Det mest klassiske af alle monstre må være det gigantiske monster. Fra Godzilla til King Kong, fra kæmpemyrere til gigantiske edderkopper – kæmpemonstre er evigt underholdende.
Godzilla og King Kong åbnede genren for det brede publikum og der kom en næsten uendelig strøm af sort/hvide skrækfilm med det ene mere usandsynlige kæmpemonster end det andet. Nogle af dem er oprigtig vellykkede, f.eks. var både King Kong og Godzilla meget overbevisende for deres tid, mens andre kammer over i det latterlige og bliver ufrivilligt morsomme. Specielt den japanske tilgang til genren, hvor man giver skuespillere gummidragter på og lader dem kæmpe mod hinanden i en modelby, har leveret nogle ufrivilligt morsomme optrin. Det er dog en billig måde at producere filmene på, så der kom mange af dem.
Jeg kan huske fra min spæde barndom (tilbage i teknologiens vorden, hvor vi skulle vælger mellem VHS, beta og betamax) at jeg fik lov til at leje en film med en gigantisk rumskildpadde med store hjørnetænder. Plottet står ret uklart for mig, men den var knyttet til tre japanske piger og hele filmen gik ud på, at den bekæmpede en invasion fra rummet, et kæmpemonster af gangen. En af modstanderne var formet som en gigantisk kniv og skød kastestjerner med øjnene. 🙄
Det sjoveste eksempel er dog den gamle, danske film i genren, Reptilicus, der har vundet mange priser verden over som den ringeste monsterfilm til dato. En underlig blanding af en syngende Dirch Passer, et par soldater og et sokkemonster, der går amok i en pap-udgave af København. Fyldt med klassiske replikker som: “Uhyret flyver.” Absolut værd at se, hvis man sætter pris på kiksede film.
Der er mange undertoner i de gamle kæmpemonster. En mistænksomhed overfor teknologien, som har skabt mange af dem, en frygt for fremtiden, et opgør med det moderne menneskes overherrerdømme på kloden. Godzilla selv bliver ofte betragtet som symbol på atombomben som våben.
Jeg kan stadigvæk godt lide film om kæmpemonstre og de er inde en stime af comebacks. Monsters, Skyline & Troll Hunter er alle nye film med de store bæster og der skulle komme endnu en Godzilla-film i 2012.
Som eksempel på genren kan man da kun vise traileren til Godzilla fra 1998. En glimrende version af den klassiske historie.