Jeg har tidligere omtalt Silvestris debut-novellesamling Køtere dør om vinteren.
Jeg må indrømme, at den omtale var baseret på de gode anmeldelser udgivelsen fik, for jeg havde ikke selv læst den endnu. Det har jeg så gjort for nylig, og derfor er jeg nødt til at vende tilbage til den.
Egentlig er jeg ikke meget for direkte at anmelde bøger på bloggen, for miljøet herhjemme er ret lille og det skal jo ikke ligne rygklapperi forfatterne imellem, men jeg er nødt til at gøre en undtagelse her. Samlingen er nemlig fremragende. Da jeg læste, at novellesamlingen blev en blandet landhandel af noveller i både de fantastiske og realistiske genrer, var min første reaktion: “Åh nej.”
Det lød som noget rod. En samling der alt for tydeligt var revl og krat fra gemmerne.
Jeg tog fejl.
Det, at man aldrig ved fra starten i hvilken genrer man befinder sig, er en stor styrke, der udvidder overraskelsesmomentet på en ret vellykket måde. Silvestri er tydeligvis hjemmevant i novellens form og selv de noveller, hvor selve temaet lader mig kold, er fremragende skrevet.
Jeg er først selv for nylig begyndt at udforske novellen som genre og kan ret godt lide den, men Køtere dør om vinteren har virkelig været en lærerig oplevelse ud i novellens kunst.
Som sagt er det litterære undergrundsmiljø herhjemme ikke så stort, og derfor kender man tit (i det mindste af omtale) de andre deltagere i diverse novellekonkurrencer. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nu har lidt press over de kommende deadlines, når jeg ved at Silvestri også deltager i dem.
Læs den. Den er det værd.
