Temaugen om monstre starter med et kig på vores alle sammens favorit – den altid charmerende og elskelige zombie. Hvad enten det er det klassiske langsomme, stavrende kadaver eller de nye, hippe zombier, der kan sprinte og klatre som aber, så har de indtaget populærkulturen.
Der er zombier overalt. Zombiehorror, zombiekomedie, zombieromantik, zombiesuperhelte, zombieporno – de har allerede løbet os over ende.
Som befandt vi os i zombieapocalypsen er der døde, stirrende øjne overalt.
Og vi elsker det.
Zombien har udviklet sig til en række nye afarter. Den klassiske zombie, udødeliggjort i George Romeros film, var langsom og dum som en dør. Til gengæld var der millioner og snart milliarder af dem, så flugt var altid en stakket frist. De ville få os til sidst.
Genindspilningen af Romeroes Dawn of the Dead fra 2004 introducerede den nye, hippe zombie. Nu var de ikke længere langsomme, men sprintede af sted, så snart de fik øje på friskt kød.
Jeg er selv størst fan af disse hurtige zombier. Det virker langt mere skræmmende, når du ikke kan løbe fra dem, men trækker en hale af afsindigt hurtige zombier, der ikke bliver trætte eller taber pusten.
28 Days Later valgte at gøre dem levende, men smittede med en virus, mens de besatte zombier vist er nyeste skud på stammen.
Men hvad betyder det?
Zombien er populær fordi den sætter os ansigt til ansigt med det største tabu. Vores egen dødelighed. Ikke bare er de rent fysisk det perfekte spejlbillede af livets slutning, bogstaveligt dine venner og familie, der vil æde dig, men stemningen i de fleste historier peger mod undergangen.
Langt, langt de fleste zombiehistorier, er historier om de sidste krampetrækninger før mørket endegyldigt sænker sig over vores art.
Fra den første side, eller den første scene i filmen, er resultatet allerede givet på forhånd.
Vi taber.
Man følger som regel en lille gruppe overlevende, der forsøger at forblive levende i det mindste for en stund. Verden er oversvømmet af de levende døde, kommunikationen er brudt sammen og i de sidste dages desperation bliver de stadigt levende ligeså farlige som zombierne.
I zombien ser vi altings ende.
Vores undergang. Vores død.
Jeg ville vise traileren til Dawn of the Dead som illustration af zombien, men den kunne ikke indlejres. Den bedste zombiefilm jeg endnu har set.
Til gengæld kan vi så nyde vores broderfolk i Norge kæmpe mod udøde nazister i Död snö. 🙂
Jeg kan på en måde også bedst lide de hurtige zombier. “28 days later” og Zack Snyders “Dawn of the dead” synes jeg også er dem, der er mest uhyggelige. Til gengæld går den klassiske langsomme zombie rigtigt godt i spænd med satire som i “Return of the living dead”, “Shaun of the dead” og “Zombieland”. Men heldigvis behøver man jo ikke vælge – selvom mange genrehunde gik amok over Snyders løbende zombier. Det er lidt paradoksalt faktisk, at visse fans bruger Romero-zombien som den ufravigelige arketype, når Romero allerede i “Day of the dead” springer rammerne for, hvad en zombie kan – og det er her det bliver virkelig interessant, synes jeg; Bub er for mig det bedste element i Romeros tre “gamle” dead-film.
I øvrigt kunne man tilføje en zombietype mere: Den helt ufarlige zombie fra John Ajvide Lindkvists roman “Håndteringen af udøde”. Her kommer Lindkvist med en slående pointe: En zombie behøver hverken at bide eller snerre for at være uhyggelig; det er rigelig horror at blive konfronteret med en af sine kære afdøde i halvt opløst tilstand.
Ah – ja, men inklusionen af den ufarlige zombie ville jo ødelægge den fine teori om zombien som vores undergang. Så ville jeg jo tage fejl 🙂