Jeg var ret vild med Koontz som yngre og efter en god Stephen King bog fik jeg lyst til genoptage forfatterskabet.
Fra bagsiden: En nat vågner Molly Sloan og forstår instinktivt, at noget er galt. Helt galt. Mens en mærkeligt selvlysende regn pisker ned udenfor og skræmmer dyrene fra vid og sans, vågner Mollys mand, Neil, skrigende af et uhyggeligt mareridt. På tv når de at fortælle om et ekstremt og verdensomspændende uvejr, inden signalet én gang for alle forsvinder, og Molly og Neil mister al kommunikation med omverdenen. De begiver sig til den nærmeste landsby i Californiens bjerge for at slutte sig til deres naboer. Men alt imens regnen afløses af en tyk, lilla tåge, begynder folk omkring dem at opføre sig mærkeligt, og Molly og Neil indser, at en fremmed og frygtindgydende fjende er på spil.
Koontz har mange gode idéer og jeg nød hans uformelige rædsler fra universets dyb her. Levende rumsvampe, splittede hoveder og zombier – whats not to like?
Tja – bogen er noget rod. Jeg kan godt lide hans idéer, men læseren regner for hurtigt twistet ud og han springer let og elegant hen over nogle af de logiske paradokser i historien.
Værre er det at sproget er langt ringere end jeg husker det. Metaforene breder sig svulstigt ud over siderne og kommer tit til at forstyrre mere end de hjælper. Og dialogen er desværre forfærdelig. Her er et eksempel. Ægteparret Molly og Neil sidder i en bil på vej igennem en verden, der er gået amok. De har oplevet selvlysende regn, spøgelsesvæsner i spejle, afhuggede hoveder og lig, der igen bevæger sig, alt i mens de er overbeviste om, at dette er enden på det hele. Dommedag.
Molly: “Måske er intet umuligt i nat. Vi er nede i hullet, der fører til Eventyrland og der er ingen Hvid Kanin til at vise os vej.”
Neil: “Hvis jeg husker rigtigt var Den Hvide Kanin alligevel en yderst upålidelig vejviser.”
Argh. Sådan taler folk ikke. Slet ikke hvis de lige har oplevet et dybt traumatiserende overgreb. Det er stift og opstyltet og al realisme forlader historien, når den slags sætninger glider ned over siderne. Og Koontz gør flittigt brug af den type dialog.
Bogen var spændende, fordi man hele tiden ventede på den næste opfindsomme rædsel, men uhyggelig blev den aldrig. Afrevne hoveder og mutantvæsner skaber ikke stemningen selv.
Jeg håber det var en enkelt fuser og er gået igang med en anden Koontz-roman for at sammenligne. Denne gang er det Profetien.
