Jeg har været ude til et foredrag i to 7. klasser, der har arbejdet med horror-genren og gerne ville have besøg af en rigtig forfatter. Jeg har ikke været lærer i halvandet år efterhånden og jeg savner at undervise, så det er altid skønt at komme lidt ud igen.
Det er nu en fornøjelse at besøge begavede og velforberedte elever, og der blev spurgt lystigt ind til håndværket, gysere, mit skæg, hvor meget man tjener som forfatter og en masse andre gode ting.
Der var hele to unge mennesker, der drømmer om selv at blive forfattere, så drømmen lever derude. 🙂
Undervejs kom jeg ind på Dennis Jürgensens Grønne Øjne, der skræmte mig fra vid og sans som barn, mens den uhyggeligste filmoplevelse må være Invasion of the Bodysnatchers som beskrevet i Mit Livs Gys.
Vi kom også ind på den realistiske reaktion, der er værd at bruge lidt tid på.
Det er nemlig en af fælderne, når man skriver i de fantastiske genrer. Der må gerne være overnaturlige elementer i historien, men personerne skal agere eller reagere realistisk.
Hvis jeg f.eks. kommer ud en morgen og finder en død mand på bagsædet af min bil, så er den realistiske reaktion at flippe en smule ud. Der skal ringes til politi og ambulance og jeg kommer ingen steder foreløbig.
Jeg tænker ikke: ”Nå, jamen jeg svinger lige forbi hospitalet på vejen og afleverer ham.”
Det klassiske eksempel er slasherfilm, hvor de unge hovedpersoner ofte agerer fuldstændig hjernedødt.
De er taget en gruppe op i en hytte for at feste hele weekenden. Jimmy er væk, Thomas er død, Peter har hængt sig, der er fundet mystiske spor i skoven og de hørte et underligt skrig for kort tid siden … så pigerne går i bad uden at låse døren og placerer en klud over øjnene, så de ikke kan se noget.
Sådan reagerer folk jo ikke i virkeligheden.
Hvis personer i en historie agerer utroværdigt, brydes illusionen om den verden det hele foregår i. Jeg kan acceptere en verden, hvor vampyrer jager frit i byerne om natten eller de døde vandrer i gaderne – men kun så længe folk stadig opfører sig som jeg vil forvente.
Jeg har selvfølgelig ikke fundet en død mand i min bil (endnu), men jeg har en god idé om den forventede reaktion, ligesom jeg kan forholde mig til soldater under et slag eller overlevende, der springer fra togvogn til togvogn under en zombieapokalypse.
Det kan selvfølgelig være et plotelement at reaktionerne ikke er som forventet. Måske er hovedpersonen selv monstret. Måske er hovedpersonen i trance. Der kan være mange mere eller mindre gode forklaringer, men en mystisk reaktion er nødt til at have en årsag.
Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Stephen Kings Om at skrive, hvis man går med en lille forfatter i maven.
Sjovt nok blev der også spurgt, hvad jeg mener om Twilight-serien, og den er jeg jo ved at anmelde HER. 🙂
