Pas på de inkluderede elever

Debatten

Jeg var jo med i Debatten på DR2 i torsdags til en diskussion om den kommende skolereform. Det er et barskt forum, og man skal være knivskarp for at få sine synspunkter frem. Desværre fik jeg kun sagt ca. 5% af det planlagte, så næste gang må jeg tilkæmpe mig mere taletid.

(Se hele debatten HER.)

Tilbage i sikkerhed bag skærmen vil jeg hurtigt ridse de tre vigtigste punkter op, som jeg ikke fik præsenteret derinde.

1) Hold nu op med at pege fingre af de inkluderede elever. Skolereformen og den øgede inklusion komme til at give udfordringer for lærerne, de andre elever og forældrene, men da i særdeleshed for de elever der bliver inkluderet fra andre tilbud.
De har ikke bedt om skifte til de almindelige klasser. Det er hverken deres valg, deres ansvar eller deres skyld. Medierne er fulde af skrækhistorier om mislykket inklusion, men det er de inkluderede elever, der rammes hvor det gør ondt. De har det i forvejen svært, så de behøver ikke det øgede pres fra halvdelen af Danmark der peger på dem og udråber dem til problembørn, der ødelægger folkeskolen. Hvis elever i nuværende specialtilbud eller deres forældre har fulgt med i medierne på det sidste, så må de være meget nervøse for reaktionerne efter sommeferien.
Til august skal lærerne og eleverne stå klar til byde de nye klassekammerater velkommen til klassen og fællesskabet. Hvis det projekt skal have en chance for at lykkes, så kan vi ikke kollektivt beslutte at det er noget lort på forhånd. Og her kigger jeg også på jer forældre.
Hvis I omtaler de inkluderede elever negativt overfor jeres børn allerede nu – hvis de får indtrykket af at de kommer og ødelægger det hele – så garanterer I næsten fiaskoen. Og det kommer til at ramme de børn hårdest som har mest at tabe.

2) Lærerne er ikke modstandere af inklusion. Overhovedet. Vi kan se at Tyskland har rigtig gode erfaringer med det, men det kræver at der er afsat de rigtige ressourcer. Det betyder uddannelse til lærerne (og ikke kun et fesent to-dages kursus med en oplæst Powerpoint om generel inklusion), supervision af fagfolk og mulighed for to-lærer ordninger.
Det er ikke nok at kaste penge efter projektet, de skal bruges på den rigtige måde.
Og uanset hvad Antorini sagde om at pengene fulgte med eleverne, så er det ikke den oplevelse de har ude på skolerne. Et eller andet sted mellem specialklassen og den nye klasse forsvinder pengene, så mange lærere oplever, at der ikke er råd til de tiltag de efterlyser.
Der mangler en plan for hvordan inklusionen skal forløbe i praksis, og det er helt absurd at gennemføre en så omfattende ændring oven i en kæmpe, kontroversiel skolereform.

3) Vi har ikke brug for diskussionerne om visioner og mål for folkeskolen, men for helt praktiske løsninger på helt praktiske problemer. Hvordan kan de søsætte så store omvæltninger uden at tage lærerne med på råd?
Det er for nemt at sætte nogle overordnede mål op, uden at pege på løsninger.
Som f.eks. skoleudvalgsformand i Middelfart, Johannes Lundsfryds kommentar til en DR-historie om at skolerne kan gå hver deres vej med reformen:
– Udefra set vil skolerne se mere forskellige ud, end vi kender det i dag. Til gengæld skal alle skoler leve op til de samme fælles mål. Eksempelvis at eleverne skal blive dygtigere og de skal trives.

Problem solved! Alle de skole der havde regnet med at satse på fordummelse og mistrivsel må føle sig lidt dumme nu.

Ikon_Kamp2Michael Kamp er forfatter, foredragsholder og tidligere lærer. Han har skrevet den satiriske Fordærv om folkeskolens udfordringer og tidligere modtaget Undervisningsministeriets Drengelitteraturpris.

Et svar til Pas på de inkluderede elever

  1. henning andersen skriver:

    Det er måske meget passende, at den debat også finder plads på en “horror-side”, idet inklusions-begrebet er angst-provokerende. For ingen ved, hvad det i praksis indebærer eller har af konsekvenser. Hvilket er interessant nok derhen, at henne i USA, hvor alt godt jo stammer fra – hermed også “inclusion” – konkluderede flere forsøgsordninger, at ideen sådan set var god nok, at den sådan set godt kunne føres ud i livet, at der var målelige fordele – men: det krævede en åbenhed overfor ressourcetilgang af uhyre dimensioner. Cool cash, med andre ord – og hermed flere ansatte, opbygning af andre rammer, øget tilgang til hjælpeforanstaltninger, afsættelse af tid til forberedelse og koordinering, og så videre. Sådan er det som regel når lyserøde idealfordringer skal implementeres i den levede virkelighed.
    Det er vel også ret tydeligt at “Debatten DR” om emnet eksemplificerer, at der faktisk er flere spørgsmål end svar.
    Jeg kender kun til problematikken på lærer-niveau gennem min svigerinde, der er folkeskolelære, men jeg kender i den grad til den fra pædagog-højde, idet jeg er uddannet “videnspædagog” med “faget” inklusion øverst på pensum. Jeg behøver ikke at legitimere min kommentar, med den slags ego-boo (hvis det da er det). Men jeg ved faktisk noget om inklusion fra de ideale sfærer til de lavpraktiske omstændigheder, og kan derfor sige at det tiltag regeringen nu gennemfører er noget af en tyvstart…….som andre vil blive straffet for. As usual.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *