Horn

Joe Hill er på banen med en ny roman.

I Horn slægter han unægtelig sin far på rent skriveteknisk, og det er jo ikke nødvendigvis en skidt ting.

Ignatius Martin Perrish vågner en morgen efter en særlig uheldig druktur og opdager, at han har fået horn. Ikke bare det men andre mennesker, der ser hornene, får en uimodståelig trang til at afsløre alle deres mørkeste hemmeligheder for Ignatius.

Ignatius har ellers nok at slås med. For et år siden blev hans kæreste voldtaget og myrdet og alle tror, at han er den skyldige og han kun slap for en retsag pga. sine indflydelsesrige forældre.

Herefter går romanen slag i slag med lange tilbageblik, der fortæller historien om Ignatius og kæresten Merrin, alt imens trådene til hvad der egentlig skete den nat langsomt dukker frem.

Efter endt læsning sidder jeg lidt ærgerlig tilbage. Den er godt skrevet – Joe har styr på sproget og historien folder sig elegant ud, selvom jeg nok ville have skåret lidt i tilbageblikkene.

Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad han vil med historien. Hele mysteriet med hornene glider i baggrunden og vi får igen den gammelkendte traver med psykopaten iblandt os – noget som efterhånden er en slidt trope i horror. Den er heller ikke syndelig uhyggelig. Spændende sine steder, men der manglede noget kant. Noget reelt skræmmende.

Jeg kunne bedre lide Dødens Jagt.

Med 400 sider er den dog hurtigt læst.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Bøger og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *