Metro 2033

Endnu en roman jeg var spændt på var Metro 2033 af Dmitry Glukhovsky.

Fra bagsiden:

“År 2033. Atombomber har lagt verden i ruiner. Nogle få tusinder overlevende har søgt tilflugt dybt under jorden i Moskvas metrosystem, væk fra den kontaminerede jordoverflade og solens farlige stråler. Da den nordligste udpost angribes fra de ubeboede stationer længere ude i tunnelsystemet, er det op til Artjom at redde menneskene fra total undergang. En mission, der går gennem den underjordiske labyrint af fugtige tunneller, skumle skakter og sidespor, hvor mørket og rædslen hersker, og hvor ingen ved, hvad der venter om det næste hjørne.”

Dmitry er rigtig god til at beskrive de mørke, klaustofobiske tunneler på en måde, der ikke bliver ensformig. Dette er ikke nemt ved jeg af erfaring, da jeg sloges med at variere beskrivelserne af de mørke betongange i Bunker 137.
Den første tredjedel af Metro 2033 er virkelig god.
Det er en interessant verden og der foregår tilsyneladende rigtig mange slemme ting i mørket omkring metrostationerne, så spændingsniveauet er højt.

Romanen taber dog noget af pusten undervejs, da det går op for læseren at Dmitry er mere interesseret i at beskrive de forskellige samfundsformer på stationerne end den egentlige historie.
De gamle metrostationer er nemlig henfaldet til meget tydelige ideologier og alliancer. Den kommunistiske linje, de tre nazististe stationer, handelsføderationen, de intellektuelle og så videre. Flere steder går historien lidt i stå, når hovedpersonen Artjum absolut skal opleve en kristen sekt, variationer af kommunisme, mystiske litterære diskussioner og mange, mange sammenstød mellem idelogierne.

Ofte bliver bipersoner introduceret hvis fornemmeste opgave er at forklare en ideologi, hvorefter de bliver dræbt eller forsvinder. Deux ex Machina optræder lidt for ofte og jeg tabte lidt interessen efter 2/3 af bogen.

Oven i det element kaster han så alt hvad fantasien kan frembringe ind i kampen. Mutanter, spøgelser, gamle guddomme, flyveøgler(!), sværme af dødsrotter og meget mere. Der er ikke noget galt med kreativitet, jeg sætter altid selv pris på en god dinosaurridende cyborg-varulv, men det er som om de mange idéer mangler lidt styring.

Hvad er der sket med verden efter atomkrigen? Er det et strålingshelvede med muterede dyr og mennesker, eller er der mere på spil?
Det mere end antydes at i hvert fald en del af skabningerne i mørket allerede eksisterede før krigen.

I sidste ende er bogen værd at læse, men den burde være kortere og strammere. Der er udkommet en opfølger på russisk ved navn Metro 2034, men der er intet nyt om en dansk oversættelse endnu.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Bøger og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *