Jeg havde egentlig tænkt mig, at dagens blogindlæg skulle handle om noget helt andet, men jeg er nødt til at kommentere på det her. Jeg vil gerne tale lidt om kunst og de fantastiske genrer. Specielt de mindre anerkendte sider af fantastikken.
Zombier – alle griner af de stakkels zombier og de tages ikke seriøst, hverken som kulturfænomen eller som kunst. Endnu værre er det, når vi taler computerspil. Hverken vores rådne venner eller computerspil “tæller” som seriøse bidrag til kulturen og helt slemt er det da, når de kombineres.
Der er en udpræget tendens til, at zombier kun tæller som underholdende splat – hjernedøde goons i computerspil eller b-films materiale. I dette blogindlæg argumenterer Jesper Nicolaj for, at gysergenren er død for dansk film. At det ikke tages seriøst længere.
Og da slet ikke i spil.
Alligevel er jeg fortrøstningsfuld.
The Walking Dead af Robert Kirkman har genopfundet genren og for alvor bragt dramet og indlevelsen ind i zombiefortællingerne. Kirkman har udtalt, at hemmeligheden bag en vellykket zombiehistorie er simpel: Det handler ikke om zombierne. Det handler om personerne.
Kirkman har i mine øjne hævet sin tegneserie til et niveau, der er ren kunst. Ren fortælling.
Kan det samme ske for spil? En ven sendte mig linket til den følgende spiltrailer.
Jeg vil udfordre enhver, der hævder at hverken spil eller zombier kan bidrage med noget til at se den. Det er en af de meget få spiltrailere, der virkelig har rørt mig. Specielt som far.
Det er kunst. Der er vedkommende.
Spillet selv kan næsten kun skuffe efter traileren, men det har allerede gjort indtryk.
Det risler mig ned ad ryggen, hver gang jeg ser den. Hvis jeg en dag kan skabe den samme stemning som forfatter, bliver jeg en glad mand. Har I andre derude nogle gode eksempler fra fantastikkens skyggesider, der sprænger deres rammer og bliver kunst?
Hej Michael. Wow, superfed trailer …!
Okay, fra en ende af: at en genre skulle være helt død er nok sjældent rigtigt (og sikert noget man udbryder en dag, hvor man har fået en rigtig elendig nyhed vedrørende ens kunstneriske virke). Der er meget sjældent noget der dør helt og permanent. Tingene går vist sådan lidt i ti års perioder; noget forsvinder for så at dukke op igen. Og efter omkring et årti med en monopollignende situation på det danske bogmarked, hvor metervarer (orienteret mod børn og unge) er blevet spyttet ud i ét væk, er der helt sikkert en modbevægelse fra undergrunden på vej – og den synes jeg også, vi så småt begynder at se.
Om dit oplæg til kunstdebatten: Det der med at sige, hvad der er kunst og ikke er, kan altid godt være lidt farligt, fordi man nemt kommer til at virke som smagsdommer (og smag er jo som bekendt subjektiv). Men hvis vi antager, at kunst som et minimum er noget der er lavet ud fra ikke-kommercielle interesser, ikke leflende underholdning og ikke lavet hundrede gange før, kan vi hurtigt konstatere, at det har knebet lidt med ”kunst” indenfor de fantastiske genrer i rimelig mange år (hvor det virker som en disciplin om, hvilket forlag der bedst tryller pengene op af lommen på de unge).
Overordnet, i det lange løb, er dem JEG betragter som kunstnere indenfor fantastikkens skyggesider forfattere som Clive Barker (for hans skarpe sociologiske portrætter, samfundskritik og fuldstændigt usandsynlige plotideer – ”In the hills, the cities”!!), H.P. Lovecraft (for hans bundløse mytologier) og Cormac Mc Carthy for at have lavet det smukkeste portræt af jordens undergang nogensinde. Og nå, jo, George Orwell der måske skrev den mest samfundsrelevante og poetisk dystre bog nogensinde ”1984” i 1950 (!). Af nyere nordisk må John Ajvide Lindkvists socialrealistiske horror nævnes, da den er nyskabende og rummer både poesi og filosofiske betragtninger midt i al svineriet.
Horrorfilm som jeg vil skyde til at være kunst, fordi de er så unikke på den ene eller den anden måde kunne være: ”The brood”, ”Dead ringers”, ”Jacobs ladder”, ”Altered states”, ”Don’t look now”, ”Suspiria” etc. David Lynch laver måske ikke egentlig horror, men film som ”Blue velvet” og ”Twin peaks: fire walk with me” er jo pisse uhyggelige, så de ryger også lige med i bunken. En nyere horrorfilm der har slået som været enormt nyskabende var den franske ”Martyrs” – som i min vision kunne være et godt bud på, hvilken retning gyseren burde bevæge sig.
