Som horror-forfatter støder man hele tiden ind i et bestemt dilemma.
Vi er sådan skruet sammen, at det der giver det største gys, er de ting vi ikke kan se eller forstå. Vi har alle sammen prøvet at vågne en nat og hørt lyde i lejligheden/underetagen, hvor der ikke burde være nogen. Så længe vi ikke kender årsagen, kan det være ganske uhyggeligt.
Eller hvis man tager en genvej igennem kirkegården en sen nattetime og vandre af sted mellem gravsten og buskadser. En puslen i nærheden virker langt mere skræmmende, så længe vi ikke kan se i mørket, end hvis vi kunne se fuglen/egernet/den kravlende hånd.
De ting hjernen ikke får informationer nok om, bliver fortolket i forhold til vores egen fantasi. Og vores egen fantasi er *altid* mere skræmmende end forfatterens fantasi – den tager jo udgangspunkt i de ting vi selv er bange for.
Historier om vampyrer er sjældent rigtig skræmmende. Vi kender vampyren og ved hvordan de fungerer, så rædselselementet har svært ved at indfinde sig. Det samme med varulve og de andre klassiske monstre. Her må rædslen komme et andet sted fra – f.eks. usikkerheden om hvem der er ”smittet”.
Det betyder at man som forfatter gerne vil holde læseren i uvidenhed længst muligt. Så længe læseren ikke har gennemskuet mekanismerne eller uhyret i historien, så længe kan det ægte gys indfinde sig.
Og her kommer dilemmaet så ind.
Man skulle tro at det bedste gys så forbliver uopklaret, men her spiller en anden mekanisme ind. Vi *hader* når man aldrig får en forklaring. Det er nemt nok at strikke en mareridtsagtig fortælling sammen, men læseren forventer en eller anden form for logik og gennemskuelighed, når historiens sammenhæng bliver afsløret. Og det et meget utilfredsstillende, hvis ikke der kommer et ”aha” øjeblik.
Dette dilemma, vægtningen mellem det ukendte og forklaringen, kan være afgørende for en historie fungerer som horror eller den ”bare” er spændende.
Vi kender det også fra filmens verden.
De fleste kan stadig gyse ved tanken om Pennywise, den mystiske klovn fra Stephen Kings IT, der lever i kloakken og dræber børn. Pennywise er ikke en klovn, men noget andet. Noget ukendt som man ikke uden videre kan regne ud.
"They ALL float down here. When you're down here with us, you'll float too!"
Stor er skuffelsen så, da man får en forklaring i slutsekvensen af den tre timer lange film. Den skræmmende Pennywise viser sig at være et kæmpestort, edderkoppelignende væsen med lys i maven. Overhovedet ikke skræmmende. Specielt ikke da fem børn og en slangebøsse kan dræbe den.
*Suk*
Eller tag en film som Blair Witch Project der fanges i sin egen succes. Jeg er en af dem, der fandt den vildt uhyggelig. Men hele filmens omdrejningspunkt er netop det ukendte i skoven. Da de ikke kan give en forklaring uden at ødelægge oplevelsen, så standser den bare.
Måske meget realistisk ud fra hele found photage konceptet, men ikke særlig fedt som seer.
”Nå,” tænker man bare.
En god horror-historie må balancere de to modsætninger på en tilfredsstillende måde – noget der er meget nemmere sagt end gjort.
Spændende indlæg … Og godt at drage King ind her. Manden kan jo skrive, så man gider læse det, men hold kæft, hvor er han (nogle gange) dårlig til at binde de løse ender sammen og forløse den stemning, han har opbygget over mange hundrede sider. Lige så god som han er til at vække læserens interesse med små hints hist og her (“It” er i øvrigt et godt eksempel), lige så fladt bliver det til sidst, selvom filmens slutningen godt nok er værre end bogens (King hader selv den store plastikedderkop!). Men manerismen stammer fra King, “Dreamcatcher” (en af de sidste Kingbøger jeg læste) er et andet klasseeksempel på en bog, der slet ikke får bundet de røde tråde sammen på nogen fornuftig måde.
Ang. Blair witch, så synes jeg egentlig slutningen er ret fed. man får et glimt af noget, der er uhyggeligt insinuerende. Jeg kedede mig under det meste af filmen, men fik en grim kuldegysning i allersidste scene.
Min favorit, når det kommer til at balancere mellem ‘det ukendte’ og ‘afsløringen’, er Lovecraft. Han skjulet monstret til allersidste øjeblik, men så bliver vi begavet med et glimt af rædsel, eller en information, der forløser det hele i et splitsekund.
Sheridan Le Fanu er også sjov at nævne her, for han lader det ofte stå åbent om der overhovedet er noget uhyggeligt og overnaturligt til stede. Jeg har set denne teknik omtalt som “at efterlade en sprække”, så det kan være op til læseren om der bare er tale om selvsuggestion eller ægte dæmoni. På den måde kan man som forfatter blæse og have mel i munden, fordi du viser ‘noget’, men er det ‘noget’ overhovedet … øh, noget?
Endelig så er der jo også forfattere som Clive Barker, der i sine tidlige udfoldelser kastede det hele direkte op i fjæset på os – og det kan også være uhyggeligt i kraft af ren grusomhed. Tænk bare på “The midnight meat train”.
Hvis man kunne blande de tre nævnte forfatteres dna (bliver lidt svært, da to er døde), ville man have en ustoppelig kraft indenfor horroren. Lovecrafts tilbageholdenhed og timing, Le Fanus videnskabelige tilgang og Barkers groteskeri (er det egentlig et ord?) …
Jeg er helt enig omrking King.
Han har skrevet nogle af de bedste gysere jeg har læst, men dropper ind i mellem bolden i slutningen. Klasseeksemplet er Ondskabens Hotel, hvor filmen er langt bedre en bogen. Faktisk en af de få film, der klarer balancen mellem det ukendte og forklaringen på en tilfredsstillende måde.
(Spoiler)
I bogen slutter den med at hotellet brænder ned og en kæmpe, fladfisk-lignende dæmon dukker op i flammerne. Plus at nogle af de buske, der er klippet til som dyr bliver levende og jager hovedpersonerne. Levende busk-dyr er altså bare ikke uhyggelige.
Jeg tror ikke man kan kombinere de tre herres måde at skrive på, men det kunne være sjovt at forsøge. Om ikke andet er det altid spændende at kombinere døde menneskeres DNA og se, hvad der sker :-p