Fotoreportage fra Bogforum 2017

Jeg er træt.

Supertræt. Mine fødder er hævede, min ryg værker og jeg har arme som en gorilla efter at slæbe 10+ kg bøger fra Bella Centeret til Kirke Hyllinge.
Bogforum 2017 er overstået og lad mig forføre dig med en stribe billeder fra Danmarks største litterære messe.

Hvis man aldrig har været på Bogforum kan det være svært at forstå HVOR stort det er.
Tre store haller.
1.850 forfattere. 13 scener. Næsten 35.000 gæster. Det er enormt.

Her står jeg på hjørnet af den ene af tre “hovedveje” i den centrale hal. Der var også et separat, stort område for børnebøger og en kæmpe ankomsthal med hvor uafhængige forfattere havde sluttet sig sammen under NewPub.

Det her var søndag eftermiddag, hvor det begyndte at tynde ud i de besøgende.

Vi spoler tiden tilbage til fredag, hvor jeg skulle signere kl. 13 ved det smukke papbord.

I år havde Tellerup bredt sig over to stande, så der både var den massive stand inde i den centrale hal og en lidt mindre stand i børneafdelingen. Mere om børneafdelingen senere.

Hey kid! Do you want a balloon?

Tellerup havde bestilt 100 røde balloner med KLOVN tryk som reklame for min klovnegyser, men de kunne roligt have bestilt 1000. Samtlige balloner var væk på en halv time og det var med nød og næppe at de fik lagt en til side til mig.

Efter vellykket signering vandrede jeg lidt rundt på massen og hilste på mine kolleger, før jeg trak mig tilbage til Tellerups backstageområde, som den diva jeg er.

Deres meget pink backstageområde.

Jeg er en prisvindende horrorforfatter. Profet for de uformelige rædsler hinsides vor fatteevne.
Her sidder jeg og sipper pink champagne i et pink lokale på en pink stol :-p

Efter lidt afslapning og forkælelse måtte jeg ud i myldret igen. Jean-Claude Mézières signerede albums på Forlaget Cobolts stand og det chance kunne jeg ikke lade gå forbi.
(Jean-Claude Mézières er kunstneren bag tegneserien Linda & Valentin – Agenter i tid og rum.)
Jeg havde fundet mit ældste album frem – Velkommen til Alflolol fra 1972 – og skyndte mig over til standen.
Til min store overraskelse stod der kun to i kø og jeg stillede mig glad som nummer tre.
Indtil jeg hørte en højlydt, markant hosten og så mig over skulderen.
Jeg havde på en eller anden måde overset den massive række af mennesker der fulgte væggen bag mig og måtte hurtigt undskylde, før jeg luskede ned og stillede mig for enden af den timelange kø. Det er nok meget sundt. Jeg er blevet lidt for vant til at folk står i kø for at se mig, så det er godt ind imellem selv at blive jaget bag i køen.

Der ventes tålmodigt.

Endelig blev det min tur.

Jeg fik en fin tegning og en hilsen og gik glad derfra.

Direkte tilbage til backstageområdet.

Hall of giant faces.

En lille tour af backstageområdet.

Lørdag var alle vi forfattere inviteret til en lille komsammen, hvor vi blev forkælet.

Der var kage.

Og gruppebillede.

Opmærksomme læsere vil omgående bemærke at der er væsentlig flere farver på Tellerups forfattere, end på de officielle RotPack-billeder af horror-forfattere på Krimimessen. 🙂

Søndag blev taget i et meget roligt tempo med en kop kaffe i hånden. En pludselig hovedpine var dukket op sammen med en træthed i kroppen efter lørdagens tam-tam. Sikkert en virus.

Der var færre publikummer og jeg kunne bruge mere tid på bare at drive rundt, hvis ikke jeg sad og mediterede på en af de lyserøde stole.

Man kunne parkere børnene i børnebio.

Hvor de (meget dansk) blev underholdt af topløse havfruer fra Bennys Badekar.

Børneområdet ved at være tømt for gæster.

Sidste foredrag på Spotscenen søndag aften og alligevel et pænt fremmøde.

Alt i alt var det en fed weekend, selvom jeg nu har fået min kvote for sociale arrangementer fyldt op for et par måneder.

Vi gør det igen næste år.

Dette indlæg blev udgivet i Begivenhed, Forfatterskab og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *