[Da Homo Arachnida vandt Niels Klim-prisen 2011 er den her tilgængelig online som public service, så folk har en chance for at læse den. Web-formatet roder lidt med opsætningen. Novellen er copyrightet og må ikke kopieres/distribueres på anden måde. Lav i stedet et link til facebook mm.]
Det var kvalmen, der vækkede hende. En sugende, bitter fornemmelse i halsen, der fik hende til at slå øjnene op og stirre på loftbrædderne. Hun rejste sig ikke, løb ikke på toilettet. Det ville alligevel ikke hjælpe.
__Blikket gled ned til vækkeuret. Glasset var revnet og et par af elementerne i det elektroniske display var gået i stykker, så man nogen gange måtte gætte sig frem til klokkeslættet. Nu var den over syv om morgenen. Enten tretten eller atten minutter over – det var ikke til at se.
__Hun satte sig op i sengen og strakte sig, før hun steg ud på gulvet. Det var fodkoldt og hun gned sine arme for at få gang i blodomløbet. Nede fra stueetagen kunne hun høre potter og pander skramle i køkkenet. Mor var i gang med morgenmaden.
__Hun trådte hen foran spejlet og stillede sig med siden til. En køn, lyshåret pige på 15 år stirrede tilbage fra den blanke overflade. Hun var lidt for tynd og havde mørke rande under øjnene, men det var hvad man kunne forvente i hendes tilstand. Hun strøg håret tilbage og vurderede et øjeblik, hvordan hun ville se ud som korthåret, før hun lod det glide frem igen og sukkede. Det var ikke hendes dag endnu. Snart, men ikke endnu.
__Da hun havde klædt sig på, gik hun forsigtigt ned ad trappen til stuen, mens hun holdt godt fast i gelænderet. Det ville være forfærdeligt at falde nu.
__“Godmorgen,” lød det ude fra køkkenet og en liflig duft af spejlæg bredte sig.
__Hun svarede med et grynt og gik ind i stuen, hvor Far var ved at dække morgenbordet. Han smilede til hende, men smilet nåede ikke øjnene. Han så slidt ud. Det måtte snart være tid til hans kys igen.
__Stuen var stor, men sparsomt møbleret. Spisebordet stod i den ene ende af stuen, mens det lille fjernsyn stod foran en ramponeret sofa i den modsatte ende. Resten af gulvet var ryddet, så der var god plads i midten.
__“Kommer Bror?” spurgte hun og trådte hen foran glasdørene til haven.
__Far rystede på hovedet.
__“Han er med sværmen. Han har travlt.”
__Hun lod blikket glide rundt i haven og dvælede ved æbletræet. Man kunne næsten ikke se det under al spindet, men der voksede de saftigste, rødeste æbler på det træ. Hun håbede, at de snart skulle ud og plukke nogen igen.
__“Jeg savner ham,” sagde hun og lagde en hånd mod ruden.
__Bror var efterhånden så stor, at han dårligt kunne være i stuen. Selv om de havde rykket alle møblerne og gjort plads, havde han svært ved at manøvrere frit. Skjoldet nåede næsten loftet og det var helt umuligt at slå vingerne ud. Han var nødt til at vende sig om sin egen akse for ikke at ødelægge flere møbler ved et uheld, så det var måske ikke så underligt at han ikke besøgte dem så ofte mere. Alligevel følte hun sig svigtet.
__Hun kunne ikke bebrejde Bror noget, selvfølgelig. Man kunne aldrig bebrejde Bror. Han var jo Bror. Hun var selv Søster, og både Far og Mor gjorde alt, hvad Bror forventede. Han var familiens overhoved.
__”Så er der mad,” sagde Mor, da hun bar panden med spejlæg og ristede kerner ind på bordet.
__De satte sig hurtigt til bords og så afventende på Far, der nikkede og flettede sine fingre sammen, før han bad en hurtig bordbøn.
__”Din vilje, ikke vores,” sluttede han og de svarede med et amen, før de begyndte at skovle morgenmad over på tallerknerne.
__De skulle være i kirken klokken ni, så de havde lidt travlt.
__Mor satte bakken med kosttilskud ved siden af tallerkenen og Søster skar ansigt. Det smagte så grimt, men hun var selvfølgelig nødt til det. Hun fiskede en enkelt op med en grimasse og slugte den hurtigt, så hun ikke kunne mærke at den vred sig. Smagen slap hun ikke for. Hurtigt og mekanisk skovlede hun resten ind i munden og slugte, mens hun skyllede efter med vand.
