Monstre – Den stakkels vampyr

Det næstsidste monster i denne ombæring bliver den stakkels vampyr. Engang den ubestridte konge af monstrene, i dag sat udenfor indflydelse. Borte er de dage, hvor bønder barrikaderede sig i skræk og dekorerede soveværelserne med hvidløg.
Men jeg forgriber begivenhedernes gang …

Den oprindelige vampyr-myte opstod i Europa og havde ikke meget at gøre med den moderne mytologi. Dengang havde vampyren mere til fælles med zombien end med de blodfattige nutidige versioner. Vampyren var et stinkende lig, der steg op af graven og drak blod fra de levende, før det ved solopgang vendte tilbage til sin kiste. Der var ingen planlægning eller højere tankevirksomhed – det var slet og ret et animeret lig, der plagede de levende.
Bram Stokers Dracula ændrede alting.

Den historiske Vlad Tepes indtog ofte sin middagsmad under en skov af spiddede krigsfanger.

Bygget over (påståes det) legenderne om den historiske Vlad Tepes (Vlad Spidderen) forvandlede Stokers roman billedet af vampyren for altid. Nu var han en aristokrat. En adelig der havde mistet sin frelse og nu levede evigt som vampyr. Men stadig et rovdyr under overfladen. Dracula er nok høflig over for sin gæst, men han kaster spædbørn til sit harem af vampyr-trælle og er fuldstændig nådesløs. Stokers vampyr kunne stadig bevæge sig frit om dagen, men mistede mange af sine evner i sollys.
Så kom Ann Rice og Interview with a vampire.
Nu levede vampyrerne en natlig boheme-tilværelse, hvor de bekræftede hinanden i deres tragiske historier og var fulde af Weldsmertch. Den uendelige række af massive vampyr-romaner gjorde en bestemt type vampyr populær. Han var stadig farlig, men kunne bibeholde sin etik og moral i døden. Vampyren kunne vælge at leve af dyreblod og væmmes ved sit eget væsen.
Der kunnes grædes over de tabte dagstimer, spilles i rockband og i det hele taget deltages i livet på lige fod med de levende (næsten).
Endelig kom Stephanie Meyers med sin Twillight og skubbede endegyldigt vampyren væk fra tronen. Nu kunne vampyren være en 108 år gammel teenager, der lever som vegetar og begynder på et gymnasium for at finde en kæreste. Romeo og Julie med hugtænder og babyolie-indsmurte varulve.
Serien er utrolig populær og utallige andre bog- og filmserier har fulgt oplægget.
Vampyren er blevet mainstream.

Vampyren har skiftet symbolik igennem sine mange inkarnationer. I begyndelsen var det sygdom og død man associerede med vampyrisme. Senere er det først og fremmest blevet seksuelt. Biddet bliver ofte beskrevet som en meget sensuel handling, hvor vampyren reelt oplever sex. Der spilles meget på koblingen mellem blod, sex og det forbudte. Vampyren er dyret i os alle.
Hos Ann Rice bliver vampyren hurtigt til et billede på det moderne menneskes dekadente livsstil og overfladiske verden. (Det skrev en konsulent i hvert fald en gang til mig.) Vampyr-delen bliver mere et gimmick end en forbandelse.
Og den moderne, følsomme vampyr har det jo altid hårdt. Hvis ikke det er kærligheden, er det de andre vampyrer eller varulvene. Den moderne vampyr trækker stærke tråde til den uopnålige kærlighed med al hvad dertil hører af smerte og forvirring.
Der produceres skam stadig mere hardcore vampyrfortællinger, men i den brede offentlighed er vampyren blevet noget tandløs.

30 days of night var forfriskende kontant i sin historie om den lille by nord for polarcirklen, hvor det er nat 30 dage i træk. De får besøg. 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Temauge og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Monstre – Den stakkels vampyr

  1. Mathias Clasen skriver:

    Spændende monstertema 🙂
    Jeg har lige et par kollegiale kommentarer til vampyrartiklen.
    1) Der er ingen solid evidens for at Stoker baserede sin vampyrgreve på den historiske prins Tepes eller Dracula. Så vidt vi ved, stødte Stoker på navnet ‘Dracula’ i en historisk bog og syntes det klingede godt (hvad han jo i øvrigt havde ret i — arbejdstitlen på romanen Dracula var The Un-Dead, som jo ikke er helt så mundret). De to historikere Florescu og McNally har siden 70’erne fremført den tese, at Stoker baserede sit monster på den historiske skikkelse, men som sagt, det er gætværk (dokumenteret bl.a. i Miller, Dracula: Sense and Nonsense). I øvrigt findes den aristokratiske, ambivalente vampyrskikkelse også før Stoker, faktisk så tidligt som i slutningen af 1700-tallet (Goethe) og starten af 1800-tallet (Polidori, “The Vampyre”).
    2) Alt, hvad Stephenie Meyer har gjort, har L. J. Smith gjort bedre, og endda et årti tidligere. Fx The Vampire Diaries og ‘Night World’-serien. Lækre vampyrfyre i high school? Check. Romantik mellem menneskepige og vampyrfyr? Check. Konflikter mellem varulve og vampyrer? Check. The list goes on and on and on …
    Jeg var i øvrigt også begejstret for vampyrfigurens rehabilitering i 30 Days of Night, men svært skuffet over 2’eren …

  2. Michael Kamp skriver:

    1) Ah – det må jeg lige få rettet. Men selvom den aristokratiske vampyr fandtes tidligere, var Stokers roman det store gennembrud.

    2) Og det gælder også her 🙂 Hvem udenfor miljøet kendte til The Vampire Diaries før Twillight sparkede døren ind til teenagepigernes værelser?

    Ja, 30 Days of Night: Dark Days var noget hø, men det sker desværre tit. Descent 2 var ligegyldig, Blade 3 var pinlig og der kom dælme også en American Psycho 2, hvor man følger et af de ofre der overlevede – hvilket viser at filmselskabet ikke har læst bogen eller talt med nogen, der har forstået slutningen >..<

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *