For de stakkels uoplyste sjæle der ikke ved, hvad crowd-funding er så er det organiseret tiggeri. På en pæn måde.

Det går i alt sin enkelthed ud på at kunstnere og andre fattiglemmer kan præsentere deres planlagte projekter for offentligheden og bede dem om at være med til at financiere færdiggørelsen af værket. F.eks. en film eller et spil.

Iron Sky var delvist fan-financieret, så det er ikke kun noget for de små projekter.

Her er jeg snublet over en i sandhed værdig sag. En amerikansk lærer har fået en fremragende idé. Han vil producere undervisningsmateriale i geografi, der baseres på et zombie-scenarie. Eleverne skal udnytte deres viden fra faget for at kunne overleve.

En ret god måde at fange deres interesse, specielt drengene.

Se hans præsentation af projektet HER (og du kan samtidig donere helt ned til 1$).

Vi behøver flere zombiere i undervisningsmaterialerne. Skulle der sidde en skolebibliotikar eller CFU-indkøber derude og tænke: “Ja, men vi har jo ikke noget i Danmark”, så kan jeg anbefale denne her.

Tre hele dage med fokus på de fantastiske genrer – foredrag, interviews, quizzer og paneldebatter på Kulturstationen Vanløse.

I år er æresgæsterne Alastair Reynolds og Ellen Datlow. Jeg anmeldte tidligere Alastair Reynolds’ Vejen mellem stjernerne, så det skal nok blive interessant at møde ham i virkeligheden.

Der er mange spændende punkter på programmet – både paneldebatter om udøde og gale videnskabsmænd, og et oplæg om lørdagen om noveller, man ikke ser så tit.

Ikke nok med det, men lørdag d. 2. juni kl. 14 træder jeg selv ind i rampelyset til en paneldebat om selvudgivelser. Sammen med Jonas Wilmann og Nikolaj Højberg skal jeg fortæller om fordele og ulemper ved at “gøre det selv”, mens vi tager imod spørgsmål og forhåbentlig har en god debat. Vi har alle tre forskellige indgangsvinkler og forløb med selvudgivelser, så der er en bred vifte af erfaringer at trække på.

Der bliver altså noget begavet at høre på, og med disse tre navne søreme også noget at kigge på for pigerne

Endelig bliver det lørdag kl. 18 afsløret hvem der har vundet årets Niels Klim-pris for bedste science fiction novelle. Jeg er nomineret med Homo Arachnida, så jeg krydser fingre og øver “Den Gode Taber” ansigtet lidt mere

Det forløbige program er lagt ud på hjemmesiden, men der kan forekomme ændringer.

Hvis man godt kan lide gyserhistorier, vil jeg helt klart anbefale denne. Jeg synes Michael Kamp fortæller rigtig godt, og det er indtil videre den bedste bog jeg har læst af en dansk forfatter. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen.

Se hele anmeldelsen på Sabrinas Blog.

Game of Thrones er blevet rost til skyerne, så jeg strittede imod længe. Først efter gentagende opfordringer fra venner med god smag overgav jeg mig, og da TV3 begyndte at sende serien i april, måtte jeg jo hellere sætte mig foran husalteret og se, hvad det hele går ud på.

Hold da op.

Der er godt nok gang i kvalitetsserierne for tiden. American Horror Story og The Walking Dead har bragt horror ind på tv og nu gør Game of Thrones det samme for fantasy.

Den er så fed!

En eventyrverden der langsomt folder sig ud, gode skuespillere, stærke karakterer og masser af sex og vold. Det er ikke for børn. Det er ikke Narnia det her, det er for voksne seere.

Jeg vil ikke fortælle om handlingen for allerede i første afsnit kommer de første overraskende afsløringer, men det er et kompliceret spil mellem adelsfamilier om retten til tronen.

Mine varmeste anbefalinger.

Steen Langstrup, Steen Christensen, Mathias Clasen og Tanja Poulsen er i studiet og fortæller om deres forskellige tilgange til gyset.

RomerRiget inviterer i dag til monstershow! Hjernegnaskende zombier, blodtørstige vampyrer og seriemordere, der hakker liderlige teenagere i stykker. Vi gennemgår monstrene fra skrækfilm og virkelighedens psykopater og finder ud af, hvad de fortæller om vores angst – og konstruktionen af vores egen menneskelighed.

Mange sjove betragtninger og søreme om jeg ikke bliver namedroppet lige pludselig som en af de eneste, der er lykkedes med at koble humor og horror.

Den lille bid kommer ca. 20 minutter inde i programmet, men hele udseendelsen er værd at høre.

Ind imellem kan selv min forholdsvis morbide fantasi ikke konkurrere med virkeligheden. Jeg har tidligere omtalt folk, der spiser moderkage og bizarre kagebabyer, men Sydkorea har lige overhalet Japan som det skumle land.

Ifølge TV2 har sydkoreanske toldere konfiskeret flere tusinde piller, som er blevet forsøgt smuglet ind over grænsen fra Kina. Piller der indeholder pulveriseret menneskekød fra spædbørn eller fostre.

De skriver:
“Pillerne er fremstillet i det nordøstlige Kina, hvor nyfødte bliver hakket i små stykker, tørret i ovne og lavet til pulver,” lyder det i følge den britiske avis The Telegraph fra de sydkoreanske toldmyndigheder.

Toldmyndighederne vil dog ikke ud med, hvor de døde spædbørn kommer fra eller, hvem der har fremstillet pillerne, af hensyn til det diplomatiske forhold til Kina.

og

I Sydkorea er der mange, der tror at piller med menneskekød kan kurerer alskens sygdomme.

Jeg håber det er en and. Jeg har aldrig hørt om det før, og det virker næsten for grotesk til at være sandt, men verden er et mystisk sted.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af om Profetien er ment seriøst eller som en komedie (dårligt udgangspunkt), men den er fyldt med finurlige dialoger, der måske skal forstås som satire.

Fra bagsiden:
Samme dag James Tock blev født, døde hans bedstefar, men først efter i en art delirium at have råbt ti spådomme om barnet: navnet, længden, højden, vægten, de sammenvoksede tæer … og fem dage hvor et eller andet ganske forfærdeligt ville ske: torsdag den 15. september 1994, mandag den 19. januar 1998, mandag den 23. december 2002, onsdag den 26. november 2003 og lørdag den 16. april 2005. Og til allersidst, lige før bedstefaderen udåndede, råbte han fuld af fortvivlelse i stemmen en sidste advarsel: Stol ikke på klovnen!

Og så oprinder den første dag, og det går op for Jimmy, at bedstefaderen desværre var en smule upræcis, da han råbte sin allersidste advarsel.

Bum-bum. Uhyggelige klovne er selvfølgelig en traditionel ingrediens i horror, men her fungerer uhyggen i hvert fald ikke.

Det er irriterende, når læseren regner twistet ud på side 20 og helt ærligt – er der nogen, der ikke allerede har en mistanke efter at have læst bagsiden?

Det er meget muligt at jeg er dum og ikke forstår den underspillede humor, men den fungerede ikke for mig. Hovedpersonerne agerer i en verden, der ikke virker ligesom vores. Da vores hovedperson, Jimmy, bliver holdt som gidsel og stirrer ind i en pistolmunding, flirter han løs med det kvindelige gidsel og de udveksler side op og side ned af morsomme, finurlige kommentarer. Vel at mærke efter Jimmy har set gidseltageren skyde en bibliotekar i hovedet – en fyr Jimmy havde kendt i årevis.

Sådan gør folk ikke i virkeligheden. Det irriterer mig.

Han er bager, ikke SWAT, så hans erfaring med mord og vold er meget begrænset.

Hele bogen igennem kredses der om humor og de finurlige dialoger, uanset om folk bliver lemlæstet, er ved at omkomme i en snestorm eller truer børnene på livet.

Der er glimt at ægte rædsel, men først sent i bogen da børnene kommer i centrum og altså for sent til at gøre oplevelsen det mindste uhyggelig.

Måske er jeg blevet gammel og kynisk. Måske er de unge med på stilen og synes den er hip. Jeg ved det ikke. Jeg burde genlæse Skygger og se om den holder i dag, men jeg orker ikke lige nu. Næste stak togbøger blive af mine danske kolleger, så jeg kan se, hvad de går og laver.

Jeg vender frygteligt tilbage

Alastair Reynolds er en af superstjernerne indenfor science fiction, så jeg havde set frem til at læse og lære.

Vejen mellem stjernerne indeholder tre kortromaner der i kronologisk rækkefølge fortæller episoder fra hovedpersonen Merlins liv. Historierne er sat i et meget fjern fremtid, hvor menneskeheden er truet af udryddelse af cyborger fra galaksens midte. En krig der spænder over tusindvis af år.

Jeg må indrømme at jeg var lidt skuffet.
Idéerne er fantastiske og universet spændende, men det er som om han aldrig kommer rigtig i gang med sine aktører. Store dele af historierne fortælles som tilbageblik og de personlige detaljer må vige for de store visioner.

Efter endt læsning havde forløsningen ikke rigtig indfundet sig, og jeg håbede at få mere at vide om fjenderne fra galaksens midte. Det var spændende og jeg skal læse mere af ham, men lige denne udgivelse blev lidt slingrende.

Fra bagsiden: En nat vågner Molly Sloan og forstår instinktivt, at noget er galt. Helt galt. Mens en mærkeligt selvlysende regn pisker ned udenfor og skræmmer dyrene fra vid og sans, vågner Mollys mand, Neil, skrigende af et uhyggeligt mareridt. På tv når de at fortælle om et ekstremt og verdensomspændende uvejr, inden signalet én gang for alle forsvinder, og Molly og Neil mister al kommunikation med omverdenen. De begiver sig til den nærmeste landsby i Californiens bjerge for at slutte sig til deres naboer. Men alt imens regnen afløses af en tyk, lilla tåge, begynder folk omkring dem at opføre sig mærkeligt, og Molly og Neil indser, at en fremmed og frygtindgydende fjende er på spil.

Koontz har mange gode idéer og jeg nød hans uformelige rædsler fra universets dyb her. Levende rumsvampe, splittede hoveder og zombier – whats not to like?

Tja – bogen er noget rod. Jeg kan godt lide hans idéer, men læseren regner for hurtigt twistet ud og han springer let og elegant hen over nogle af de logiske paradokser i historien.

Værre er det at sproget er langt ringere end jeg husker det. Metaforene breder sig svulstigt ud over siderne og kommer tit til at forstyrre mere end de hjælper. Og dialogen er desværre forfærdelig. Her er et eksempel. Ægteparret Molly og Neil sidder i en bil på vej igennem en verden, der er gået amok. De har oplevet selvlysende regn, spøgelsesvæsner i spejle, afhuggede hoveder og lig, der igen bevæger sig, alt i mens de er overbeviste om, at dette er enden på det hele. Dommedag.

Molly: “Måske er intet umuligt i nat. Vi er nede i hullet, der fører til Eventyrland og der er ingen Hvid Kanin til at vise os vej.”
Neil: “Hvis jeg husker rigtigt var Den Hvide Kanin alligevel en yderst upålidelig vejviser.”

Argh. Sådan taler folk ikke. Slet ikke hvis de lige har oplevet et dybt traumatiserende overgreb. Det er stift og opstyltet og al realisme forlader historien, når den slags sætninger glider ned over siderne. Og Koontz gør flittigt brug af den type dialog.

Bogen var spændende, fordi man hele tiden ventede på den næste opfindsomme rædsel, men uhyggelig blev den aldrig. Afrevne hoveder og mutantvæsner skaber ikke stemningen selv.

Jeg håber det var en enkelt fuser og er gået igang med en anden Koontz-roman for at sammenligne. Denne gang er det Profetien.