Endnu en zombie e-bog jeg har læst de sidste par dage er Ryan C. Thomas’ Hissers, der gjorde et godt indtryk.
Hissers er en blanding af zombie-apocalypse og The Thing, hvor mutant-zombier på speed jager 14-årige skoleelever igennem ruinerne af en brændende by.
Det er bedre end det lyder. 🙂
Første halvdel er bogen er ret fed. Sproget er levende og intensiteten i historien høj. Vi følger fire 14-årige teenagere den sidste uge før de skal begynde i high school. Den nørdede Seth, vennen Conner (atleten) og pigerne Nicole (den kloge, dydige) og Amanita (den trashy pige).
Alt er sat op til et klassisk zombie-brag, og da et fly med en hemmelig militær last styrter ned i byen, falder indbyggertallet lodret.
Der hvor historien skiller sig ud fra alle de andre zombie-historier, er zombiernes evne til at “grafte” kropsdele fast, så de hurtigt kommer til at ligne noget fra Silent Hill spillene, alt imens de jager igennem gaderne. De er hurtige, stærke og smitten spredes på sekunder, så tempoet i historien er højt.
Historien er nådesløs og selvom det selvfølgelig hører med til genren, så gør Ryan det godt. Det gibbede helt i mig, da en ung kvinde bliver flået ud af en bil, og et grædende spædbarn kan høres derinde.
Der hvor historien lidt mister pusten er ungernes reaktioner. Jo, de er traumatiserede og dybt påvirkede af rædslerne, men de er også lidt for hurtige til at sætte livet på spil ude i ruinerne af byen. Der er desværre nogle steder, hvor læserens fordybelse bliver forstyrret af absurd heltemodige (eller dumme) beslutninger, som ikke er realistiske for skræmte 14-årige.
Og så irriterer dele af dialogen mig (det er ved at blive en kæphest). Jo, unge går op i deres computere og konsoller idag, men selv den største computernørd begynder ikke at belære sine omgivelser om Halo og andre actionspil, mens muterede zombier jagter dem ned ad gaden og de hele tiden er på nippet til at blive flået og smittet. Den klassike ping-pong, der ses i så mange af den slags romaner fungerer altså ikke.
Det er dog kun en mindre kritik, for jeg var oprigtig godt underholdt. Hissers vil ikke gå over i litteraturhistorien, men den er et godt, intenst gys med mutant-kannibaler og ung kærlighed.
Køb den her for kun 3$: Hissers