__En ny kvalme steg op og denne gang kunne hun risikere at brække sig. Hun måtte sidde helt stille med lukkede øjne og holde sig for munden, mens hendes vilje kæmpede mod opkastningsrefleksen. Der var ingen vej udenom. Det var sådan, det skulle være.
__Mor klappede hende på hovedet og begyndte at tage af bordet, mens Far gik ovenpå efter det pæne tøj.
__Søster sad i stilhed ved bordet og kæmpede med kvalmen, mens tallerkner og pander forsvandt omkring hende. Hendes blik gled hele tiden tilbage til pletten på gulvtæppet ovre ved fjernsynet. Det var derovre, at Mormor var død. Bror havde ædt hende. Det var godt, for hun var gammel og kunne ikke længere hjælpe til med at holde huset. Hele familien havde været samlet og taget højtideligt afsked med hende i stuen. Mormor havde kysset Søster på panden som den sidste og fortalt hende, hvor stolt hun var. Så var de blevet puffet til side af Bror, der væltede Mormor omkuld på gulvet og begyndte at fortære hende.
__Det var smukt.
__Mormors sidste gave til Bror, nu hun ikke længere var noget værd. Hendes sidste bidrag til den store sag. Søster håbede, at hun ville være lige så god, når hendes tid en dag kom.
__”Kom så, skat,” kaldte Mor fra entreen, og Søster kom besværet på benene.
__Hun tog den pæne jakke på og hjalp Mor med frakken, mens Far rettede en sidste gang på slipset. Han så gammel ud. De åbnede døren og Far fejede spind væk fra det øverste af dørkarmen, så de kunne komme forbi uden at blive beskidte. Det var en smuk dag udenfor.
__Skyerne drev langsomt hen over den blå himmel og solen sendte sin varme ned over det hvide landskab. Det havde regnet i løbet af natten og dråberne glimtede overalt i det lyse silkespind, der indhyllede hække og træer på alle sider af dem. Som var hele verden lavet af glimmer.
__Mor vinkede til naboerne, der også var på vej. Deres pige var et år ældre end Søster og havde haft sin store dag for nogle måneder siden. Nu vandrede de alle tre i roligt tempo ned ad vejen, mens barnevognen snoede sig ind og ud mellem affaldspande og parkerede cykler.
__Søster passede på ikke at få rust på jakken fra bilen i indkørslen, før Far og Mor tog hinanden under armen og begyndte at spadsere i retning af kirken.
__De kunne høre klokkerne kime i det fjerne nu, og familierne i kvarteret begyndte hver især deres vandring. Altid i grupper på tre. Hverken Mor eller Søster kunne gå særlig hurtigt, så de tog det med ro og nød turen. Af og til så de i vejret, når en Bror passerede brummende hen over kvarteret, og Søsters hjerte gav et lille hop hver gang, men det var ikke deres Bror. Han havde travlt.
__Kirken var stor og gammel. De sad på de forreste rækker sammen med de andre familier, der havde en Søster, hvis tid var på vej. Lyset faldt ind ad de store, slanke vinduer og Søster elskede at kigge rundt på indretningen. De flotte lysekroner der hang ned fra loftet, og mønstrene der var malet på væggene. Den ugentlige gudstjeneste var altid et højdepunkt for hende. For dem alle sammen.
__Præsten ankom og kravlede op på den ombyggede prædikestol, mens menigheden fulgte ham hengivent med øjnene. Han skuede ud over sin flok og vippede anerkendende med hovedet mod de forreste rækker. Søster blev helt varm indeni.
__Først sang de, så bad de og til sidst begyndte præsten på sin prædiken. Han talte om Gud og Guds kærlighed til mennesket. Om vigtigheden af loyalitet og opofrelse. Om de udfordringer mennesket blev stillet overfor, og som kun kunne overvindes igennem tillid og kærlighed. Nogen gange blev han så passioneret, at munddelene ikke kunne følge med og det blev svært at forstå ham. De skingre klikkelyde skar i ørerne, men han fattede sig hurtigt og begyndte at tale langsommere igen.
