Jeg var på Roskilde Bibliotek i torsdags for at undervise to timer på et forfatterhold.
På vejen ud snuppede jeg to zombiebøger, bl.a. Høstens Engle, der har fået ganske fine anmeldelser rundt omkring og er blevet nomineret til adskillige priser. Den var hurtig læst og nu sidder jeg tilbage med sådan en underlig følelse – jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg synes om den.
Historien følger den femtenårige Temple, der lever i et USA 25 år efter altings sammenbrud under zombikalypsen. Hun har aldrig kendt til andre verdner end denne og føler sig langt mere hjemme i vildmarken blandt zombier og banditter end i de små lommer af civilisation hun støder på.
Hendes rejse igennem sydstaterne i USA fører hende fra den ene farlige situation til den næste, mens hendes fortid langsomt afsløres.
Alden Bell er et pseudonym for Joshua Gaylord, hvilket jeg ikke helt forstår. Gaylord må da vække noget mere opmærksomhed end Bell.
Det positive:
Joshua Gaylord har noget på hjerte og der er en tydelig fortælleglæde. Der er zombier, kannibaler, mutanter og andet godt fra det postapokalyptiske skattekammer og han lader sig ikke standse af almindelig fortælletekniske overvejelser, hvis idéerne fører historien videre.
Der er en del ret interessante metaforer om den ødelagte verden og naturbeskrivelserne er troværdige uden at drukne læseren i tekst.
Det negative:
Sproget.
Sproget i historien gik mig på nerverne fra start og jeg kan ikke forstå andre anmeldelser ikke har kommenteret på det. Teksten er så distanceret fra historien, at man ikke kommer ind under huden på Temple. Faktisk nåede jeg halvvejs i bogen, før det gik op for mig at den er skrevet i nutid.
Nutidsformen er netop brugbar til at hive læseren tæt på – at tingene udfolder sig lige nu, mens man læser, øger spændingen – men her fungerer det ikke.
Et eksempel fra den første side:
*Dyb indånding*
“Man kan godt påstå, at verden er gået under, og man kan også påstå, at Kains børn har fået overtaget over de gode og retfærdige, men der er noget, Temple ved med sikkerhed: hun ved, at trods det helvede, verden er forvandlet til, og uagtet den ondskab hun selv har udøvet, og uanset den stribe af forbandede omstændigheder, der førte hende ned til den her ø og i skjul fra menneskenes samfund, så er det netop de selvsamme begivenheder, der har ført til, at hun står netop på det sted den nat i måneskinnet, det ligner dagslys, blandt fiskene, der ligner et mirakel – og det havde hun ikke fået at se ellers.”
En sætning med 113 ord og 16 kommaer. 😮
Researchen er også mangelfuld. Historien foregår 25 år efter altings sammenbrud, men verden virker forbavsende frisk. Man kan uden det store besvær finde forladte biler med tanken halvt fyldt, som kan starte og køre med det samme. Forladte byer har stadig strøm. Forladte tankstationer har stadig benzin (og pumperne virker). En øde købmandsbutik har et lager af cola, kiks og andre lækkerier.
Over 700 mennesker kan bo i et højhus omgivet af zombier uden nogen forklaring på, hvordan de skaffer mad nok – 700 mennesker skal bruge *meget* mad om dagen.
Jeg har ikke noget problem med at acceptere fantastiske elementer. Mutanter, zombier og den slags skal jeg nok acceptere – men de almindelige naturlove skal altså gælde for resten af verden ELLER der skal være en forklaring på hvorfor de ikke gør det.
Benzin bliver ubrugeligt efter 2-4 år. En forladt bil aflader batteriet.
Strøm skal komme et sted fra med en forklaring på hvordan det kan fungere efter 25 år.
Endelig er Temple ulideligt gammelklog at høre på. På trods af at hun aldrig har gået i skole og ikke kan læse, så er hendes tanker fyldt med overvejelser om Gud og englene og konstante referencer hun ingen mulighed har for at kende.
Og så er jeg bombesikker på at jeg har læst slutningen før. Ikke bare noget i samme stil, men hele opsætningen og det afsluttende drama.
Jaja – jeg kedede mig ikke under læsningen, men det må blive en lidt forsigtig anbefaling. Det kan være jeg bare er blevet en kræsen, gammel mand, men jeg forstod ikke al hypen om romanen.
