Der har været stille på bloggen, da jeg har ligget med den frygtede mandfluenza og derfor ikke kunne foretage mig andet end klynke og lide i (næsten) stilhed. Nu er det ved at være overstået og jeg begynder at kunne gå rundt igen.
I torsdags løb arrangementet Gå Død i En Mørk Kælder af staben på Basement, og jeg havde dopet mig selv med pinex, hostesaft og alle mulige naturremedier for at kunne deltage. Heldigvis virkede det hele til at være overstået og jeg drog afsted i højt humør.
Sjovt nok havde jeg ikke været på Istedgade mere end 30 sekunder, før en ung gut dukkede ud af det blå og spurgte om jeg skulle bruge coke.
Mit sygdomshærgede udtryk kan tilsyneladende forveksles med narkomanens. 🙂
Vel fremme på Basement blev man næsten løbet over ende af blodige zombier og rammerne for arrangementet var 100% i orden.
Jeg startede med en fadøl – det virker jo disinficerende – og fik lagt en gummiregnorm i glasset i temaets ånd. I min evigt grådige sindstilstand gik jeg ud fra at det var en vingummiregnorm, og propper den omgående i munden, mens jeg gnaskede løs.
Det var det så ikke.
Rågummi smager af prut.
Efter endnu en fadøl til at tage den grimme smag, skulle Carina Evytt og jeg interviewes af Informations Christian Monggaard. Det blev til en hyggelig snak om zombier i det hele taget, zombiegenren som mainstream, hurtige zombier vs langsomme zombier og hvad vi selv ville gøre i en zombie apokalypse.
Bagefter var der spørgsmål fra salen, før vi sluttede af på scenen.
Efter interviewet sad Thomas Thopman Friis Pedersen klar til at sælge sine zombiekravlenisser, samt man kunne møde post-it kunstneren John Kenn Mortensen.
Det var et meget, meget vellykket arrangement, og kombinationen af et litterært arrangement + en bar giver en dejlig afslappet stemning. Jeg fik sludret med flere læsere og andre nysgerrige undervejs, men skulle desværre alt for tidligt hjem, da busserne til de små landsbyer ikke kører særlig tit.
Der er mange flere billeder fra arrangementet HER.
Desværre var jeg kun nået halvvejs hjem, da feberen vendte tilbage og jeg tilbragte de næste fem dage under dynen igen.
Jeg skulle nok ha’ renset kroppen med noget stærkere end fadøl. :-/