Jeg har ligget underdrejet med influenza og følt mig nyttesløs, så jeg har brugt tiden på at have ondt af mig selv og dykke på hovedet i Netflix, så her kommer en stribe hurtige anmeldelser.
Devilman Crybaby var jeg blevet anbefalet af flere forskellige – alle sammen med begrundelsen, at jeg var en af de få der ville sætte pris på hvor fucked-up en serie det var.
Det er jo stærke ord, så lad os se traileren:
Jeg så det meste af serien mens feberen hærgede min krop, hvilket forstærkede oplevelsen en del.
Devilman Crybaby er brutal. Langt mere end jeg havde forventet af Netflix. Blod, vold og hardcore sex er faste elementer og jo længere man kommer hen, jo værre bliver det.
Jeg er glad for at have set den og vil klart anbefale den til andre, men … jeg tror ikke jeg skal se den igen. Nogensinde.
Det er simpelthen den mest deprimerende og nihilistiske ting jeg har set i mange, mange år. Den fremstiller menneskeheden som bundrådden og uden håb. Som at se et afsnit af Game of Thrones hvis George R. R. Martin havde været hardcore nihilist.
Du bliver efterladt med en følelse af, at der intet godt er tilbage i verden.
Det er imponerende fortælleteknik, men det er ikke særlig underholdende.
Jeg tror jeg er nødt til at tage et bad efter at have set den. Jeg føler mig beskidt.
En forsigtig anbefaling til voksne.
