Eller: Skole, juletur & splatterfilm
Al denne snak om remakes fik mig til at tænke på en episode fra min gloværdige lærerkarriere, som trækker rødder til horrorgenren.
Året var 2003 – jeg var en ung, idealistisk lærer i en 7. klasse. En ildsjæl, der brændte for ungernes ve og vel og tålmodigt forberedte de uskyldige unge mennesker på en tilværelse udenfor skolens trygge rammer. Altså aktivt elevdemokrati og medbestemmelse.
Vi skulle på juletur lige før juleferien og diskuterede i Klassens Time hvilke film, der gik i biografen. Det var en fast tradition, at vi tog i biografen på turen selvom vi ikke nødvendigvis skulle se den samme film. Jeg ville ikke tvinge nogen til at betale 80+ kroner for en film, de måske allerede havde set, så vi delte os i grupper efter smag.
Jeg noterede roligt titlerne på biografens aktuelle film på tavlen, så de små poder vidste, hvad der kunne vælges imellem. Jeg kan huske Master and Commander gik i biografen, men var for lang til vi kunne nå det. I et anfald af lærer-humor skrev jeg også titlen på den ene film vi i hvert fald ikke skulle se.
The Texas Chainsaw Massacre.
Ungerne vidste ikke hvad det var, så jeg forklarede at det var en splatter. En enkelt ville gerne se den, hvorefter jeg stregede den over med et grin og sagde: “Ikke tilladt for under 15”.
(Ja, jeg syntes selv jeg var morsom.)
En kvik elev rakte hånden op og supplerede: “Eller i følgeskab med en voksen.”
Jeg overvejede det kort og begik så min fejl. Hvis nogen fik en seddel med hjemmefra, hvor der stod at de godt måtte se filmen, så skulle jeg gerne gå med dem ind og se den.
Vi skulle afsted dagen efter og eftersom kun 1-2 elever havde virket interesserede regnede jeg ikke med nogen sedler. Da jeg kom ind klassen sad tretten ud af seksten elever og viftede med sedler, der gav dem lov til at filmen.
Noget overrasket kunne jeg konstatere at forældres indstilling havde ændret siden jeg selv var barn, men ok – måske var jeg bare gammel og snerpet.
Her begik jeg så min anden fejl. Lidt fanget på den forkerte fod og overvældet af den tilsyneladende massive forældresupport for at se en virkelig grum splatter, kontrollerede jeg ikke sedlerne minutiøst.
Vi tog af sted.
Ved biffen skulle de tre ind og se en hyggelig film og tretten bumsede teenagere skulle med mig ind og se denne meget, meget blodige film.
Og ganske rigtigt – da den ene hovedperson bliver hængt op på en krog og får salt presset op i sin benstump, før Leatherface syr ham sammen, havde tre af drengene fået nok og måtte trække frisk luft udenfor.
Efter filmen tog vi hjem, ungerne noget blegere om næbbet, og skulle dagen efter holde juleafslutning.
Så langt så godt.
Dagen efter begyndte telefonen at ringe under morgenmaden. Det var forældrene til den ene, blege dreng, der absolut ikke havde givet lov til at deres barn skulle se den slags.
*Suk*
Flere af ungerne havde snydt sig ind at se den, og jeg fik en lidt travlere juleafslutning end forventet, hvor jeg måtte gentage både min forklaring og beklagelse flere gange.
Året efter da vi skulle af sted i 8. klasse var der ikke nogen diskussion om film – de måtte ikke se noget mere uhyggeligt end Findus & Pedersen og Nissemaskinen.
Morale:
1) Stol aldrig helt på dine elever.
2) Vis kun splatterfilm i skolen efter grundige pædagogiske overvejelser.
I det mindste var jeg ikke i samme situation som en kollega. Han anede ikke, hvad det var for en film, så da klassen (9. klasse) stemte og flertallet ville se The Texas Chainsaw Massacre, så skulle alle se The Texas Chainsaw Massacre. Han fortalte mig senere, at da de sad i biografen og den stakkels pige på lærredet hiver en revolver frem og skyder sig gennem hovedet … Da begyndte han i hovedet at formulere det forældrebrev han var nødt til at skrive. 🙂
