Hvorfor valgte jeg så denne scene som min yndlingsscene?
Fordi det er en næsten perfekt optakt til filmen.
Seerne kender allerede handlingen. Vi kender den type film og ved godt, at en epidemi vil sprede sig og gøre alle til (døde) kannibaler. Vi kender tegnene, men Anna går hele tiden glip af dem.
Hun har fået en patient ind, der er blevet bidt under et slagsmål, men hendes vagt slutter og hun går hjem, før det når at udvikle sig. I bilen hører hun om fortsatte optøjer i radioen, men slår over på en musikkanal uden at høre efter. Da hun kommer hjem til kæresten, går de i bad sammen og ser derfor ikke fjernsynsudsendelsen blive afbrudt af en krisemeddelelse.
Så da morgen kommer ligger hun fredeligt og sover, mens vi godt ved at den er helt gal.
Og da spændingen endelig udløses bliver det et non-stop adrenalinsus, hvor situationen går fra slemt til værre til katastrofal på ingen tid.
Det er ikke de (dengang) klassiske, langsomme zombier, men en ny, hurtig variant der kan sprinte uden pause og sætter et helt nyt pres på de overlevende.
Spændingen ved de konstante næsten-afsløringer af kaos skaber en fantastisk stemning og belønningen udløses med den hektiske flugt fra forstaden, og dermed Annas gamle liv, til den nye skræmmende virkelighed – og så kommer titlen på skærmen og filmen er først lige begyndt.
Det er en fantastisk indledning fordi man næsten får en hel films spændingskurve udløst på kun 10 minutter. Filmen starter på det punkt hvor mange tilsvarende film næsten er ved finalen.
Og så gør det jo ikke sagen dårligere at Dawn of the Dead er min absolutte favorit i sin genre. Det er en af de meget, meget få film, hvor jeg så den igen, så snart jeg havde set den første gang.
Hvad er din yndlingsscene?
