Min kollega Teddy Vork kommer ind på en interessant problemstilling i sin blog fra januar.
Han fortæller, hvordan han netop har færdiggjort en ny roman, da han støder på omtalen af en anden roman, der måske har samme tema. Herefter skynder han sig at læse den for at se, om de ligger for tæt op ad hinanden.
Det gjorde de heldigvis ikke, men det rejser en interessant problemstilling.
Vi kan ikke være 100% originale hele tiden, så hvordan håndterer man inspiration kontra plagiat? Jeg kan f.eks. sagtens blive inspireret af både film, bøger og billeder uden at lægge det mindste skjul på det. Til gengæld undgår jeg visse titler. Jeg har med vilje hverken læst eller set The Road, fordi jeg selv har en historie i hovedet, hvor en familie skal rejse igennem et post-apokalyptisk landskab. Jeg vil derfor ikke læse den, for ikke selv at komme i tvivl om hvor idéerne kommer fra.
Omvendt kan jeg slet ikke undgå at se det meste horror, da jeg elsker genren. Der må jeg bare være meget bevidst om inspiration. Hvis jeg får en rigtig god idé til en historie, ændre jeg den ikke blot fordi andre har skrevet noget tilsvarende. Det bliver bare en udfordring til gøre det endnu bedre.
Robert Kirkman, forfatteren til kulttegneserien The Walking Dead, nægter at læse World War Z netop for ikke at blive inspireret, mens de forskellige vampyrserier umuligt kan være opstået helt selvstændigt.
I sidste ende bliver vi alle sammen inspireret i dagligdagen, og det er en ærlig sag så længe man ikke direkte kopierer noget.
Hvad gør I andre derude? Hvordan håndterer I inspiration kontra plagiat?
Teddys indlæg kan læses HER. Og Teddy – undskyld det med plejehjemmet 😉
Da jeg var over halvvejs igennem første gennemskrivning af ‘MilkyWay Meat: Sanddæmonen’, var jeg ved at droppe hele historien. Jeg havde frem til da været ovenud begejstret for at have fundet frem til den perfekte blanding mellem Science Fiction og Western. Følte virkelig, at jeg havde fat i den lange ende med denne historie.
Men så skete det …
På Nettet begyndte jeg at høre om en TV-serie kaldet ‘Firefly’. En serie, som jeg hørte, besad selvsamme perfekte blanding mellem de to genrer. Jeg var helt ude af mig selv. ‘Great minds think alike,’ min bare røv! Var klar til at skrotte hele lortet. Skrive noget HELT andet i stedet og simpelthen benægte eksistensen af alt, hvad der hed ‘Firefly’.
Men da det kom til stykket, måtte jeg alligevel synke snottet; Jeg blev simpelthen nødt til selv at få syn for sagen. Kunne det virkelig passe, at jeg blev nødt til at skrotte min historie, fordi et fjols på den anden side af jorden lige akkurat var kommet mig i forkøbet med idéen?
Jeg så ingen anden udvej: Jeg købte serien, slukkede lyset og trak gardinerne for. Med tilbageholdt åndedræt stoppede jeg skiven i maskinen og krydsede fingre for at det var noget forfærdeligt lort.
Det var det ikke.
Allerede efter de første par afsnit var jeg helt forgabt i serien.
Den var jo helt igennem fantastisk.
Lort …
Endnu engang syntes min egen rumwesterns skæbne beseglet. Heldigvis tøvede jeg. For nok var Firefly en fed historie – men bortset fra genren og tonen – så havde den ikke ret meget mere tilfælles med min historie om slagtere i det ydre rum. Serien var naturligvis begrænset af både budget og censur – det var jeg ikke. Jeg havde mulighed for at gøre det hele større, vildere, smukkere og langt mere grumt, end skaberne af Firefly kunne tillade sig. Så jeg fortsatte. Gjorde min historie barskere og mere vejrbidt, end Firefly nogensinde kunne være. Gav mit bud på hvordan en SciFi-Western skulle fortælles.
Dog har der da både før og siden været nogle tiltalende film, som jeg har undgået, mens jeg har skrevet en given historie. Netop fordi deres handling eller tematik lå faretruende tæt op ad min historie. I disse tilfælde har jeg dog lykkeligt kunne konstatere, at de film, som jeg var bange for at lægge mig for tæt op ad, som regel har været vidt forskellige fra de historier, jeg var i gang med at skrive … eller også var de bare noget forfærdeligt bras.
Som Kamp påpeger herover, så er det næsten umuligt at fortælle en helt igennem original historie. De er allerede blevet fortalt allesammen. Men jeg ser ingen skam i at stille sig på skuldrene af de historiemagere, som vi selv ser op til og fortælle vores egne historier derfra.
Så længe man ikke planker andres historier, så handler det da bare om at lade sig inspirere af sine medmennesker og kunsten omkring sig. Det er hverken tyveri eller plagiat.
Tror sgu, at jeg lige har fået en ny idé til en historie.
Den skal handle om en forældreløs knægt, der begynder på en Troldmandsskole …
– LG
Lad os slå en ting fast: Det er næsten umulig at være original i denne verden og der er altid nogle, der vil have samme ide som én selv og måske komme først til fadet. Som jeg ser det, er der intet galt i at blive inspireret af ens omgivelser, da det er det element, der gør os til empatiske, videbegærlige og reflekterende skabninger. Som digter er det måske en anelse lettere at have et originalt udtryk, i det man skriver direkte fra det, der rører sig indeni. Til gengæld er det svært at kunne forholde sig til om læserne kan sætte sig ind i poesien – om det bliver for lommefilosofisk navlepillende. Der er dog heldigvis en del mere frihed i digtskrivning, da man ikke er bundet op omkring regler i forhold til syntaks, tegnsætning og deslige. Ydermuren er nedbrudt, så at sige.
Tror dog, at det generelt handler om, at man i dagligdagen lader sig inspirere af det virkelige liv, mennesker på gaden, lugte, synsindtryk m.m. Er man en rigtig historiefortæller og tør man stå ved sin kunnen, finder man “tråden” i sig selv og vil efterhånden kunne bevæge sig væk eksisterende kilder og i højere grad være i stand til at danne sit eget univers. Det drejer sig ganske enkelt om at have tiltro til egne evner. Om at være tryg.
Men det er blot min holdning.
Enhver, som nogensinde har fundet på en historie, kender sikkert problemstillingen; at blive opmærksom på enten noget allerede eksisterende eller noget, der er lige om hjørnet, som til forveksling minder om et projekt, man troede at have for sig selv.
Inspiration opstår ikke ud af ingenting, det er en genlyd af vores input, heriblandt underholdning – og måske ISÆR underholdning, når det kommer til at beskrive noget, der ligger uden for vores jordnære, navlepillende hverdag. Underholdningen forsyner os med fremmede indtryk og tanker og skaber i samspil med vores egen arbejdsproces erfaringer om, hvad god underholdning er.
Det er svært at opfinde helt nyt porcelæn – måske nok endda umuligt, hvis det samtidig skal være anvendeligt. Man kan selvfølgelig bøje formlen og prøve at servere suppen på en flad tallerken, hvilket kan være nok så frisk og anderledes, men næppe optimalt. Den dybe tallerken eksisterer stadig, fordi den nu engang er bedst til formålet, men vi har da mulighed for i en hvis udstrækning af eksperimentere med både formen, udseendet og indholdet.
Inspiration forpligter selvfølgelig til bevidsthed og selvbeherskelse, men generelt hælder jeg til, at dygtige fortællere har nok respekt for både inspirationskilden og sig selv til at arbejde bevidst med grænsen. Der er forskel på lighed mellem tema/plot og så skamløst at kopiere scene efter scene. Førstnævnte kan utilsigtet komme til at minde om noget allerede eksisterende, fordi der simpelt hen er elementer og indhold, der automatisk vil være oplagt og meningsgivende inden for konteksten. En mere konkret gengivelse derimod, medmindre den er kortvarig nok til at være en decideret reference, kommer til at lugte af genbrug.
Man kan måske udtrykke det sådan, at inspiration er fundamentet, man bygger på, mens plagiatet er at genbruge byggesten …
Jeg gruer og hader det, når et fremmed værk får alarmklokkerne til at ringe i forhold til noget af mit eget “porcelæn”, men hvad enten jeg opdager det eller lever videre i lykkelig uvidenhed, har jeg efterhånden erkendt, at der sikkert som amen i kirken skal være noget derude, som folk kan pege på og sammenligne med. Nu og da volder det mig frustrationer – det er selvfølgelig aldrig fedt at høre en kreativ sparringspartner udbryde ”hey, det minder mig om …”, når jeg lufter en formodet original tanke. Glimtvis kan jeg f.eks. stadig flå mig lidt i issen over den udmærkede lille film ‘Defendor’, der kom ind fra højre og mindede lidt rigeligt om et tegneserieprojekt, jeg selv gik og puslede med.
Jeg valgte at se filmen for at danne mig et billede af, hvor slemt det mon stod til, og selv om der var en række irriterende oplagte lighedstræk, gav det mig da mulighed for at se, om der var nogen måde, hvorpå jeg kunne komme omkring det, så lighederne ikke blev iøjnefaldende – også fordi jeg mente, at min egen historie stadig havde meget andet at byde på. (P.t. ligger det pågældende projekt så stille af helt andre grunde) Jeg forstår udmærket, at man som forfatter hellere vil styre udenom end at risikere at lade sig inspirere for meget i en sådan situation, men jeg har det faktisk omvendt: Jeg vil hellere se giraffen, så jeg har mulighed for at undgå de værste fælder. Hvis jeg pludselig står med et færdigt værk, der uforvarende ligner en anden forfatters lidt for meget, gør det næppe den store forskel for læserne, hvorvidt jeg vidste det eller ej, så jeg vil nok i reglen være tilbøjelig til at vælge skadeinddæmning.
Men som en ven udtrykte det, da jeg engang brokkede mig over sådanne omstændigheder: ”Du er nødt til at tænke, ligesom når man tager kørekort: ’Det er mig, der har ret og alle de andre, der er nogle idioter!’ – og så bare fortsætte.” (Det er så her, jeg indrømmer, at jeg endnu aldrig har erhvervet mig et kørekort, men altså …) 🙂
Vi kender efterhånden nok alle historien om en tilsyneladende almindelig person, der har mistet hukommelsen og pludselig viser sig at mestre adskillige håndvåben samt diverse dødbringende nærkampsteknikker, da vedkommende forsøges elimineret af hemmelige agenter. Vores hovedperson skal nu forsøge at få afdækket og afviklet sin fortid med adskillige tempofyldte og eksplosive hændelser til følge. Et område både Bourne-trilogien, The Long Kiss Goodnight og tegneserierne Somerset Holmes og XIII beskæftiger sig med. Og der er ganske sikkert en endnu længere række af værker med et på papiret lignende tema og handlingsforløb. Alligevel finder den enkelte version berettigelse i sit udtryk, karakterer, plotkrøller osv.
Vi kan måske ikke give folk en historie, de aldrig nogensinde har set lignende før, men vi kan udstyre den med vores personlige stemme og orkestrere løjerne effektivt, medrivende og – forhåbentlig – stadig en smule overraskende.
– Ruben Greis
P.S.: LG, er det rigtigt, at du i Milkyway Meat: Sanddæmonen har stjålet ordet ’sand’ fra Star Wars? 😉
Oh – rigtig gode betragtninger alle sammen.
Jeg er faktisk kommet til at gøre det ubevidst en gang i mine teenageår. Jeg skrev på mit tredje manuskript, denne gang en science fiction roman der foregik blandt ungdomsbander i en dysotopisk fremtid. Jeg skrev lystigt derudaf i et halvt år tid og sendte den spændt til et forlag.
Da jeg fik den tilbage med konsulentens udtalelser, faldt hammeren. Jeg var kommet til, helt ubevidst, at lægge anden halvdel af romanen ALT for tæt op af A Clockwork Orange. Komplet med tvunge biografscener og kvalmereaktioner på vold.
Det rigtig underlige er, at jeg vitterlig ikke selv var klar over det. Ikke før jeg læste kommentaren og pludselig kunne se alle lighedspunkterne. Jeg forsøgte en omskrivning, men endte med at skrotte projektet.
Der gik faktisk over ti år, før jeg igen satte mig til tasterne og skrev en roman, så det har åbenbart gjort indtryk 🙂
Kamp
Ouch! Så er det måske alligevel meget godt, at der nogle gange står en sur konsulent i vejen … 😉
Pingback: Horrorsiden | Zombies: The Beginning