Jeg synes ikke, der er så meget ”kunst-horror” endnu på dansk, fordi der i lang tid er blevet fokuseret meget hårdt på fantastik til de unge, men der er masser af folk der skriver pissefedt, som bare ikke er udgivet endnu eller har fået så meget omtale. Meeeen folk må sgu være ved at være trætte af krimier, krimier, krimier og Stig Tøftings selvbiografi, så tingene vender nok – og den bølge kommer garanteret også til at påvirke filmscenen.
Spørgsmålet kunne lige så være OM horror overhovedet kan have gavn af at blive accepteret.
Hvad indeholder begrebet ‘kunst’ overhovedet? Jeg blev engang belært om, at værker enten var Oplysning, Underholdning eller Kunst. Oplysning giver vel sig selv, Underholdning ville behage for enhver pris, mens Kunst talte til følelserne blev jeg belært. Hvad gør horror og gys?
Hvorfor er det interessant, hvad ‘man’ (hvem disse ‘man’ så end er) anser for værdigt til at blive kaldt ‘kunst’? ‘Kunst’ er vel i bedste fald et spørgsmål om at være accepteret i bestemte kredse, og hvad skal man med det?
I min verden er din herlige lille bog ‘Fordærv’ bestemt kunst, fordi du lykkedes med noget, der er nærmest umuligt, nemlig både at være uhyggelig og hylende morsom på en og samme tid. En sådan bog burde i min opfattelse af en perfekt verden have modtaget en bunke priser og en masse opmærksomhed. Den burde ikke stå og gemme sig mellem letlæsningsbøgerne på biblioteket, for det er IKKE en børnebog. Humoren er voksen, synsvinklen er ikke skolebørnenes, men lærens.
Men man kan jo lige så vel hævde, at det er mig og min smag og min læsning og mine litterære værdier, der er noget galt med. Og hvad så?
Horror er ikke mere ude eller død end den altid har været. Horror er en ugleset genre og har været det stort set altid, men den er lige så konstant altid en del af kulturbilledet – og sjovt nok gerne blandt de allerførste til at tage nye medier i brug.
Os, der arbejder med horror, tillægges på forhånd skumle (pengegriske) motiver. Det er i hvert fald på forhånd afgjort, at vi ikke kan have haft noget som helst kunsterisk sigte, det er klart. At det er meget få af os, der nogensinde kommer til at tjene ret mange penge på vores kunst, ser man elegant bort fra. For hvad andet motiv end penge kan vi dog have haft?
Og hvad så?
Har vi brug for at komme i det gode selskab? Har horror brug for at blive stueren? Kan den overhovedet tåle det? Jeg husker, hvordan 80ernes massive tegneserie-boom endte med at ‘man’ gav efter og accepterede tegneserien – en ellers massivt udskældt udtryksform – som kunst. Man kunne sågar gå på Louisianna og se tegneserier. Men tegneserien som sådan havde ikke megen gavn af at blive adopteret af parnasset. I dag er den nærmest usynlig i det brede marked, hvis man lige ser bort fra en stak Tintin i Føtex af og til.
Horror har – som humor – brug for at overskride grænser. Det er en del af genrens natur og liv. Og det er svært at forestille sig, at den vil kunne det, hvis den bliver alt for stueren.
Jeg tror ikke, vores store udfordring ligger i at blive accepteret. Men det ville da være dejligt, hvis man kunne åbne genren op for ANDRE end de teenagere, man pådutter os KUN at ville tjene penge på. Og dér er jeg meget optismistisk. Jeg fornemmer klart en stigende interesse fra et voksent publikum.
Jeg tror man skal starte med at se på ordet “kunst”. Hvis vi rejser tilbage i tiden, så det vi anser for stor kunst i dag, det var dengang massekunst. Eller kunst som appelerede til rigtig mange mennesker. Michaelangelo, Leonardo og Rembrandt lavede ikke kunst, som vi kender kunst i dag, de lavede kunst der appelerede til masserne. Eller kunst alle kunne forstå og som alle kunne lide.
Men i dag anses kunst for at være noget som kun meget højtuddannede mennesker kan lide. Kunst er smalt, kunst er uforståeligt og det almindelige menneske forstår ikke kunst.
Hvor fanden hoppede kæden af?
Kun den smalle litteratur og de film ingen gider at se, er kunst. Se med elitens øjne. Hr. Boe laver meget kunsteriske film, for der er ingen der gider at se dem. Morgenthaler laver kunst til børn, og der er svært, men han laver simpelthen børnefilm, som hverken børn eller voksne gider at se. Jeg ved ikke om det er det ypperste indenfor den elitære kunst, om det er derfor DFI bliver ved med, gang på gang, at kaste MILLIONER efter både Morgenthaler og Hr. Boe. Jeg synes måske vi skulle overveje, om vi ikke hellere vil bruge skatteborgernes penge på film folk rent faktisk godt gider og se, og så sigte efter at lave Da Vinci kunst, i stedet for at lave “moderne kunst”. I stedet for at give Morgenthaler 5 millioner til det næste projekt som bliver set af hans nærmeste familie og omgangskreds, så kunne man overveje, om man i stedet ikke skulle give fem producenter 1 million hver, og så få 5 low-budget spillefilm ud af det.
Kunst er når man laver noget som rammer mange, og ikke bare som en overfladisk lussing, som f. eks “Far til Fire”, men noget der stikker en smule dybere, som “Hævnen”. Det er, for mig, kunst.
Jeg ved ikke hvornår kunst blev til det som vi ikke forstår, og som i Kejserens Nye Klæder, tør vi ikke sige det, men råber så “KUNST” fordi så er vi dækket ind. Og dem der ikke kan se det, de er heldigvis bare dumme, og forstår ikke en skid.
Jeg synes det er vigtigt at støtte bredt, men bredden ligger ikke i at støtte de samme mennesker, som allerede har bevist med 5-6 film, at ingen gider se dem, bredden ligger i at sprede sig ud, også over genrerne.
Det som pisser mig allermest af når man snakker horrorfilm i Danmark er, at alle vil have “den gode idé”, den der der twister og som ingen havde regnet med. Okay, hvad med vi bare starter med at lave lidt horror, og så kan vi se hvor det ender? Og sjovt nok har jeg aldrig hørt en konsulent, instruktør eller producer sige: Drama? Så skal det godt nok være noget med en twist, fordi ingen gider se hverdags konflikter og en 40-årig kvinde der tuder (nøgen?).
Måske er horror i USA lige så gennemtævet som en 17-årig Thailandsk luder, men hvis du sammenligner med dramaet i Danmark, som er horror i USA en spring chicken. Det danske drama er overfortalt, genfortalt og læst højt for dværge, og jeg synes nok en eller anden, et eller andet sted i systemet, burde trykke på den røde knap, hver gang en forfatter, instruktør eller producer siger ordet “drama”.
The Walking Dead er blevet nævnt her, som nyskabende zombiegenre. Undskyld mine himmelblå, men da jeg læste den tegneserie troede jeg ikke mine egne øjne. Der er absolut intet nyt under den sol. Har de mennesker der hypede den tegneserie ikke set Romeo’s klassikere? Det er meget fint, men nogen stor eksplosion af genren af det ikke. Og hvad så? Det virker fint. Det er underholdende. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang.
Jeg kan huske at jeg sammen med Christian E. Christiansen og Lars Detlefsen søgte med en zombiespillefilm på DFI. Manus var godt. Det var et first draft, men det var sikkert skrevet, tungen lige i munden og fuld skrue på action. Svaret fra konsulenten (Nikolaj Scherfig) var nogenlunde således: Fint manuskript der virker, men denne slags film må I gå ud og skyde med mormors kamera og en flaske ketchup.
True story.
Når det er holdningen hos DFI, at zombiefilm er underlødigt og latterligt, så bliver man træt. Og det her var før Dawn of the Dead remaket var andet end et glimt i øjet på en producer i Hollywood. Vi havde SÅ meget fingeren på pulsen, men DFI var så et eller andet sted vest for Pluto, og kunne ikke få hyperdriven til at virke. Igen.
Jeg synes ikke vi skal feje horrorgenren ind under gulvtæppet. Jeg synes vi skal fejre den, og prøve kræfter med den i Danmark, ligesom vi har så mange andre genrer vi ikke rigtigt har taget fat på, fordi “dramaet” har regeret Dansk film, som en dinosaur, de sidste alt for mange år.
