Af en eller anden grund har jeg aldrig fået set Fido før i sidste uge.
Hold da op. Lad vær med at gøre samme fejl. Find den og se den pronto.
Filmen kan bedst beskrives som en mix af The Stepford Wives og Shaun of the Dead.
Vi er 30 år efter zombiekrigen, som menneskeheden vandt på et hængende hår. Samfundet er blevet genopbygget og tilpasset den nye virkelighed, for alle der dør bliver stadig til zombier.
Det er ikke noget problem, for der er opfundet en krave, der fjerne zombiernes blodtørst og gør dem til lydige slaver. Hele samfundet er baseret på disse slavearbejdere og vi følger en dreng, der så småt begynder at knytte en venskab til en af disse slavezombier.
Stilen er herligt retro, hvor hele samfundet er holdt i en 50’er stil, mens humoren er dejligt skarp og mørk. F.eks. har en af naboerne en yngre zombie sexslave/kæreste, som skaber groteske og underholdende scener.
Samfundskritikken er tydelig og det er blodet heldigvis også.
Kan varmt anbefales.