Death Troopers

DeathtroopersJeg var meget spændt på at læse Death Troopers fordi den kombinerer to så forskellige ting som horror og Star Wars.

Der er et hierarki i litteratur, hvor hvert lag ser ned på lagene under sig.
Helt i bunden ligger fanfiction som nok den meste ildesete udtryksform. Eller … helt i bund (i kælderen faktisk) ligger erotisk fanfiction, hvor forfatteren skriver sig selv ind i handlingen.
Fifty Shades of Grey har rokket ved det stive hierarki, eftersom den bedst sælgende serie nogensinde nu er omskrevet fanfiction. Mere om det i et senere indlæg.
Men lige over den rendyrkede fanfiction ligger tie-in romanen. Romaner der er skrevet til allerede populære universer og som oftest er bestillingsarbejde fra filmselskaberne.
Der er romaner i Buffy the Vampireslayer universet, Dexter og selvfølgelig Star Wars.

Og Death Troopers krydser så genregrænserne fra det kulørte StarWars univers til horror.

Det første indtryk var godt.
Historien starter ombord på Emperiets fængselsskib The Purge, hvor et sammenrend af forbrydere, rebeller og smuglere er på vej til et fængsel på en fjern planet.

Brødrene Kale og Trig sidder i deres celler og overvejer fremtiden efter deres far er blevet slået ihjel tidligere. Livet er hårdt ombord på The Purge, og drengene har deres problemer med gangstere og psykopater, men alting forandres, da motorerne på The Purge bryder sammen.

Drivende igennem det tomme rum langt fra alting er situationen alvorlig, og den bliver ikke mindre alvorlig, da en forladt Star Destroyer viser sig i området. Der er intet spor af den 10.000 mand store besætning eller nogle tegn på hvorfor det enorme skib (1,6 km langt) er blevet forladt, så der sendes to hold over for at lede efter reservedele.

Som enhver ved skal man ikke gå ombord i forladte rumskibe, så handlingen tager fart og snart kæmper både fanger og fængselspersonale for livet, mens noget frygteligt spreder sig fra Destroyeren.

Indtil da fungerer historien faktisk fint, når man har vænnet sig til omgivelserne fra StarWars. Desværre støder man ind i to personer fra filmene ca. 100 sider inde i romanen og det virker ganske forstyrrende for læserens suspension of disbelief.

Det går simpelthen ud over historien, at der dukker to udødelige op (forfatteren ville aldrig få lov til at aflive hovedpersoner fra filmene) og det bryder stemningen når alle taler normalt, undtagen en der skal have sine replikker skrevet fonetisk for at bibeholde filmenes jargon.

Heldigvis er det ikke Jar Jar Binks, for det havde fået mig til at lægge bogen fra mig.

Selv med den udfordring er bogen fin underholdning. Det er anstændigt håndværk og jeg nød den.

Indtil de sidste sider.

Romanen slutter simpelthen med en af de største deus ex machina jeg længe er stødt på og det er ærgerligt at ende en ellers fin og dramatisk historie så fesent. Som om forfatteren løb tør for plads og skulle afslutte historien på de sidste sider. Øv.

Death Troopers gør ikke noget for at højne agtelsen for tie-in romaner, men det er fin underholdning og kan man leve med to store fortælletekniske hak i tuden, så er den værd at læse.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Bøger og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Death Troopers

  1. Janus skriver:

    Den læste jeg også for en måneds tid siden, og jeg må indrømme, at jeg var noget skuffet. Måske havde jeg skruet lidt op for forventningerne, for jeg tænkte, at de to elementer (horror og Star Wars) kunne klæde hinanden, fordi de som udgangspunkt er så langt fra hinanden. Der var potentiale.
    Men grundlæggende synes jeg bare, at man fik serveret en totalt forudsigelig omgang standard-horror med et par kendte (og som du siger, lidt irriterende) figurer smidt ind. Synd, for der var altså potentiale i ideen.
    (Og ja, slutningen var til at lukke op og gøre ting i).

  2. Michael Kamp skriver:

    Jeg er nok ekstra flink ved den fordi der er så lidt space-horror derude. Samtidig var det min første Star Wars roman, så jeg ved faktisk ikke om det hører med til genren, at personer fra filmene dukker op. Jeg kan dårligt kritisere det, hvis det følger med den type historie. 🙂

    Jeg var nu fint underholdt. Det er en meget traditionel historie uden overraskelser (af den gode slags – slutningen kom bag på mig), men det havde nok været for meget at forlange en original gyser i SW-setting.

    Jeg er ved at læse Red Harvest, og den virker noget ringere indtil nu (100 sider).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *