Og det skete i de dage, at et mørke faldt over Jylland. Smørret blev harskt, fugle faldt døde fra den blæksorte himmel og en sot brød ud blandt rotter og utøj.
En naturlig konsekvens af at samle så mange dystre sjæle på samme sted.
D. 4. september var der stiftende generalforsamling i en ny forening.
11 danske horrorforfattere (og en enkelt forlægger) gik sammen for at fremme udbredelsen af dansk horror til voksne.
Der er nemlig en uheldig tendens i det danske litterære landskab. Horror bliver af mange betragtet som en børne- ungdomsgenre uanset romanens indhold. Det er frustrerende, når romaner, der egentlig er målrettet voksne læsere, ender på børnebiblioteket eller står i boghandlerens ungdomsafdeling.
Så en gruppe af os udøvere af den mørke kunst fandt sammen på nettet og stiftede Dansk Horror Selskab. Dansk Horror Selskab har som formål at fremme forståelsen af horror som voksengenre og gøre opmærksom på de titler der udkommer i genren.
Derfor har vi stiftet en årlig pris til Årets Bedste Danske Horrorudgivelse. Prisen uddeles første gang i 2012 på Krimimessen i Horsens og går til den bedste horrorudgivelse i 2011 rettet mod den voksne læser.
Dansk horror er en livskraftig genre og der udkommer ganske mange titler om året, så en upartisk jury er blevet udpeget til at vælge imellem årets udgivelser og kårer den absolut bedste. Juryen består af en perlerække af mennesker med fingeren på pulsen, når det gælder horror.
Jakob Stegelmann (mr. Troldspejlet), Rikke Schubart, Lars Bukdahl, Janus Andersen og Jette Holst er de velkvalificerede dommer i årets afgørelse.
Siden stiftelsen er foreningen svulmet op og vi forventer at være legio senere på året. 🙂
Det er fantastisk at være i et fællesskab med så mange kreative mennesker og jeg forventer store ting af samarbejdet.
Den stiftende generalforsamling fandt sted på det stemningsfulde Hald Hovedgård et sted i det dybeste, mørke Jylland. Teddy Vork og Hanna Lützen kunne desværre ikke deltage. Til næste generalforsamling håber jeg vi har samlet de fleste danske horrorforfattere under fanerne, hvis ellers rum-tids kontinuiteten kan holde til en sådan koncentration af dystre begavelser. Enten bliver det en fantastisk kreativ samling eller også påkalder vi ved et tilfælde Cthulhu :-p