Horrorbloggeren BJ-C, kvinden bag Day of the woman (som kan anbefales), skrev for nyligt et ret interessant indlæg om horror i spil.
Hun påpeger, at selvom hun er hærdet ud i al ting horror-relateret, så kan hun ikke tåle horror-spil. De bliver simpelthen for uhyggelige for hende.
Måske er det lydsiden der fungerer specielt godt kombineret med interaktiviteten. Måske er det den åbne slutning? Uforudsigeligheden ved oplevelser du selv styrer?
Læs hendes oprindelige indlæg HER.
Jeg er ikke selv så påvirket af horror-spil. Jeg synes ikke, de virker uhyggelige nok. I modsætning til BJ-C tror jeg, at interaktiviteten modvirker uhyggen. Mange horrorfilm fungerer kun fordi hovedpersonerne foretager nogle idiotiske valg. Når man selv er ved styrpinden, kan man være langt mere udspekuleret end de kan være i film, hvor de første 5-6 personer helst skal dø i løbet af filmen. Man begår ikke de klassike fejl – vender ryggen til døre, ignorere lyde osv. Man kan spille smart fordi man i modsætning til hovedpersonerne godt ved, at den er gal.
Oven i hatten mangler spillene helt de virkemidler som gode horror-bøger benytter. Den snigende uhygge kan ikke bruge sproget som platform.
Det efterlader spillene med lydsiden og det visuelle til at skræmme, og det er som regel ikke nok.
Der er spil ind i mellem, der fungerer. Silent Hill serien var irriterende pga. styringen, men jeg vil lyve, hvis jeg påstod at hjertet ikke slog lidt hurtigere når man vandrede rundt i de forladte bygninger. Doom 3 opbyggede ikke nogen stemning, men tricket med at man kun kunne have enten lygten eller geværet fremme, kombineret med de meget mørke omgivelser, påvirkede mig. At liste rundt i mørke og høre noget pusle rundt, men ikke kunne tænde lyset uden at miste våbnet …
Selvfølgelig er idéen dybest set idiotisk. Menneskeheden kan rejse til Mars, men ikke tape en lygte på siden af et gevær? Pff…
Mormor?
Dead Space griber det anderledes an. God, solid rum-horror hvor stemningen er tættere på panik end uhygge. At stå med to kugler i kammeret mens en håndfuld nekroide væsner forsøger at få fat i dig, er ganske stressende på den gode måde. Gode chok og intens gameplay, men altså ikke noget man ligger vågen over, når man slukker computeren.
For mig er de mest vellykkede horror-spil dem, hvor stemningen bygges langsomt op og der er evigt mangel på våben. At blæse hovedet af horder af zombier er ikke uhyggeligt. Underholdende, men ikke uhyggeligt.
Kan I komme i tanker om spil, der har holdt jer vågne?
Jeg synes, at horror-computerspil er sindssygt uhyggelige, og jeg får rent faktisk dårlige nerver af dem. Det hænger måske også sammen med, at jeg er vildt dårlig til computerspil generelt, og altid ender i kløerne på uhyrerne. Jeg fik total nedtur, da lyset gik i “Doom 3” og der væltede alle mulige zombieagtige ting ud af skyggerne, men intet slår den stress, jeg oplevede i “Call of Cthulhu: Dark corners of the earth”, da man pludselig er hovedperson i scenen fra “The shadow over Insmouth”, hvor skumle fiskemænd kommer og bryder døren ned til ens hotelværelse midt om natten – herefter skal man så løbe fra værelse til værelse og barrikadere dørene én for én, mens forfølgerne ånder en i nakken. Det gav mig den fede nederen, og siden da har jeg kun kastet mig over rare horrorspil som f.eks. “Plants vs. zombies” (i øvrigt det bedste computerspil i verden).
Jeg lød måske også mere upåvirket end jeg egentlig er – jeg kan godt huske spil, der har fået det til at risle koldt ned ryggen på mig et par gange. Der var et spil for mange år siden, bygget over en Clive Baker roman, der ramte nogle ømme punkter.
Jeg hører mange gode ting om Call of Cthulhu: DCOTE – jeg bliver jo nødt til at finde det, når du nu giver det så god anmeldelse 🙂
Det er helt enormt fedt. Ligesom at være hovedperson i “Shadow over Insmouth”. Genialt at komme bumlende ind i byen i en gammel bus, stige af og se seværdighederne, møde de lokale: “Esoteric order of Dagon” – flinke mennesker 🙂
Jeg har spillet til den gamle x-box, men fik aldrig gennemført det, fordi jeg fik de dårlige nerver, og også synes det var for svært (jeg er som nævnt dårlig til computerspil).
Pingback: Bloggens første temauge
Interaktiviteten i horrorspil er et klart plus i min bog. Når Chris Redfield lister ind i endnu et uudforsket rum i Resident Evil (jeg har kun spillet GameCube-versionen) er det din beslutning. På ethvert tidspunkt i spillet er du naturligvis begrænset til et vist antal forskellige handlinger, du kan foretage dig, men det er dine handlinger, der fungerer som triggers for, hvornår den zombie knurrer efter flere minutter uden nævneværdig lydside eller hvornår de udøde hunde springer gennem vinduerne. Jo flere af den slags oplevelser, jo mere hærdes man naturligvis, men i mine øjne skaber den overlegne billed- og lydside i Resi til GameCube en så gennemført og tyk stemning, at jeg har nemt ved at sætte mig i spilfigurens sted og agere “som et rart horror-offer bør”, f.eks. ved at runde et hjørne ekstra langsomt eller lign. Apropos læste jeg i sin tid flere steder, at Resi-spillene bruger nem zombie-springer-ud-af-skabet-horror i stedet for at bygge stemningen op, men det kunne jeg slet ikke genkende. Jeg kan kun tale for Resi og Resi Zero til GC, men netop fordi du selv styrer hovedpersonen er du fri til i eget tempo at opsuge miljøet og nyde alle de (omend til tider gennemskuelige) virkemidler, som spilskaberne har brugt for at skræmme dig fra sans og samling. For hvert sekund, du trasker rundt i huset og det omkringliggende område uden at have et zombie i hælene, opbygges forventningen om det næste møde med det udøde.
Ikke, at jeg foretrækker gyserfilm frem for spillene; begge medier bringer bare forskellige fordele og ulemper med sig 🙂