Så er vi endelig i oktober igen.
Ja, jeg er en af dem der har taget Halloween til mig 100%. En hel måneds tilløb til en aften hvor vi fejrer alle de morbide og uhyggelige ting? Ja tak!
Hvert år bliver en lille smule vildere end det forrige – og traditionen er så ny at sidste år var første gang vi kunne tage imod trick-or-treaters.
Her er mit setup fra 2015:
Jeg har ikke noget projektor, så jeg måtte sætte et fjernsyn i vinduet i stedet. Ikke lige så effektivt, men det var hvad pengene rakte til.
Jeg satser på at gøre det bedre i år. 🙂
Det hjælper også på humøret at jeg har taget ferie resten af oktober. Så har jeg god tid til at varme op til den store aften og nørkle med nye skriveprojekter.
Sjette og foreløbig sidste bind af Nekromathias har været igennem redigeringen og skal snart videre i systemet, mens der ligger en børnekrimi og venter på min opmærksomhed. Så skal jeg præstere endnu et hurtigt projekt, før oktober bliver november og hvis alt går efter planen (det gør det sjældent) kommer der mindst en håndfuld titler fra min hånd næste år.
Jeg skriver som regel i bølger, så den opmærksomme læser vil have regnet ud, at der ikke kom nogen titler fra mig i år. 2016 blev et hul i kalenderen over udgivelser, og den slags piner mig.
Nuvel – så må der bare skrives hurtigere og bedre de næste måneder.
Jeg har allerede mit næste projekt (efter børnekrimien) undervejs der forventes færdig før jul. Ingen detaljer endnu, men det bliver godt.