De store bæster er tilbage. Som ynder af alle former for horror og fantastik, har jeg et svagt punkt for film om kæmpemæssige monstre, der hærger omkring sig. De klassiske Godzilla film er blevet for lange i skægget, men genindspilningen fra 1998 var ganske fantastisk, syntes jeg. Deep Rising fra samme år var endnu bedre med et dejligt Lovecraft-inspireret monster, der åd alle ombord på et krydstogtskib.
Nu komme den nye bølge så. Efter Cloverfield, som fungerede fint, er der store bæster på banen alle steder. Jeg ser nok mest frem til Monsters, der vist ikke følger de traditionelle konventioner.
Skyline har også store monstre i centrale roller og inkasserede anmeldelser som:
“En uendelig lang indre blødning” og “Et genbrugsmonster af en science fiction-film.”
Den skal da ses, men man skal nok sætte sine forventninger kraftigt ned og håbe på en positiv overraskelse.
Har man ikke set det før? Nå jo – DRs ‘Premiere’ havde en meget morsom sammenligning med alle de film, Skyline hugger idéerne fra. 😆
Endelig er det mest interessante film nok den norske The Troll Hunter. Dét har jeg i hvert fald ikke set før.
Jeg har nu set Skyline og var behageligt overrasket de første 20 minutter.
Herefter gik det skarpt ned ad bakke og filmen er endt som et præmieeksempel på, at gode effekter ikke i sig selv bærer en film. Øv!