DNA analyseret

I dag tager jeg en lille pause fra horror/B-films materiale, for jeg står med en interessant problemstilling mellem hænderne.
Jeg er sprunget på vognen og har fået min genetiske profil analyseret via et firma på internettet. Selve analysen tog mellem 6-8 uger og landede så i min mail i forgårs. Der har været en del debat omkring disse analyser med gode argumenter både for og imod. Gavner det nogen at vide, at man er disponeret for en uhelbredelig sygdom? Kan det misbruges i fremtiden, f.eks. via forsikringsselskaber?
Der er masser af vigtige overvejelser, men samtidig er det også en næsten uimodståelig fristelse for en science fiction fan. At få kortlagt min egen genetiske kode. Designet. At se arbejdsplanen for mig.

Den mere alvorlige overvejelse lå omkring kræft og Alzheimers. Både min far og farfar døde af kræft, så det er en tradition, jeg gerne vil bryde. Samtidig har mit store idol, Terry Pratchett, fået konstateret Alzheimers og det er nok den sygdom jeg frygter mest af alle. Verden er fyldt med modbydelige måder at dø på – tag bare Ebola eller den sygdom, hvor dine muskler forstenes og du fanges i et fængsel af dit eget kød og blod – men at miste hukommelsen på den måde må være det værste. Langsomt at miste alt, der gør dig til dig.
Kontroversen er selvfølgelig, at Alzheimers er uhelbredelig. Vi kan ikke gøre noget ved sygdommen i dag, så hvis man har forhøjet risiko for at få den, må man leve med den viden. Jeg havde tænkt det igennem og mente, at jeg var klar.
Der bliver pt. testet for 104 sygdomme, 19 reaktioner på medicin, 24 potentielle arvelige genfejl og 50 egenskaber.
Jeg hoppede ind for se sygdommene med det samme. Endelig skulle det afsløres hvor mit DNA er overlegent og hvor det fejler. Firmaet var dog opmærksomt på kontroversen, så før man kan få resultaterne om Alzheimers og Parkinsons syge, skal man læse en masse materiale, og overveje konsekvenserne. Der var en enkelt jeg ikke havde tænkt på. Ens genetiske profil er selvfølgelig forholdsvis tæt på familiens. Ergo kunne en eventuel grim overraskelse også involvere min familie.
Det skulle jeg lige overveje, før jeg med svedige håndflader bad om resultatet. Lige pludselig var det slet ikke så teoretisk alligevel.

Det er fantastisk at vi er så langt allerede. Almindelige mennesker kan få et indblik i vores gener og hvad de kan betyder for vores liv. Der er nogle etiske udfordringer og nogle fælder man måske ikke har overvejet, men jeg ser det som et spring frem. Selvfølgelig kan det ikke være sjovt, hvis man pludselig opdager, at man er af anden genetisk afstamning end sine søskende, eller at der ligger flere negative nyheder end positive, men det er overvejelser man må gøre sig på forhånd. Når først oplysningerne ligger der, er det umuligt ikke at kigge.

Det viste sig, at mine gener var ganske ordinære. Ingen Insmouth relationer eller andre uforklarlige uregelmæssigheder. Jeg har desværre fire(!) gange større risiko for at udvikle gigt, hvilket mine ømme fingre muligvis er et kedeligt vink med en vognstang om, men til gengæld er mit syn ikke sårbart overfor alderdommens forfald. Lidt interessante ting omkring min afstamning og det viser sig, at mit nervesystem opfatter smerte mere intenst end gennemsnittet. Hvilket giver mig æresoprejsning for ganske mange kommentarer i min opvækst. Jeg er ikke pivet, det gør faktisk mere ondt på mig 🙂

Alzheimers?
Jeg har mindre risiko for at udvikle sygdommen end gennemsnittet. Den gennemsnitlige hvide europæiske mand har 7,2% risiko for at udvikle Alzheimers. Jeg har kun 4,9% risiko.
Kræft? Blandet landhandel. Nogle former er jeg resistent overfor, andre skal jeg holde øje med.

Hm – ikke helt det genetiske overmenneske jeg havde håbet på, men ret spændende at kunne bladre igennem. Jeg har kun lige kigget på de mest markante rapporter, så der bliver nok læsning til de små timer de næste stykke tid.

Ville I tage chancen?

Dette indlæg blev udgivet i Personlig. Bogmærk permalinket.

8 svar til DNA analyseret

  1. Troels skriver:

    Spændende!

    Hvilket firma? 🙂

  2. Maiken skriver:

    Super spændende! Især for sådan en nørd som mig 😉 Lige præcis jeg må dog også være den, der farer ud med den løftede pegefinger og minde om at blue printet kun siger noget om, hvordan du er bygget, og ikke noget om hvor godt du er vedligeholdt 😉 (Det var en generel kommentar til emnet – jeg siger ikke du er misligholdt, Kamp 🙂 )

  3. Alex Thirifays skriver:

    Ja, meget spændende. Jeg går selv og overvejer det samme – har sågar fået tilsendt et kit, hvori jeg kan smide et stykke hår, lidt snot, el.lign., sende det til firmaet og få det analyseret.

    Formålet er dog et andet: Min mormor har i mange år fortalt historien om, at en forfaderinde i midten af det 19. århundrede havde en affære med en sort matros…

    Inden min mormor går bort skal hun da have videnskabelig besked.

    Mit spørgsmål er: Fik du noget at vide om dine forfædre igennem din test, eller var analysen blot møntet på dit arvemateriale og din sygdomsprofil?

    Jeg kan i øvrigt anbefale en artikel fra Weekendavisen der må være et års tid gammel nu. Den er skrevet af Lone Frank og beretter om en oplevelse svarende til din.

  4. Michael Kamp skriver:

    Maiken – Det ved jeg godt, men det er stadig spændende. Jeg skal vise dig resultaterne omkring indtagelse af high-fat calories, når jeg får fundet dem frem igen. Hvis jeg forstår resultaterne korrekt, kan min krop bedre håndtere fedt i maden end kulhydrat.

    Alex – Ja, der er også en hel sektion omkring din afstamning og hvorhenne i verden dine gener kommer fra. Det er her, jeg begynder at se nogle etiske problemer. Den kan sporer både “maternal” og “paternal” linier, og giver et samlet (groft) overslag over dine familie-relationer. Jeg er f.eks. 99% europæisk med under 1% asiat iblandet. Så hvis matrosen satte sit spor i stamtræet, bør det helt klart kunne ses 🙂

  5. Alex Thirifays skriver:

    Det lyder rigtig spændende… er firmanavnet et, du vil ud med, samt evt. navnet på den service, du købte?

  6. Michael Kamp skriver:

    Selvfølgelig – jeg brugte firmaet 23andme – de reklamere med et 99$ tilbud på forsiden, men der løber ekstra udgifter på til ca. 1200,-

    https://www.23andme.com/

  7. Alex Thirifays skriver:

    Så fik jeg mine resultater. Det er jo spændende og instruktiv læsning. Hvad der ærger mig mest er, at jeg ikke har fået at vide, hvor stor en del af mig der er Neanderthaler!

    Tak for tippet!

  8. Michael Kamp skriver:

    Det var så lidt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *