ellers håber jeg at se ligeså mange til næste år. Pas godt på jer selv og hinanden, og husk at drikke vand!

(Disclaimer – jeg tog ikke notater undervejs, så jeg har skrevet efter hukommelsen. Enkelte detaljer kan være blevet en smule forvrængede undervejs 😉 )