__Prædikerne handlede altid om kærlighed til Gud.
__Søster havde set Gud én gang, da hun var en helt lille pige. Gud var fløjet hen over kvarteret med en sværm af sine engle. Det havde været et fantastisk syn. Gud var så stor at hun dækkede for solen, når hun fløj hen over himlen, og den tordnende brusen af englenes hurtige vingeslag druknede al anden lyd i området.
__Søster var faldet på knæ med sine forældre og de havde bedt om tilgivelse for alle de gange de ikke slog til. Det var ikke til at sige om Gud havde hørt dem, for hun fortsatte sin majestætiske flugt hen over himlen mens sværmen af engle formørkede verden bag hende med deres antal.
__Nu kunne Søster endelig bevise sin troskab og tjene Gud.
__Far så skidt ud. Hun havde lagt mærke til det flere gange i dag. Han virkede konfus og hærget, og det måtte være op over med hans næste kys. De blev alle sammen kysset en gang om måneden nede på rådhuset. Det var Natfeen, der kyssede dem. Søster blev altid så trist, når tiden nærmede sig. Hun blev svimmel, fik hjertebanken og kunne indimellem gå helt i panik, som om hun blev bange uden at vide hvorfor. Natfeen fik det hele til at gå væk.
__Søster strøg fraværende sin skulder, hvor de tre cirkelrunde sår trådte frem på huden. Det var en uge siden hun havde været dernede. De kom ind på en lang række fra hele sognet, og Natfeen kyssede dem på skift. Satte sine munddele mod skulderen og gennembrød huden med et skarpt stik. Bagefter kom en varm fornemmelse, der skyllede igennem hele kroppen og gjorde hende svimmel. Så kom lykkefølelsen.
__Alting gav pludselig mening. Alting var som det skulle være.
__Hun blev så glad af at tænke på det. Folk ankom triste og urolige og forlod rådhuset med store smil på læben. Dansede næsten ud i verden.
__Far så rigtig skidt ud. Han blinkede og så sig omkring, som om han ikke vidste hvad han foretog sig. Hele tiden et jaget udtryk i ansigtet. Som om der var noget galt.
__De rejste sig besværet og fremsagde trosbekendelsen, satte sig igen og sang, før de atter skulle på benene for at modtage velsignelsen. Både Mor og Søster gryntede besværet, og Far støttede så godt han kunne, men de var ikke så mobile længere.
__Gudstjenesten sluttede lidt efter og menigheden defilerede langsomt ud, mens præsten trippede rundt oppe ved alteret.
__”Skal vi gå ned forbi parken?” spurgte Mor, da de kom ud i solskinnet igen.
__Far rystede på hovedet. Han ville bare hjem. Søster ville også helst hjem. Det kunne være Bror var kommet i mellemtiden.
__De gik langsomt og roligt ned ad vejen, mens både Mor og Søster måtte stoppe for at få pusten med jævne mellemrum. Mor smilede da Søster fangede hendes blik, og klappede forsigtigt hendes mave.
__Søster måtte støtte sin store mave med begge hænder, mens hun pustede. Den var så tung at bære rundt på. Der var en måned til hun skulle nedkomme, og maven var større end nogensinde. Det var Brors, selvfølgelig. Hun ville aldrig glemme den dag.
__Bror havde lagt sine forben på hendes skuldre, mens hun lagde hovedet tilbage og stirrede op på ham. Han havde de smukkeste, kuglerunde øjne. Helt sorte og skinnende og på størrelse med tennisbolde. Forbenene havde holdt hende fast, mens han skød den smidige underkrop frem mellem de resterende seks ben og lagde sine æg i hende. Det gjorde ondt.
__Hun havde næsten ikke kunnet gå i flere dage efter og feberen havde grebet hende, ligesom den altid gjorde. Hun måtte en tur til Natfeen og kysses særligt for at få kroppen til at acceptere, hvad der skete.
__Kvalmen havde overvældet hende hver nat siden, men det var en lille pris at betale. Hun skulle føde Brors børn. Hendes krop skulle beskytte dem, indtil de var klar til verden.
__Sådan var det altid. Alle familier havde en Bror boende, og en Søster der voksede op for at føde. Bror var det vigtigste i verden.
__Mor smilede til hende og aede sin egen mave. Hun var også gravid. Med Far, selvfølgelig. Det var derfor Søster havde fået lov til at bære Brors børn.
