Vi er nødt til at tale lidt om Saudi-Arabien. Mere specifikt om et mobilspil fra Saudi-Arabien.
Miriams Game skaber en del overskrifter for tiden og gør folk i Saudi-Arabien utrygge.
Spillet virker ret simpelt. Spilleren møder en lille pige, der er faret vild i skoven og har en samtale med hende. Til at begynde med spørger hun om forudsigelige ting.
“Can you help me?”, “Do you want to meet my parents?”, men snart efter begynder hun at blive mere personlig og spørgsmålene bliver nærgående.
“What’s your real name?”, “What’s your address?”
Pludselig begynder hun at spørge ind til spillerens opfattelse af Quatar. Det får de Saudi-Arabiske spillere til at bryde ud i koldsved, for det er forbudt at udtrykke støtte til Quatar i Saudi-Arabien. Lige pludselig virker det som om spillet kan have ganske alvorlige konsekvenser ude i det virkelige liv.
“I heard that the Gulf countries punished Qatar,” says the little girl. The user then has the option of responding, “Qatar is innocent” or “Yes, and they deserve it”.
Bagmændene til spillet påstår hårdnakket at de ikke indsamler oplysninger og at hele samtalen er en del af narrativet.
Og det er den vinkel jeg finder interessant.
Det er lykkedes for forfatteren til spillet her at bryde grænsen mellem fiktion og virkelighed ned. Gyset i spillet er ikke længere afhængig af spillerens fantasi og suspension of disbelief. Pludselig kan angst være en meget fornuftig reaktion på oplevelsen og det er ret elegant.
Jeg aner selvfølgelig ikke, hvad der er rigtigt, men det har helt klart givet mig lidt at tænke over i forbindelse med mit eget forfatterskab. Er det en teknik jeg kan bruge?
Læs hele historien om spillet HER.
