Så blev det den gode tid på året.
Bogforum 2014 er i fuld sving og jeg er lige kommet hjem efter en lang dag med bøger, forfattere og kultur.
Jeg skulle ikke optræde i år, men fik alligevel signeret en god håndfuld af min nyeste roman (mere om den senere).
Det meste af tiden blev brugt i Tellerups backstageområde med afstikkere til det store fællesskab udenfor.
Forrige år fortalte jeg om det hemmelige liv i backstageområdet, men i år er det mest interessante for de almindelige gæster nok VIP-systemet.
Jeg er jo en guldkort-VIP, hvilket selvfølgelig ikke gør mig til et bedre menneske end pøblen, men det giver visse fordele. For det første kan jeg bruge det overalt, hvor Tellerup efterfølgende betaler, men det har en vigtigere funktion ude i det kaotiske menneskemylder, der udgør Bogforum.
Det sætter rammerne for den sociale kontakt.
Når der er mange mennesker og folk står tæt pakket, er det utrolig praktisk at folk uden VIP-kort ikke må komme nærmere end en meter og skal kigge i en anden retning, indtil jeg anerkender deres eksistens.

Korrekt anmodning om social interaktion
Det gælder selvfølgelig begge veje. Guldkort-VIP er fint, men jeg måtte selv ned på hug, da Jussi kom forbi med sit platinkort.
VIP-systemet tydeliggør den interne rangorden, så ingen er i tvivl om deres plads. Og de fleste forfattere er jo dejlige mennesker.
Jussi er meget imødekommende, mens Yahya Hassan godt kan lade dig blive siddende, mens han ruller en joint.
Det kan lyde lidt arrogant, men VIP-systemet holder fred når så mange store egoer mødes.
I gamle dage, før VIP-systemet, var Bogforum ligesom Games of Thrones, hvor de enkelte forfatter og forlag brugte alle kneb.
Volden er næsten væk nu og de andre voksen-elementer rykket til backstageområdet, så systemet er en succes.
Hvis du var derinde, håber jeg du havde en god oplevelse. 🙂
Og husk – hvis du er i tvivl, er det aldrig forkert at knæle og grynte som en gorilla.
Så er jeg jo næsten glad for at jeg ikke havde råd til at komme med i år! (næsten)
Visse-vasse.
Det er altid hyggeligt 🙂
Men okay, når det nu lige er Ruben så forventes Gorilla-hed jo! 😉