En af kendetegnene ved meget af den nyere, danske horror er at romanerne generelt ikke er særlig lange. 200-300 sider plejer at være normen med A. Silvestris Pandaemonium som en markant undtagelse.
Ikke at langt automatsk er godt – det er god stil at skære fedtet væk og komme ind til kernen i fortællingen, men jeg spekulerer nogle gange på, om det er fordi vi fortæller for små historier.
Ser man på den internationale scene er en roman i dag sjældent under 600 sider. Specielt Stephen King skriver det ene mammutværk efter det andet, så nu har jeg besluttet at slappe af med en King bog og forsøge at aflure hans teknik.
Manden har jo demonstreret igennem et langt virke, hvordan han formår at flette mange personers liv sammen i historierne, så måske er det bare et spørgsmål om at trække flere personer ind i handlingen.
Selvfølgelig skal det være kvalitet frem for kvantitet, men der er nu noget særligt ved at sidde med en ordentlig moppedreng af en roman og gå igang.
Valget er faldet på Under Kuplen, der har fået blandede anmeldelser. Med sine næsten 1200 sider får han rig mulighed for at folde sig ud.
Den sidste King-roman jeg forsøgte mig med, gik jeg død i efter kun 100 sider, så jeg glæder mig til at se, om den fænger.
Under kupplen er også super god. Men jeg kan klart anbefale Geralds farlige leg, eller Christine. Personligt tror jeg aldrig jeg er blevet så bange for en bog (ja ikke for at fornærme dig).
Håber han fænger dig! 😀
Jeg er ikke sikker på, at nyere King er den bedste manual til at skrive lange bøger, jeg tror måske snarere han er skrækeksemplet. Nu har jeg ikke læst “Under kuplen”, men det, jeg har læst “post-trafikuheld”, synes jeg har været lettere usammenhængende, og færre sider kunne muligvis have hjulpet.
Og skal man egentlig have det som et mål at skrive langt? Jeg synes, det er en spændende debat, du lægger op til her. Jeg er jo en af de forfattere, der et par gange har fået at vide, at jeg skal skrive længere, især med “Mutagen”. Omvendt læste jeg også en anmeldelse af den, hvor anmelderen, meget apropos, skrev noget i stil med: “Hvis Stephen King havde skrevet den, havde den været på 800 sider, men det var den nok ikke blevet bedre af” … Det varmede alligevel lidt.
Men jo, “Mutagen” kunne nok have været lidt længere, dog tror jeg ikke, man skal sætte sig for mål at skrive langt. Der findes et hav af relativt korte bøger, der har opnået klassikerstatus, f.eks. “Animal Farm”, “1984” og “I am legend”. De ville ikke have været bedre, nok tvært imod, hvis de var længere. Ligeledes hælder en del af horrorens fundament i kraft af Le fanu og Lovecraft til kortroman-formatet, hvilket er nok så potent, synes jeg.
Der er også lange bøger, der simpelthen bare er fyldt ud med en masse ligegyldig palaver eller taber tråden 50 gange. John Ajvide Lindkvist skriver rigtig godt, men han er tilsyneladende ramt af en forbandelse, der gør at hans bøger bliver dårlige efter ca. 200 sider; måske skulle han skrive kortere? 🙂
Jeg har også lige “prøvet” at læse debutanten Erik Valeurs “Det syvende barn” på ca. 700 sider (spørg mig ikke hvorfor) … Det er et virkelig godt eksempel på en måde, man IKKE skal skrive en lang bog på; altså ved at klaske tre bøger sammen i én til et ugudeligt rod.
Jeg er i øvrigt ved at læse “Moby Dick” lige nu, den er på 600 sider, småtskrevet, og den virkelig god …! Det kunne måske være manualen, hvis man ønsker sig en sådan??
Rikke – Christine var rigtig god. Jeg har ikke læst Geralds Game endnu – anmelderne var ret hårde ved den, så jeg har endnu ikke taget mig sammen til det. Men ellers er jeg gammel King-fan, så jeg har læst det meste af hans ældre værker. 🙂
Nu er det nok svært at sige noget generelt om længde vs. kvalitet. Stephen King har i hvert fald gjort det til en vane at skrive langt. Holdt meget af den originale udgave af THE STAND, men er to gange strandet i den udvidede udgave og har aldrig fået den læst færdig. Hvis man vil skrive langt, så skal man nok have en unik historie eller kunne noget med tempo – og helst begge dele.
…og så er det mange år siden, at jeg har orket at kaste mig over noget nyt fra det maniske tekstbehandlingsprogram fra Maine.
Du må ikke lade dårlige anmeldelser holde dig fra Geralds farlige leg! Men jo, den er lidt sløv i optrækket, men den har sine øjeblikke hvor man er stiv af skræk. Personligt er det en jeg altid vender tilbage til.
Pingback: I Am Also A Writer (Inspiration & the Muse – Part II) « Harksen's Blog of the Unspeakable