__En høj brummen afbrød Søsters tankerække og hun spejdede ivrigt mod himlen, håbede at det var Bror der kom. Det var det ikke. Den store skikkelse passerede lavt hen over dem før den landede i en have i nærheden, foldede de store, skinnende vinger ind under skjoldet og masede sig ind ad altandøren. Det var en anden families Bror.
__Resten af turen hjem foregik i tavshed.
__Far fik travlt, da de kom ind. Både Mor og Søster blev placeret i sofaen, mens han varmede vand og fandt ekstrarationerne af chokopulver og mælkeerstatning frem. De fyldte kopperne med varmt vand og opløste den klæge masse så godt de kunne, mens Far forsøgte at indstille stueantennen, så de kunne modtage lokalprogrammet. Det tog lidt tid, og modtagelsen blev aldrig uden lidt flimmer, men de hyggede sig.
__Søster sneg sig til at kigge nærmere på Fars cirkler på skulderen. De var helet fuldstændig, så det kunne kun være et spørgsmål om dage, før han blev indkaldt til kysset igen.
__Hun var lige ved at tabe koppen, da noget vred og vendte sig i maven på hende. Smerten skød igennem underkroppen, og hun kunne ikke undertrykke en lav jamren. Maveskindet blev presset ud i en bule på den ene side og hun måtte glide ned og ligge på ryggen, mens hun støttede maven så godt hun kunne. Kinderne blev fugtige af tårer.
__”Kan du klare det, skat?” spurgte Mor og strøg hende over håret.
__Søster nikkede og bed hårdt sammen. Det var ikke noget at tude over.
__De sloges derinde, vidste hun. De voksede sig store og tykke inde i hende, og til sidst begyndte de at æde hinanden, indtil kun én var tilbage. Sådan sikrede de, at kun de stærkeste overlevede.
__Endnu en bølge af kvalme skyllede igennem hende, da de stridende pressede mod hendes organer. Hun måtte bide sig i læben, og kunne mærke en af ungerne sprælle voldsomt og blive slap.
__Så var det overstået. Roen sænkede sig over hendes krop, mens den tabende unge blev fortæret af vinderen. Hun vidste at det ikke ville være forbi, før der kun var én tilbage.
__”Det er snart ovre,” sagde Mor og strøg kærligt sin mave.
__Søster stønnede. Hun kunne mærke de knasende bevægelser indeni, når munddelene arbejdede. Hun glædede sig til at se den lille skat, når den kom ud. For to år siden havde hun hjulpet til da hendes kusine fødte. Det havde virket voldsomt med alt blodet, men til sidst var den sødeste lille unge kommet til verden. Hvid og opsvulmet af de mange søskende den havde fortæret derinde, havde den klapret med munddelene og udstødt det høje, skingre skrig ingen kvinde kunne stå for.
__Hun smilede til Mor og nippede til kakaoen, før hun igen satte koppen fra sig og lagde sig bedre til rette på sofaen. Mor ville føde først, et lille menneskebarn, og samme dag ville hendes egen fødsel gå i gang. Sådan var det altid. Det var derfor at hun var blevet udvalgt, da Mor blev gravid. Så Brors og Mors barn ville komme til verden samtidig. Efter de lange kampe inden i Søster, ville ungen være sulten, når den kom ud. De ville lægge de to små sammen i vuggen og efterlade dem i et døgn, så Brors unge kunne stille sulten ude i den virkelige verden.
__Mor var stolt. Det var en stor ære at føde det første måltid.
__Hun opdagede at Far stirrede på dem. Stirrede, som om han aldrig havde set dem før. Han var stivnet i sin bevægelse, halvt lænet ind over bordet for at fjerne en af kopperne, mens han stirrede på Mors mave. Så udstødte han en hæs lyd, snurrede rundt og trampede ud af stuen. De kunne høre trappen knage under ham, efterfulgt af soveværelsesdørens smæk.
__De udvekslede et hurtigt blik, før Mor besværet rejste sig og begyndte at tage af bordet. De sagde ikke noget, men ord var heller ikke nødvendige. De var bekymrede for ham. Det kunne være Sygen. Det skete indimellem, at folk fik nogle voldsomme anfald uden nogen synlig grund. En syge der bredte sig i det skjulte. De syge kunne endda blive voldelige og vende sig mod familien, mens de råbte og skreg.
