Så kom dagen, hvor det hele skulle afgøres til den store krimimesse i statsfængslet i Horsens. Jeg drog af sted med toget til det jyske højland bevæbnet med rejseplanens instrukser og en bærbar.
Vel fremme i Horsens tog jeg bussen mod Silkeborg og blev sat af den lille vej, der førte til fængslet.
Området er skønt og i højt solskin kunne man jo nyde turen. Det var lidt fedt, at messen lå så langt væk, for det gjorde det en smule mere autentisk. Jeg vandrede og vandrede og snart begyndte en lille, bekymret stemme at protestere bag i hovedet.
Der var godt nok øde. Og ingen mennesker nogen steder, når man så bort fra den døende bondemand bag traktoren, der var ved at blive fortæret af vilde måger. Nu har jeg jo set en del film, hvor hovedpersonerne rejser ud midt i ødemarken og ender sinde dage som kosttilskud for de lokale, så jeg var opmærksom på omgivelserne. Hvem ved hvad Horsensianere bedriver i deres fritid?
Der er godt nok øde herude.
Efter endnu en lang vandring dukkede fængslet op i det fjerne. Jo, der var høje mure og alting så meget fængselsagtigt ud, men der var ingen bannere eller skilte med krimimessen, og stadig var der ingen mennesker i syne.
Det ser meget fængselsagtigt, men ikke særlig messeagtigt ud.
Det skal her siges at selvom jeg er en mand med mange talenter, så er ”Stifinder” ikke et af dem. Når apokalypsen kommer, håber jeg at finde en gruppe overlevende, der kan lide historier omkring lejrbålet, for jeg er en elendig jæger.
Nå, jeg vandrede hele vejen op til portvagten og ganske rigtigt. I min iver efter at komme hurtigt af sted, havde jeg ikke overvejet, at der kunne være TO fængsler i Horsens. Det gamle, nedlagte fængsel med krimimessen og så det nye fængsel, hvor jeg nu stod og glanede. Præcis hvad jeg havde forestillet mig, at de gjorde med fangerne under messen havde jeg ikke skænket en tanke.
Vagterne fik sig et godt grin og jeg måtte vandre den lange vej tilbage, ud forbi den nu spiste landmand, og videre ud på landevejen, hvor bussen kun gik hver anden time om lørdagen.
Uden anden mulighed begyndte jeg at vandre tilbage mod Horsens, mens jeg halvhjertet forsøgte at blaffe.
Jeg kan afsløre at vejen udenfor et statsfængsel ikke er et godt sted for en enlig, langskægget mand at blaffe. 😐
Til sidst forbarmede en yngre kvinde sig og samlede mig op. Hun kørte mig hele vejen til messen, så jeg nåede at ankomme i tide til prisoverrækkelsen.
Og så blev spændingen udløst – hvem er Danmarks pt. bedste horror-forfatter? Hvem har udgivet bogen, man ikke må gå glip af i 2011?
Vinderen blev Steen Langstrup med Alt det hun ville ønske hun ikke forstod.
(Mumble, brokke)
Ok, skal man tabe, skal man tabe til de bedste, og Steen bliver kaldt Danmarks grand old man indenfor horror.
Sådan er livet. Nogle dage er man sværdet, andre dage er man hovedet.
Jeg må bare skærpe min klinge og blive endnu bedre. Skrive større og mere skræmmende bøger. Jeg sværger her og nu på bloggen, at jeg skal få en voksen mand til at ligge søvnløs. Jeg vil skrive historier så skræmmende, at gravide og folks med epilepsi frarådes at læse dem. Jeg vil række så dybt ned i vores primale angstcenter, at jeg stjæler mine læseres søvn som en tyv i natten.
Moln og Bunker 137 var opvarmningen, nu begynder det hårde arbejde.
Intet er så motiverende for et konkurrencemenneske som en udfordring, og nu er handsken kastet.
Og min ”Den gode taber” mine? Meh – needs some work 😉
(Tillykke, Steen 🙂 )
TILFØJET: Hov, nu glemte jeg jo videoen.
Hvad vil jeg have til næste år? 😈
Pingback: Krimimessen 2014