Jeg har lige været inde og se Mad Max: Fury Road.
Jeg havde på forhånd forsøgt at forberede mig. Jeg har kun set den første teaser og undgået de forskellige trailere, ligesom jeg har undgået så meget omtale som muligt.
Alligevel har jeg ikke kunnet undgå at opdage de gode anmeldelser, så jeg forsøgte at holde mine forventninger i ro, da jeg satte mig i biografens mørke.
Hold. Nu. Kæft.
Mad Max: Fury Road er en voldsballet. En nøje koreograferet dans med døden i ørkenen. Den er den mest sjældne af moderne sequels – en film der er fuldt på højde med de originale og gør de gamle film bedre.
Den bedste biografoplevelse jeg nogensinde har haft var Jurrasic Park, der efterlod mig i denne her underlige døs i 14 dage, hvor jeg for alvor følte at have været tæt på noget magisk og nu lidt melankolsk over at have mistet det.
Måske det tætteste jeg er kommet på en Avatar-depression (Ja, det er faktisk en ting).
Fury Road har ikke efterladt mig i en drømmende tilstand, men 110 % hypet op på benzin og blod.
Hil dig, V8 og alle de galninge, der bor i Mad Max’ univers.
Fury Road er muligvis den bedste actionfilm, jeg nogensinde har set.
Fury Road er mere heavy metal … end heavy metal. Den er så vanvittig absurd, at nydelsen skues op på 11 og jeg kan ikke andet end at overgive mig.
Enhver der vil forsøge en opdatering af en gammel klassiker, bør se Fury Road og tage noter undervejs.
Den er to timer lang, og jeg kunne snildt have siddet en time til, hvis de havde givet mig mere.
Hvor de gamle film etablerede Max som person, er Fury Road fokuseret på tiltrængt verdensbygning og kommer med et par mytologiske forklaringer på den ultravold, der gennemsyrer filmene.
Valhalla fylder ret meget.
Hvis du kunne lide de gamle Mad Max film, bør du bestille billet til Fury Road nu.
Alle, der nogensinde har set en actionfilm og tænkt – den var ret god – bør gå ind og se denne her.
Det er historiefortælling på højt plan, action på højt plan og 110% galskab som vi elsker det.
Hvorfor sidder du stadig her og læser anmeldelsen? Kom afsted!
