Jonas Wilmann havde en masse gode kommentarer til sidste indlæg, så jeg kan fortsætte her.
Først og fremmest er jeg nu nået 276 sider ind i Under Kuplen og indtil nu er jeg glimrende underholdt. Historien har fanget mig, så jeg måtte læse videre, selv om jeg burde sove – og det er vel et kvalitetsstempel i sig selv.
Skal jeg komme med lidt kritik er personerne lidt vel Kingske i deres fremtoning. Det er lidt for tydeligt hvem der ender hos de onde, hvem der er de gode og hvem der skal ofres undervejs. Samtidig er den lille by Chester’s Mill usædvanlig velbesøgt at interessante mennesker. Onde politikere, rådne betjente, psykopater, farverige drukkenbolte, idealistiske journalister og endda et barnegeni. Hvis det også dukker et synsk barn op bliver jeg irriteret!
Men King er nu god til at lade personerne og historien folde sig ud. Jeg har nu læst, hvad der svarer til en hel dansk roman og historien er først ved at komme ordentligt i gang. Det er dag 2 efter kuplen.
Jeg kan se, at en del af Kings tilgang er at være omhyggelig og lade historien tikke afsted med alle de detaljer han kommer på. Indtil nu virker det ret godt.
Andre gange kan jeg blive irriteret på ham, når det tager alt for lang tid at komme til sagen.
Jeg kan godt være lidt skeptisk over om 1200 sider virkelig er nødvendig for at fortælle historien, men det må komme an på en prøve.
Og som Jonas skriver kan King være et skræmmeeksempel når han ikke kan begrænse sig. En af fælderne ved at skrive lange romaner er netop at historien risikerer at gå i tomgang. Endnu værre hvis man som forfatter vælger at bruge en masse fyld for at pumpe sidetallet op.
Det er lækkert at stå med en solid bog i hånden (og det luner også i bibliotekspengene). Lange romaner er fantastiske, når historien griber læseren, men kvaliteten er vigtigst.
Jeg nørkler lidt med et fremtidig projekt som *bør* blive en murstensroman, men historien skal have lov til at simre færdigt. En fortælling der lige så stille udvikles i baghovedet, mens andre tekster bliver sat i verden. 🙂
Bunker 137 synes jeg fungerer rigtig godt i den korte form. Det er en hæsblæsende historie, hvor begivenhederne og gyset hele tiden accelererer. Jeg havde ikke kunnet bevare tempoet og stress-faktoren, hvis den skulle fylde 600 sider.