Og vi skal ikke lade os stoppe af DFI eller kravet om “den gode idé”. Fuck det. Alt det kræver er en lækker pige og en mand med en økse (og hvis du vil twiste – en lækker mand, og en pige med en økse) så har du en film. I stedet for at have så travlt med at idéen skal være så pisseoriginal, at Fanden selv ikke kunne have skidt den ud, så burde man se på om historien virker, om karakterne er interessante, og sidst men ikke mindst, hvordan fanden man SKYDER en horrorfilm.
Og så er det i gang.
Jeg er sikker på genren er kravlet op af graven igen, og snart er på vej mod en biograf nær dig, for at skabe død og rædsel.
Jeg er sikker på at DFI også er vågnet op, efter det los i hoved publikum har givet dansk film sidste år, og har lyst til at skabe noget nyt. Vi skal ikke plagiere amerikanske gyserfilm, men hvis vi skal lave god gys, så skal vi lave meget gys, og vi har forsøgt (KAT er nok det værste eksempel, på forfejlet horrorfilm), men skidt med det, vi prøver bare igen. Så lav en low-budget horrorpulje (eller endnu bedre, en low-budget FILM pulje) og lad os lave noget horror.
Lad os lave kunst 🙂
Jeg skal måske lige specificere, at når jeg taler om kunst, mener jeg om noget bliver vedkommende for beskueren.
Altså om der enten kommer en reaktion eller vi får noget at tænke over. Kunst er jo netop subjektivt, så vi er vores egen målestok i den henseende. Hvis du betragter et værk og tænker: ”Nå.” så er det ikke kunst.
På samme måde er f.eks. horror-romaner, hvor du ikke investerer noget af dig selv i fortællingen blot underholdning. Hvis en roman får dig til at tænke, eller påvirker dig ud over ”bøh” stadiet, så har den opfyldt et af de væsentligste kriterier for kunst, nemlig at involvere dig.
Det er lidt svært at klart definere, hvornår noget går fra god underholdning til kunst, så det må være den gode gamle, men løse definition – Du kan genkende det, når du ser det. 🙂
Jonas –
Godt at høre, at du er optimistisk på genrens vegne. Jeg tror nu heller ikke på, at den er truet, men det kommer jo i bølger, hvad mainstream publikummet finder interessant.
Både Twin Peaks og Jacobs Ladder er måske lidt ”farlige” eksempler på kunst, fordi de netop er så mystiske. Det drømmende/mareridtsagtige element i dem er fede (og jeg er enige i, at de opnår kunst-status), men det må helst ikke blive sådan, at noget er kunst fordi det er underligt :-p
Ellers bliver vi oversvømmet med dansende dværge, der taler baglæns.
Steen –
Jeg taler nu ikke om andres vurdering af horror som kunst (selvom jeg godt kan se, at det kan læses sådan), men om vores egne oplevelser.
Jeg er stor fan af horror, men meget af det er ret tydeligt skåret over samme skabelon og man kender på forhånd en stor bid af udfaldet. Ind imellem støder vi så på ting, der hæver sig over dette.
Om Den Gode Smag nogensinde accepterer horror er ligegyldigt – måske endda lidt farligt – for genren, for som du selv skriver, eksisterer den for at bryde nogle grænser. Faren ved at gøre horror mainstream er netop at den bliver stueren. Ufarlig.
Gyset må ikke være for slemt. Det skal helst ende godt. Den slags har vi ikke brug for.
Bare se Twilight som moderne vampyrfortælling.
Omvendt er det et hestearbejde at knokle i en genre, hvis publikummet ikke er der.
Jeg tror i øvrigt at computeren er en af hovedårsagerne til tegneseriens nedgang, men det er en anden diskussion. 🙂
Tak for rosen.
Jesper –
Man kunne jo spørge, at hvis KUNST er så godt, hvorfor behøver den så massiv støtte? 🙂
Som sagt er jeg stor tilhænger af definitionen, hvor kunst er noget, der sker i mødet mellem værket og beskueren. Så kan det næsten ikke blive mere individuelt.
Til gengæld synes jeg du ramme ved siden af med The Walking Dead.
Det nye er ikke selve historien for den kender vi til hudløshed, men måden den fortælles på. Jeg har læst bjerge af zombietegneserier og set mange af filmene, og som regel involverer man sig ikke så meget i personerne. De er der som kød for de udøde.
Det tog 5-6 numre, før serien for alvor fængede, men så sad den også lige i øjet. Robert Kirkmans figurer er nogen man kommer tæt på.
Romaroes film er glimrende, men du føler ikke rigtig for personerne. Selv da piloten ligger døende i butikscenteret og vennen sidder klar til at skyde, når han vender tilbage – så river det ikke rigtig i sjælen. Vi vidste godt, at det ville gå sådan.
Kirkman introducerer en masse personer, man lever sig ind i, og så er han fuldstændig nådesløs overfor dem. Der er ingen storbarmede blondiner eller kannibalpunkere. Der er ikke rådne zombier, der er i centrum, men de overlevendes kamp for at holde sig et skridt foran.
Man kan selvfølgelig ikke diskutere smag, men jeg har aldrig før oplevet en zombietegneserie, som var hård at læse. Rick, Carl, Lori, Michonne, Dave … de står tydeligere som personer end de fleste andre karakterer i zombie-relatered fiktion. (Jeg har ikke læst World War Z). 🙂
Jeg håber du har ret omkring dansk film, i øvrigt. De var i gang med at søge statister til filmatiseringen af Kadavermarch, men så hørte man pludselig aldrig mere til den. Vi har ressourcerne i Danmark til at producere kvalitetshorror, så forhåbentlig kan de ikke holdes nede i længden.
Michael: Alt magt til dansende dværge!! Nej, seriøst, jeg synes virkelig det er god horror (eller historiefortælling for den sags skyld) når man har gjort op med den stramme konstruktion og lader underbevidsthedens sprog tale. Der er noget helt særligt over non-sense horror som Argentos mareridts-atige verden i Suspiria, Lynchs dansende dværg, eller heck, det kunne være en forfatter tilbage i trediverne der sad og fandt på navne som “Cthulhu” og “Shub Niggurath”, som ingen kunne udtale. Jeg tror det er det der med at lave noget der er så bizart og creepy´, at det helt sikkert vil støde 90 % af publikummet væk, jeg synes, der står i så dejlig kontrast til den ofte paniske angst for ikke at underholde eller stryge nok med hårene, men okay, der er selvfølgelig også middelvejen, hvor det ikke ligefrem behøver at være baglænstalende dværge. Zombier er jo heller ikke altid til for kun at underholde: “28 days later” er sært poetisk, og romeros zombier er samfundsrevsere. Jeg kan nu godt lide din tanke om at lave en bog der infanger den der trailers kombination af splat og det smukke – det kunne være interessant. Go for it, Michael!
Walking dead har, ked af at sige det, intet nyt med sig. Alle moderne zombiefilm rummer et persongalleri vi ville dø for. Walking Dead er nyt vand på gammel mølle. I mine øjne. Dermed ikke sagt det er dårligt, der er bare ikke en original tanke i serien. Det behøver der heller ikke være. Zombieland lykkedes hvor Walking dead fejlede. 28 days/weeks ligeså. I mine øjne.
Jeg synes det er underholdende nok, men jeg forstår stadigvæk ikke folk falder på røven over den. Hvis du har set en eneste zombiefilm, så har du læst Walking Dead.
Mht. Kadavermarch, så er det en til tider ok roman, fuldt på højde med Walking Dead. Men hele slutningen smager dårligt i min mund. Ved selvfølgelig ikke om de ville have lavet den om ….
Kunst skal støttes, jeg mener ikke kunst ikke skal støttes, så misforstod du mig, eller jeg var ikke klar nok i spyttet. Men man kunne måske overveje om man skal blive ved med at kaste penge efter en hest der hele tiden kommer nummer sjok, eller om man skulle tænke en smule ud af kassen. Jeg tror der kommer noget smukt ud af det uventede, men jeg synes måske at hvis det ikke virker, så skal man fixe det.
Jonas –
Ja, jeg synes også at de er fantastiske. Drømmesekvenserne giver dem et helt særligt skær.
Så længe det er kunst pga. kvaliteten og ikke fordi folk ikke forstår det :-p
Jesper –
Nu kan man heldigvis ikke diskutere smag (eller jo, det kan man godt, men det er svært at nå en afgørelse), men The Walking Dead virker for mig på en måde som de andre ikke har gjort. Den får trykket på nogle knapper, der bringer den tæt på, hvor de andre ”bare” er god underholdning.
Original er serien ikke, men det er heller ikke dens force. 🙂
Kadavermarch var fed, men jeg var ikke så vild med forklaringen på zombierne. Jeg synes tit, det er i forklaringen at zombie-historier kikser. Derfor er jeg ret vild med den nye version af Dawn of the Dead. Ingen forklaring, ingen optakt, vores hovedperson vågner og er midt i apokalypsen.
En af de meget få film jeg havde lys til at se igen med det samme.
