Dark Skies

Jeg er ikke død!

10 dage uden en opdatering, men jeg lever altså i bedste velgående. Jeg mangler ca. 5 A4 sider på det nyeste roman-projekt, før første udkast er færdigt og anden gennemskrivning kan begynde.

I mellemtiden har jeg stadig to timers transport til og fra arbejde, hvor jeg ikke kan skrive (det er ret akavet at sidde i en bus og bruge tastaturet), så jeg får set lidt film og læst nogle bøger.

I dag: Dark Skies.

Dark_Skies_1-Sht.inddInkl. mindre spoilers (ikke noget man ikke ser i traileren).

Dark Skies virkede lidt billig i det, men jeg er selv ved at udforske temaet om overnaturlig ”home invasion”, så jeg kunne retfærdiggøre det som research. :o)

Vi følger en lille familie, der snart får deres ordinære hverdag vendt på hovedet. I bedste Poltergejst/Paranormal Activity stil begynder de at opleve sære ting i huset om natten. Møbler flyttes rundt. Køleskabet tømmes og yderdøre åbnes.

De slår det hen med drengestreger og mistænker de to sønner for at stå bag, men snart bliver drillerierne voldsommere og moderen får en mistanke om, at der er noget helt, helt galt.

Det positive:
Skuespillerne gør det godt, der er glimrende stemning i store dele af filmen og den scorer ret højt som hyggefilm. Scenen da forældrene endelig indser, hvad der foregår og gør klar til at forsvare deres børn ramte mig lige i mellemgulvet. Desperationen strømmer igennem skærmen.

Det negative:
Pro-forældre-tip her – hvis man bliver overbevist om, at der foregår mystiske ting om natten, og specielt hvis man har mistanke om, at andre kommer ind i huset mens familien sover, så hiver man ungerne ind i soveværelset. Man lader dem ikke ligge på separate værelser i et stort hus, så man kan løbe fortvivlet rundt i mørke for at se til dem midt om natten.
De samles i samme rum, bag den samme låste dør, så man kan forsvare dem.
Det andet giver effektive skræk-scener, men er så ulogisk at det forstyrre fornøjelsen.

Og rent professionelt – tommelfingerreglen i horror er, at man ikke skal vise for meget. Alt det skræmmende foregår i mørket. I glimt. I antydninger. Hvis man viser ”uhyret” med sine tynde tændstikarme og store hoveder, så forsvinder uhyggen med det samme.

Konklusion:
En overraskende god, lille film, der sagtens kan anbefales. Det ville have været en fremragende film, hvis de havde taget hånd om de to kritikpunkter, og nogen burde klaskes i ansigtet med en våd søndagsavis over de sidste 30 sekunder. Fy! Slem instruktør – ingen kiks!

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Film og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *