Ja, den burde have været anmeldt i søndags, da det var Mors Dag, men jeg havde alt for travlt med deadlines og noveller.
Nu skal det så være.
Allerførst – det er et stort problem at man kan købe DVD’en før den danske biografpremiere, og jeg *kan* ikke forstå biografernes prioritering her. Jojo, den kan ikke købes på det danske marked, men helt ærligt …
Det var en hindring da jeg var barn, dengang vi stadig boede i huler og lå på lur i dagevis med vores spyd for at nedlægge en elg. Dengang var det internationale marked lukket, men i dag tager det to klik med musen og så er det i øvrigt ligegyldigt om varen sendes fra Århus eller Singapore.
Et andet problem er markedsføringen, men lad os vende tilbage til det senere.
Filmen starter med en desperat far, der flygter med sine to små døtre, Victoria og Lilly, efter at have dræbt sin kone. Efter en ulykke ender trekløveret i en lille hytte og faderen forsvinder sporløst.
Fem år senere findes pigerne levende i hytten, men efter den lange isolation er der gået Mowgli i dem og de skal begynde den lange rejse mod et almindeligt liv. Faderens tvillingebror overtager pigerne sammen med sin kæreste og der er lagt op til et familiedrama.
Noget er dog fulgt med fra skoven, for hvordan kunne pigerne overhovedet overleve alle de år?
Lad mig sige det med det samme – filmen leverer ikke, hvad den lover.
Jeg havde glædet mig som et lille barn, da traileren var noget af det mest ildevarslende jeg længe har set, men som horrorfilm rammer den ved siden af.
Og skurken er CGI.
Allerede indenfor de første fem minutter ser vi noget derude i hytten – ser det alt for tydeligt og i sprød grafik, så der ikke er nogen tvivl om, hvad vi har med at gøre. Det følger hele filmen, at selve Mama er vanvittig godt lavet, men netop fordi alting er så tydeligt, formindskes den skræmmende effekt voldsomt.
Og nu er det ikke for at være selvhøjtidelig, men jeg har faktisk lidt forstand på hvordan et effektivt gys skrues sammen. En af tommelfingerreglerne, hvis man skal skabe en stemning af frygt, er at bevare usikkerheden. Vi skal se noget i mørket. Noget skjult og ikke helt tydeligt, for så arbejder fantasien og skaber selv sine skræmmescenarier.
Det er hundred gange mere uhyggeligt, når vi ikke kan se monstret, for er det først afsløret, ja så bliver gyseren til en monsterfilm. Monsterfilm er fede – men uhyggelige har de aldrig været.
Det skal foregå i glimt. Små bidder, der bygger en stemning op, i stedet for det overflødighedshorn vi præsenteres for her.
Og det er rigtig ærgerligt, for der er nogle meget, meget velfungerende scener, hvor filmen netop spiller på dette og der er nogen andre til stede end dem man forventer.
Mama er ikke en horrorfilm. Den er et familiedrama i en horror-setting og jeg *kan* ikke forstå, hvorfor de har markedsført den som horror. Det kan ikke undgå at skuffe en masse fans, der tror de skal skræmmes.
For … dramaet fungerer faktisk rigtig godt. Nu kan jeg tilfældigvis godt lide den slags tragiske historier, så da jeg først havde fanget sammenhængen blev jeg opslugt af historien og åd dramaet råt.
Der er fuld knald på de tragiske elementer og filmen snitter rå løg i tårekanalerne, hvis man er til den slags føleri, specielt når vi nærmer os slutningen.
Skuespillerne er gode, specielt børnene er super troværdige, og jeg var glimrende underholdt.
Efter at have set den har jeg tænkt over den i flere dage og skal se den igen med ægteviven en af dagene, så det er en vellykket film – det er bare ikke den film, traileren har lovet.
Som drama i en interessant setting giver jeg den 5 ud af 6 stjerner.
Men skræmmefaktoren er nede på en 2’er på grund af den hæmningsløse brug af CGI.
Se den, når du får muligheden – den er det værd – men forvent ikke horror.