__Det var en alvorlig sag, og de burde omgående fortælle det til Bror, men han var der ikke. De udspurgte ham selvfølgelig aldrig, men han kom sjældnere og sjældnere på besøg. Han tilbragte al sin tid med sværmen.
__Søster kom også på benene og hjalp Mor. Det var godt at holde sig i gang. Hun bar sin kop ud i køkkenet, mens hun slikkede mælkeerstatning af læberne og spekulerede på, hvordan rigtig mælk smagte. Mor pumpede vand op, så sveden begyndte at pible frem på panden og vaskebaljen langsomt blev fyldt. De vaskede op i tavshed.
__Senere skulle hønsene i kælderen fodres og friske æg samles sammen, mens mor vaskede tøj. De faste rutiner i deres hverdag, som Søster altid glædede sig til.
Far fik et anfald i løbet af natten.
__Søster vågnede med et sæt, da han begyndte at råbe og skrige inde ved siden af, og måtte hjælpe Mor for at forhindre at han gjorde skade på sig selv. Det var uhyggeligt. Han græd og råbte og truede, for så at falde sammen i fosterstilling på gulvet og ryste ukontrollabelt. Lidt efter gentog det samme sig igen og igen. Det var Sygen.
__De kom efter ham, da Søster havde signaleret ud ad vinduet til englene. Han gik helt amok. I stedet for at græde og slå sig selv, angreb han englene. Det var uforståeligt. Han havde endda forsøgt at hive fat i et følehorn, selvom det var strengt forbudt. Både Søster og Mor var ved at gå i chok, da han hamrede og slog på den nærmeste engel, selvom det selvfølgelig ingen skade gjorde.
__Til sidst havde den ene engel klemt ham fast mellem forbenene og var fløjet af sted ud i natten med ham. Mor og Søster stod i døråbningen og så dem forsvinde. Fars lille, sprællende skikkelse i favnen på den store leddelte krop. De bragte ham til Natfeen og forsøgte at gøre ham lykkelig igen. Det var ikke altid det lykkedes. Hvis man først havde fået Sygen, kunne det være nødvendigt at eliminere smittekilden.
__Det håbede Søster ikke. Det ville være trist uden Far.
__Hun holdt om sig selv og stirrede op i den mørke himmel, mens gåsehuden bredte sig over kroppen. Månerne var tydelige mod nattens sorte fløjl. Både den store, blege måne og den lille skinnende var fremme. Den, de kaldte Sølvmånen. Det var et godt tegn.
__Mor gik ind igen, men Søster blev stående og nød nattens kølighed.
__Hendes Mormor havde engang fortalt hende noget forbudt, som hun aldrig havde glemt. At da Mormor var en lille pige, var der kun den store, blege måne på himlen. Sølvmånen var ikke ankommet endnu.
__Det lød skørt, men Mormor havde været helt alvorlig.
__Hun havde oplevet dagen, da Sølvmånen dukkede op og begyndte at kredse om den store måne. Dengang havde der været mange flere mennesker og de havde ikke været glade for at Gud kom tilbage. Der havde været oprør. Man havde forsøgt at dræbe både Gud og sværmen af engle.
__Søster så sig stjålent omkring. Hun ville få problemer, hvis nogen vidste hvad hun tænkte på. Mormor havde altid været lidt sær. Natfeens kys virkede ikke altid på hende, så hun sagde forbudte ting. Menneskene havde ikke accepteret Gud, før Natfeerne var begyndt at kysse folk i tusindtal. Når man først var blevet kysset, så man lyset. Alting var bedre under englene.
__De havde ædt de fleste af dyrene, men menneskene havde fået en chance til. De havde brug for dem. Søster strøg sin mave og smilede.
__Mormor vidste ikke hvorfor, men englene kunne ikke længere udruge deres egne unger. I stedet var den nye familie blevet skabt. Far, Mor og Søster. Hver familie fik en Bror, som de elskede, og Søster begyndte at føde hans børn.
__Alle var lykkelige.
__En kold vind hvirvlede omkring hende og hun begyndte at fryse. Det var nok bedst at gå ind igen. Hun skulle nødig blive forkølet. Hun kastede et sidste blik på Sølvmånen, før hun lukkede døren bag sig og begyndte den besværlige tur op ad trappen.
__Det ville blive en god dag i morgen. Som altid.