Kunst skal støttes, men det skal give mening med støtten. Opera er f.eks. meget veletableret, selvom det ikke kan løbe rundt, så måske de skulle satse på noget nyt ind i mellem.
Nå, jeg vendte lige ryggen til et øjeblik 🙂
Jesper – skal vi ikke bare lave den film? Jeg er med på den værste.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er sulten efter at vise, at jeg kan bedre end Martin Schmidts (og DFIs) håndtering af ‘Kat’.
Mht. de hersens zombier, så jeg normalt ikke voldsomt imponeret af genren. Jeg synes gerne de taber pusten, når hele verden er overtaget og nåja, hvad så? Sjovt nok, er en af mine absolutte favorit gyserfilm alligevel en zombiefilm, nemlig Pet Sematary, men sådan skal man jo have lov at være selvmodsigende 🙂
Steen – Ha ha. Jo, måske vi bare skulle lave den film. Lidt ærgerligt at det endte som det gjorde første gang. Men vil hellere lave Pyromania. Det som jeg husker bedst fra Pet er konens søster i flashbackene. Fuck, jeg havde mareridt i ugevis bagefter.
Pyromania ligger stadig og venter. Den har været fri på markedet noget tid. Den har efterhånden været hele vejen rundt herhjemme, men jeg har i en stille stund tænkt, at den måske lige så godt kunne laves i Norge, uden at gøre mere ved det. Har ladet mig fortælle, at de har et bedre filmstøttesystem, men den slags forstår jeg mig ikke så meget på 🙂
Pet Sematary er en af de få få film, der skræmmer mig hver gang jeg ser den. Jeg forstår ikke helt hvorfor. Jeg har set den 5-6 gange – gerne fordi at du skal jeg vise en eller anden en fed gyser, og så sidder jeg, der efterhånden kender hvert et ord i handlingen og ryster for vildt 🙂 Den går rent ind her.
Jeg så engang for mange år siden et maleri i et af de store aktionshuses vinduer. Det, der lå nede ved Dronning Louises Bro. Det forestillede en dreng og var vel malet en gang i 1890erne dømt på tøjet. Men jeg frøs lige på stedet. Min daværende kæreste gjorde det samme. “Det er Gage!” – drengen fra Pet Sematary. Ham, der dør og kommer tilbage og leger med mor, og ‘Now I wanna play with you, dad!’ Jeg skulle ikke have det billede hængende. Hvis en gyser får en til at have det sådan, så er den vellykket, vil jeg mene 🙂
Til en start vil jeg sige – ja, for mig kan horror sagtens være kunst, i den forstand at kunst taler til den enkelte og skaber en oplevelse udover det forventede.
For mig har en stor kunstnerisk oplevelse fra horrorgenren bl.a. været Bernie Wrightsons illustrationer af Mary Shelleys “Frankenstein”. Romanen står som et hovedværk i genren, men den har aldrig ramt mig så dybt, som da jeg læste den med Wrightsons illustrationer. Han formidler den smerte og ensomhed, som monstret føler, så det gik lige i hjertet på mig. I det hele taget synes jeg, at hans sort/hvide streg er ganske enestående, og ikke kun indenfor horrorgenren.
Blandt filmoplevelser må jeg erklære mig enig med Jonas Wilmann i, at “Jacob’s Ladder” hører til i toppen. Og nej, selvfølgelig skal det hele ikke være flashback og flagrende kunstneriske gardiner (har lige set “Hunger” og føj da) for at være kunst, men “Jacob’s Ladder” er så foruroligende i sin tone, at den netop bliver insisterende på et helt andet plan for mig. Et andet eksempel kunne være “Dr. Caligaris Kabinet” fra 1920, som plotmæssigt ikke rørte mig, men hvor den visuelle fremstilling var så anderledes end forventet, at filmen blev løftet langt ud over plottet.
Jeg må også nævne “Night of the Living Dead”, som udover at være ganske nyskabende på mange måder, også har en slutning der ramte mig som et knytnæveslag i maven, nemlig da den sorte helt Ben overlever hele svineriet for blot at blive skudt næste morgen. Her ser de kun hans hudfarve og ikke, at han er et menneske. Det er da et statement, der må få folk op af stolene.
Så der er masser af kunst i horror – og det er en fantastisk trailer, du har i indlægget. Her tror jeg dog i lige så høj grad, det er musikken, der skaber stemningen, men det gør jo ikke oplevelsen mindre.
Pingback: Horrorsiden | Shaun of the Dead Island