Jeg var til en julefrokost på min skole for nylig og traditionen tro blev man mere og mere begavet at høre på som aftenen skred frem. Jeg havde dog en spændende diskussion med en kollega, der er bibliotikar på skolebiblioteket omkring forfatterskaber.
Der udkommer nemlig bjerge af bøger på det danske marked hvert år, og det er ikke automatisk de bedste af dem, der går hen og bliver et hit. Det er ikke længere nok at romanen er af høj kvalitet, der skal mere til for at få succes. Det klassiske eksempel er Harry Potter bøgerne. De fleste bibliotikarer vil kunne pege på fantasy-bøger i samme genre, der er langt bedre end HP, men alligevel næsten ukendte. Harry Potter var altså hverken den første eller den bedste indenfor genren “ensom-menneskedreng-kommer-til-magisk-verden-og-lærer-noget-dybt-om-venskab-og-ondskab” – men det er den mest succesfulde til dato. En del af opskriften er selvfølgelig den selvforstærkende effekt af succes – jo mere folk taler om bøgerne, jo flere hører om dem og kan anbefale dem videre.
Men der kom også en metafortælling ind over forfatterskabet. Fortællingen om den stakkels enlige mor, der sad i sin kolde lejlighed og skrev manuskriptet til Harry Potter med handsker på og som nu er en af verdens rigeste. Det betyder ikke noget om fortællingen er sand, den klæber sig til forfatterskabet og personliggør bøgerne for læseren på en helt anden måde.
Stephenie Meyers Twilight-serie skabte også en omtale og en hype, der rakte langt ud over bøgernes fortælling. Mange var ikke længere bare begejstret over bøgerne, men blev hardcore fans, der ligefrem delte sig i Team Edward og Team Jacob. Det handlede ikke kun om bøgerne, men blev til noget, der var større end historierne selv – en metafortælling.
Er det virkelig fremtiden for bøgernes verden? Skal vi forfattere fremover promovere os selv og skabe vores egen metafortælling for at ramme læseren? Hvis Lady Gaga kan skabe overskrifter i hele verden bare ved at tage flyet i en kødkjole, så er det måske tid for forfatterne af kravle ud af vores små arbejdsværelser og gøre hende kunsten efter. Eller skal man gøre det modsatte. Fokusere på litteraturen frem for kunstneren. Steen Langstrup valgte at fjerne al biografisk materiale fra sin hjemmeside, sige nej til interviews og ikke engang sende anmeldereksemplarer af bøgerne ud.
Er det en symptom på tidens fascination af “de kendte” som bør undgås, eller er vi som forfattere netop de bedst egnede til at skabe vores egen fortælling fra grunden?
Hmm… jeg er i hvert fald smugstartet i beretningen om Mit livs gys. 😉
